Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Virkelighedens rige

Intenst. En roman der nu også er et museum. Orhan Pamuk, tyrkisk forfatter og nobelpristager, har endelig efter års forsinkelse fået åbnet sit henrivende og intense Uskyldens Museum i hjertet af Istanbul
Kultur
1. juni 2012
Samling. Kemal er forelsket i Füsun, og undervejs i fortællingen samler han ting fra hendes liv. Det er disse ting, der i dag kan opleves på museet i Cukurcuma.

Samling. Kemal er forelsket i Füsun, og undervejs i fortællingen samler han ting fra hendes liv. Det er disse ting, der i dag kan opleves på museet i Cukurcuma.

På Cukurcuma-bakken i kvarteret Beyoglu lyder en højlydt mjaven fra et faldefærdigt halvtag. En trefarvet kat kigger forventningsfuldt ned på den hjulbenede tandløse kone, der med tørklæde på og fyldte plastikposer i hænderne nærmer sig. Istanbul vrimler med udhungrede katte, men i modsætning til i de fleste andre storbyer får de her ikke spark af de lokale, men mad. Profeten Muhammed skal engang have skåret ærmet at stykke af sin kappe, da han skulle til bøn. Han syntes, det var synd at vække den af hans katte, der sov på kappen. I den muslimske verden har katten derfor en særlig status.

»En kvinde, der ikke kan lide katte, vil alt andet lige aldrig gøre en mand lykkelig,« siger moderen til hovedpersonen Kemal i den tyrkiske forfatter og nobelpristager Orhan Pamuks roman Uskyldens Museum fra 2008. Hun sigter til bruddet med hans forlovede Sibel og forsøger hermed at overbevise sig selv om, at det ikke er så slemt. En roman, der er så intens og til tider ulideligt langsom, men på samme tid så dragende, at man næsten bliver beruset af den.

»Dette er ikke bare en historie om elskende, men om hele virkelighedens rige, det vil sige om Istanbul,« får Pamuk at vide af Kemal, kort før denne dør i 2007.

Pamuk får som ingen anden forfatter billederne, hvad enten man finder dem irriterende eller uforlignelige, til at fæstne sig hos læseren. Vandringen rundt i Istanbul bliver en vandring i hans bøger, og mødet med en kat er ikke længere det samme. Men det er ikke nok. I et smalt vinrødt hus i samme gade som den sultne kat opholder sig i, er Uskyldens Museum netop åbnet. Bag museet står Orhan Pamuk, og museet eller især dets objekter er hovedhjørnestenen i romanen. Der skulle dog gå næsten fire år, før det blev en realitet.

Det lykkeligste øjeblik

Ved ankomsten til museet lægger man romanen, hvis man har den, i billetlugen opslået på en af de sidste sider. Her er trykt en firkant, hvor der står entrébillet for én person, og hvor billetsælgeren stempler en rød sommerfugl. Indenfor er det første syn 4213 cigaretskodder sat på nåle som sommerfugle i en kæmpestor raritetskasse. På første sal hedder den første udstillingsmontre »Det lykkeligste øjeblik i mit liv«. Den indeholder en lille ørering af form som en sommerfugl med et ’F’ hængende underneden. Det smukke insekt og dets flygtige tilværelse har med andre ord en vis betydning.

Livet er den velhavende 30-årige Kemal Basmacis og det lykkeligste øjeblik den 26. maj 1975. Den dag elsker han med den 18-årige smukke Füsun, en fjern slægtning og ekspeditrice i en modeforretning.

De har forelsket sig hovedkulds i hinanden, på trods af at Kemal står for at skulle forloves med den velstillede og veluddannede Sibel. Under elskoven taber Füsun sin ørering. Kemal forlover sig med Sibel, men finder ud af, at det kun er Füsun, han elsker. Sibel bryder forlovelsen, og Kemals årelange udholdenhedsprøve begynder. Først må han finde Füsun, der i mellemtiden har giftet sig med en anden, derefter må han vente på hende.

