Læsetid: 3 min.

Verden vil bedrages

Narrativer. I sin nye roman boltrer Umberto Eco sig som en gris i mudder i 1800-tallets bizarre konspirationsteorier, der tørrede alverdens ulykker af på jøder og frimurere. Men bogen mangler selv menneskelig varme
Indforstået. Umberto Ecos nye roman forudsætter en betydelig indsigt i det 19. århundreds historie. Helhedsindtrykket er en slags studentikost vitsmageri, hvor Eco blinker indforstået til sin læser.

Indforstået. Umberto Ecos nye roman forudsætter en betydelig indsigt i det 19. århundreds historie. Helhedsindtrykket er en slags studentikost vitsmageri, hvor Eco blinker indforstået til sin læser.

Neil Drabble

1. juni 2012

Konspirationsteorier er de magtesløses yndlingsfiktion. Bare man læser en moderne netdebat, rejser nakkehårene sig over skribenternes antydninger af, hvem der mon er i ledtog med hvem og med hvilke skumle dagsordener.

Den slags er netop udgangspunktet for Umberto Ecos nye gigantroman, Kirkegården i Prag, der beskriver tilblivelsen af verdens måske værste plagiat, Zions Vises Protokoller. ’Dokumentet’ blev til i anden halvdel af 1800-tallet og foregav at beskrive en jødisk plan om verdensherredømmet. Bl.a. skulle jøderne planlægge at infiltrere kirken i den hensigt at afskaffe alle andre religioner end jødedommen, omdanne kirkerne til synagoger osv. osv.

I romanen er protokollernes ophavsmand notaren Simonini, romanens eneste fiktive person. Ikke kun er han professionel dokumentforfalsker, men også den mest usympatiske og upålidelige romanhovedperson og fortæller i kvindes minde. Simonini er sønnesøn af ophavsmanden til det såkaldte Simonini-brev, der tidligt i 1800-tallet ’beviste’ jøders og frimureres fælles konspirationer. Senere kom Storrabbinertalen, et uddrag fra Hermann Goedsches fembindsroman Biarritz fra 1868, også kaldt Auf dem Judenkirchhof von Prag (På Prags jødekirkegård). Tilsammen blev de to fiktionstekster benyttet som begrundelse for pogromen i Kishinev i Bessarabien i 1903, hvor 45 jøder blev dræbt, over 400 såret, og 1.300 jødiske huse og forretninger ødelagt. Unge Simonini vokser op i sin bedstefars paranoide atmosfære, uddanner sig til notar og udvikler et solidt talent for at plagiere hvad som helst. Han bosætter sig i Paris, hvor han udfolder sine tvivlsomme talenter og fra begyndelsen træder i karakter som hadefuld antihelt, der i sin sorte sjæl bærer rundt på et katalog over 1800-tallets biologiske forklaringer på forskellene mellem folkeslag:

»En laverestående del af menneskeheden (end tyskere, red.) kan man næppe forestille sig. En tysker producerer gennemsnitlig dobbelt så meget afføring som en franskmand. Denne fordøjelsesmæssige hyperaktivitet sker på bekostning af hjerneaktiviteten og vidner om deres fysiologiske underlegenhed.«

Simonini hader alt og alle; præster, kvinder, italienere og særligt jøder, til trods for at en sympatisk og idérig østrigsk læge, dr. Froïde (!), krydser hans vej uden at påkalde sig hans markante antipati. Simoninis varmeste følelser gælder mad, som han præcis som Scorseses mafiabosser går minutiøst op i. Man aner, at Simonini misunder tysken den robuste fordøjelse.

Livet forstås som fiktion

Bogens virkelige kup er afsløringen af de sammenkogte fortællinger af litteratur, videnskab m.m., som indgår i enhver tidsånd som indiskutable sandheder. Eco boltrer sig som en gris i mudder i fortidens absurditeter, der dog kun fremtræder en anelse mere mærkværdige end nutidens. Bogen er til overflod illustreret med samtidige stik, indsamlet gennem semiotikerens lange liv med bøger.

Præcis som i Rosens Navn (1980) er Ecos egen bærende idé, at livet forstås i kraft af fiktion. ’Narrativer’ er det nudanske udtryk for det fænomen, at vi bedst begriber virkeligheden som en slags fortællinger, der sætter begivenhederne i sammenhæng. Især i politisk turbulente tider får selv det rene vanvid greb om virkeligheden, med forfærdelige konsekvenser.

I romanens slutning gennemskuer en kvik ung russisk agent selvmodsigelserne i de protokoller, hans overordnede har bedt Simonini fremstille. Hvordan kunne jøderne f.eks. planlægge sabotage af undergrundsbaner, som end ikke var bygget, da værket blev skrevet?

Russeren rejser dog fornøjet hjem, forsikret om, at folk nok skal tro på det hele!

Problemet med Kirkegården i Prag er, at læseren skal kende store dele af det 19. århundreds historie, fra Pariserkommunen og Italiens samling til Dreyfusaffæren, for at kunne følge med. Den svigefulde Simonini er ikke til megen hjælp, han siger kun, hvad der passer ham, og staver i sin menneskeforagt tit folks navne forkert.

Helhedsindtrykket bliver en slags studentikost vitsmageri, hvor Eco blinker indforstået til sin læser. Men måske har læserne forandret sig siden Rosens navn udfyldte sulten efter dannet underholdning? Personligt synes jeg – ligesom flere britiske anmeldere – at spøgen trækker for længe ud. Simoninis bizarre projektioner er ikke sjove nok til over 500 sider, og man savner menneskelige holdepunkter som den elskelige William af Baskerville og hans lille munkedreng fra Rosens navn.

Samtidig skæmmes bogen af korrekturfejl, som ærgerligt nok leder opmærksomheden hen på prispresset mod danske oversættere.

»Når sandheden skal frem, er Simonini stadig iblandt os,« skriver Eco henimod slutningen. Det tror jeg på. Det er den nu 80-årige Eco også, og det er trods alt heldigt. Når sandheden skal frem!

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu