Læsetid: 3 min.

Et ældre ikons privilegium

Lou Reed er hermed tilgivet for at have lavet en nærmest frygtelig plade i samarbejde med Metallica. For den fungerer nogenlunde live, men mest af alt fordi han havde taget Joan as Police Woman med på sin tour
Det er det ældre ikons privilegium at kunne være fuldstændig fløjtende ligeglad med, hvad publikum, anmelderne, musikerkollegerne, ja, lad os bare smide hele Jordens befolkning med i puljen, mon går og tænker. Det er en del af Lou Reeds charme.

Det er det ældre ikons privilegium at kunne være fuldstændig fløjtende ligeglad med, hvad publikum, anmelderne, musikerkollegerne, ja, lad os bare smide hele Jordens befolkning med i puljen, mon går og tænker. Det er en del af Lou Reeds charme.

Linda Henriksen

20. juni 2012

Lou Reeds bidrag til musikhistorien er af en sådan kaliber, at man må tillade manden et par fejlskud. Det er muligt, at hans seneste plade, Lulu, der er resultatet af et samarbejde med Metallica, er så genial og avantgardistisk, at det rækker ud over denne beskedne anmelders fatteevne, men det lyder som noget, der kun kan blive udgivet, hvis man er omringet af rygklappere og har været det i årevis.

Det var derfor med lettere nervøsitet, man satte sig i Falconer Salen for at opleve Lou Reed i koncert på en tour med titlen ’From VU to LULU’. Det kunne gå begge veje. Og tilbage var så klart at foretrække. Men den gode og kært vrisne Lou forstår at vælge blødgøringsmiddel: Joan as Police Woman i ufortyndet form – kun udstyret med keyboard og guitar. Den New York-baserede Joan Wassers musik er ikke ukantet, men den punkede sangskriver var så sensuel i sin optræden, at sikkerhedskapslen fløj af helt af sig selv, da hun spillede både gamle numre som »Eternal Flame« og nyere fra den seneste plade, The Deep Field, og tilmed et par helt friske numre: »Stay« og »Don’t You Know Who I Am«. Det lyder heldigvis, som om hun ikke har tænkt sig at skifte klud før den kommende plade, så den beskidte lyd fra The Deep Field bevares. Og før rengøringsmetaforikken kører helt ud af kummen, skal det lige med, at de (van)ærede medlemmer af publikum, der var så uforskammede at råbe utålmodigt på Lou Reed flere gange under hendes sæt, fortjener et svirp på siden af hovedet med en brugt toiletbørste. Joan as Police Woman spiller i Odense i juli. Be there or be square.

Mur af musikere

Og nu havde man det ellers lige så godt, og så vælger Lou Reed at lægge ud med »Brandenburg Gate« fra Lulu. Et nummer, der starter med karakteristisk Lou-monolog, ja hvorfor ikke, lad os i dagens anledning kalde det: En Loululog. Hey, if the shoe fits ... Efter få sekunder åbenbarer den mur af musikere sig, som Lou Reed har medbragt for at levere sin version af metalmonsteret Metallicas bagtæppe. Det er især trommeslager Tony ’Thunder’ Smith og guitarist Aram Bajakian, der bidrager med den tyngde, som et Metallica-forlæg kræver, og efter et minut med panden mod »Brandenburg Gate«’s lydmur må man konstatere, at hvis det ikke bliver værre end det her, så er det faktisk imponerende, hvordan Lou Reed har formået at arrangere sig ud af det. Megen tak skylder han Tony Diodores violin og Aram Bajakians begejstrede guitar.

I det hele taget var samspillet mellem Aram Bajakian og Tony Diodore (der skiftede ekvilibristisk mellem guitar og violin) interessant at bevidne. Især »I’m waiting for the man« udviklede sig til en art væddeløb mellem de to musikere, og heldigvis var ventetiden ikke lang. Legendariske »I’m waiting for the man« var tredje nummer, og allerede i koncertens andet nummer fik vi »Heroin«, så i sætlisten var der altså taget højde for, at ikke alle kan se det geniale i Lulu. Selv musikerne foretrak tydeligvis Velvet Underground og Lou Reeds solomateriale. Under flere af numrene fik vi igen fornøjelsen af Joan as Police Woman som backing vocal, og takket være hende kom »Street Hassle« og »Sad Song« helt derind og røre, hvor det efterlader mærker. Da »Sad Song« randt ud, føltes det, som om det ni mand store orkester kun spillede for undertegnede. Det var pænt af dem.

Når det drejer sig om hovedpersonen selv, var han med hele vejen, på trods af at alderen har sat sit præg – ikke mindst på bentøjet. Han virkede dog allermest engageret under opførelsen af numrene fra Lulu. Og det er jo det ældre ikons privilegium: At kunne være fuldstændig fløjtende ligeglad med, hvad publikum, anmelderne, musikerkollegerne, ja, lad os bare smide hele Jordens befolkning med i puljen, mon går og tænker. Det er en del af hans charme. Lou Reed synes, det er megafedt, det han har lavet sammen med Metallica, og fred være med det, gamle dreng. Det blev en god aften alligevel.

 

Lou Reed, Falconer Salen, København i mandags. Opvarmning: Kef og Joan as Police Woman

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Christensen

Det er helt skægt at se alle "Lulu"-aversionerne blive luftet igen, incl. den småfornærmede "det-kan-jo-også-være-det-bare-er-mig-der-ikke-kan-se-det-geniale"-attitude.

Jeg betragter ikke "Lulu" som noget mesterværk, men som en udmærket, stemningsfuld plade, som vinder ved hver gennemlytning. Og knægtene i det boyband, der leverer baggrundslyden, fungerer også udmærket.

Roald Andersen

Jeg kan læse af Anita Brask Rasmussens begejstring at koncertoplevelsen var betydeligt bedre end den jeg selv havde i Luxembourg, hvor hans tourné startede.
Da var opvarmningen middelmådig (et amerikansk amatør band samt en duo bestående af guitaristen og violinisten) og mere end 30 minutters død ventetid før Lou gik igang var utålelig.

Set-listen er kun ændret ubetydeligt, men tilsyneladende har Lou fået bedre greb om sin sang, for i Luxembourg kunne han tydeligvis hverken nå fordoms tiders toneleje eller time sin sang så den passede til musikken i "Heroin" og "I'm waiting for the man" — det var faktisk pinligt at overvære.
Der er ingen tvivl om Lou har brug for hjælp i gamle sangnumre. Jeg ville gerne have haft hørt Lou forstærket med "Joan as Police Woman". På numrene fra "Lulu" er der jo primært recitation og næsten ingen sang — derfor fungerede "Junior Dad" også bedst i Luxembourg, noget bedre end med Metalica.
Men genhøret med "Sad Song" var godt.