Undervejs samler han ting fra hendes liv og omgivelser, og det er disse ting, der er udstillet på museet i Cukurcuma.

’Trøsten ved ting’

Det begynder allerede dagen efter forlovelsesfesten, hvor Füsun ikke dukker op i den lejlighed, der har dannet ramme om deres stævnemøder, og hvor Kemal er søgt hen syg af kærlighedskummer. Lejligheden er hans mors ekstralejlighed, og den er fyldt med hendes ting. Kapitlet hedder »Trøsten ved ting« ligesom montre nummer 28, der blandt andet indeholder Ankara-ekspressen som modeltog, som Füsun har leget med efter en hyrdetime, en legetøjsrumpistol, et håndspejl, hun har fundet i en af skufferne og flere andre ting.

»Et lindrende middel mod denne nye bølge af smerte var at gribe en ting fra vores fælles minder, som bar hendes duft; det lindrede lidt at putte den i munden og smage på den.« (…) »Da den smerte, jeg følte, mens jeg spekulerede på, om Füsun kom, blev mindre intens for hver dag, overbeviste jeg somme tider mig selv om, at jeg langsomt var ved at vænne mig til, at hun ikke var der, men det var ikke sandt, slet ikke. Jeg var simpelt hen ved at blive dygtigere til at aflede mig selv med den lykke, jeg fandt i tingene.« (…) »tvunget til at erkende, at pinen gradvis blev større, og at jeg i stedet for efterhånden at glemme Füsun blev mere og mere besat af hende.«

Som årene går, træder tingene i forgrunden, og da Kemal endelig når sit længe ventede mål, har man følelsen af, at Füsun selv er blevet en ting i hans samling. Han har bygget en mur omkring sig af fotografier, porcelænshunde, hårspænder, tekopper, rivejern, dørhåndtag, kjoler og tusindevis af andre ting. Han kan ikke længere se over muren og for alvor leve den kærlighed ud, som han har gjort til formålet med sit liv. Besættelsen af tingene griber om sig, således at den ikke kun omfatter Füsun. For eksempel propper Kemal sin netop afdøde fars kunstige tænder i lommen efter at have set hans døde krop. Kemals grundighed og ihærdighed er enestående. I otte år eller i alt over 2864 dage, som han i alt venter på Füsun, besøger han den gifte kvinde, der bor med sin mand hos sine forældre og siden kun sin mor, spiser han aftensmad med dem i alt 1593 gange, i snit fire gange om ugen. Alene denne bedrift bekræfter titlen på kapitel 51, der hedder »Lykken er at være tæt på den, man elsker, det er det hele«.

Det lille museum er i fire etager med en række nummererede glasmontrer eller -skabe i mørkt træ. Numrene følger bogens kapitler og er ganske rigtigt, som hovedpersonen siger til Pamuk, en rejse i en kærlighedshistorie, men også en rejse gennem Istanbul i 1970’erne. Et dybt splittet samfund, hvor begge køn røg og drak, og pigerne tog til Vesten for at studere på Sorbonne. Men hvor mandlig dobbeltmoral, patriarkalske regler og en ugift kvindes mødom stadig var samfundsfundamentale.

Datidens Tyrkiet var præget af militærkup, undtagelsestilstande, udgangsforbud og rasende gadekampe mellem nationalister og kommunister, men det er sidebegivenheder i denne roman og noget, jegfortælleren Kemal »ikke har lyst til at bryde min historie med beskrivelser af«. Højst ser han landets politiske situation som en hæmsko for hans besøg hos Füsun:

»Det onde ved militærkuppet, som jeg husker tydeligst, selv nu efter alle disse år, var at vi skulle skynde os hjem, uden at jeg havde fået min skyldige ration af Füsun.«

Efter et besøg på Uskyldens Museum i Istanbul har romanlæseren fået en betydelig og intens ration.

 

Masumiyet Müzesi (The Museum of Innocence), Cukurcuma Caddessi, Dalgic Cikmazi 2, Istanbul. Tir., ons., tror, lør., søn. 10-18, fre. 10-21

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her