Krisetider kan få gode mennesker til at gøre dårlige ting. Tag blot den lommesmerteramte advokat og familiefar Mike, der lyver en dommer lige op i ansigtet for at få mulighed for at blive lønnet værge for en gammel rigmand.
Mike får imidlertid endnu mere at se til, da mandens mutte teenagebarnebarn, Kyle, dukker op. Med en mor på afvænning er der grund til at tro, at Kyles apatiske fremtoning skjuler et følelsesmæssigt kaos. Men samtidig er knægten måske løsningen på de kvaler, Mike har som træner for et brydehold, hvis vindermentalitet lader noget tilbage at ønske.
Win Win er spækket med fine detaljer, især i form af vittige observationer om menneskelig hverdagsadfærd. Den slags, som mange andre filmmagere måske – fejlagtigt – ville finde for uvæsentlige til at tage med, men som hos Thomas McCarthy næsten umærkeligt bliver filmens største kvalitet. Replikkerne er gode, og måden, de siges på, endnu bedre.
Rollelisten strutter da også af talent: Den karismatiske grimrian Paul Giamatti er som altid fremragende i hovedrollen, og ligeså driftsikre Amy Ryan er fint castet som hans skrappe, men kærlige kone. Bobby Cannavale tegner sig for hovedparten af de sjove øjeblikke som en nyligt fraskilt bittermås, hvis frustration i mødet med de unge brydere forvandles til en ganske kontant form for pædagogik. Endelig er debutanten Alex Shaffer meget overbevisende i den næppe særligt nemme rolle som Kyle. En jordnær og ærkehumanistisk krisekomedie.
Win Win. Instruktion og manuskript: Thomas McCarthy. Udsendt på dansk dvd af SF Film
