Bag bjergene er der bjerge

’Det er nok for sent at blive et bedre menneske,’ indrømmer Jørgen Leth, der fylder 75 i dag. Men det var åbenbart ikke for sent at skrive en o.k. bog
Ifølge Jørgen Leth må man ’skrive så nøjagtigt og detaljeret som muligt om de ting, man kan se med egne øjne. Se. Lugte. Høre. Og absolut ikke om noget, man bare mener. I det hele taget skal man undgå at skrive meninger’.

Ifølge Jørgen Leth må man ’skrive så nøjagtigt og detaljeret som muligt om de ting, man kan se med egne øjne. Se. Lugte. Høre. Og absolut ikke om noget, man bare mener. I det hele taget skal man undgå at skrive meninger’.

Kåre Viemose
14. juni 2012

Med Jørgen Leths tredje erindringsbog er afstanden fra skrivende stund til stoffet, der bearbejdes, skrumpet mest muligt ind. Ja, faktisk rækker bogen hovedsagelig kun hen over årene 2010 og 2011, der til gengæld for dens forfatter har været skæbnetyngede, nærmest som et katastrofens ÅR NUL efterfulgt af et ÅR ET: de nye begyndelsers tid. Et hus er mere end en ting begynder den dag januar 2010, da Haiti gennemrystedes af jordskælv. Husene styrtede sammen, mange tusinder blev dræbt, og hundredtusinder lå i de følgende uger om natten i interimistiske lejre. Forfatteren oplevede katastrofen på nærmeste hold og var faktisk heldig at slippe helskindet ned fra øverste etage i sit hus nær kysten i Jacmel. »Monsieur Jorgen er en god kristen,« forklarer hans kok Madame Annette.

Fra chok til depression

Efterfølgende bliver Leth og hans danske venner evakueret pr. helikopter, og han slår sig midlertidigt ned på hotel i nabolandet, Den Dominikanske Republik, omsorgsfulgt passet af sine voksne børn. Mindre end tre måneder efter altings sammenbrud er han i gang på ny: studerer locations i Mexico City, bestiger en mayapyramide, fascineres af excentrisk performancekunst i New York, dækker for TV 2 cykelløbet Paris-Roubaix.

Sideløbende hermed foregår en indre forandring. Chokket og den første lammelse går ganske vist, som det hænder så ofte, hånd i hånd med handlekraft og åndsnærværelse, men derpå følger sørgmodighed og bedrøvethed som slør mellem én og omverdenen. Næste fase består i tungsindet, som om der er flere lag uformeligt stof mellem sanser og tanke. Og i næste fase igen, da Leth efter præcis et år vender tilbage som guide, får han lejlighed til at spejle sig i en kollektiv depression.

Nysgerrighed

»Bag bjergene er der bjerge«, lyder et gammelt kreolsk ordsprog, som passer godt på Leth og hans bog. Sætningen kan forstås mistrøstigt: At der efter overståede strabadser lovmæssigt venter os nye. Men den kan også opfattes som en fortrøstning: At der oven på en smuk udsigt sagtens kan komme én til.

Denne dobbelthed er bærende igennem bogen, der på den ene side handler om at sige farvel til et liv og på den anden side om at være nysgerrigt på vej. Hemmeligheden er den at være nysgerrig. »Altid. Hele tiden ville vide mere. Det er min indstilling til alt, hvad jeg beskæftiger mig med. Jeg er nysgerrig.« Katastrofen sætter sig altså som en mistillid til virkelighedens holdbarhed, men den efterfølgende begyndelse åbner også for en tillid til verdens forunderlige foranderlighed.

Improvisation i København

Løftestænger i denne indre proces, som på én gang er fysisk, psykisk, eksistentiel og æstetisk, bliver for Leth ritualer, såsom gåture og skriveprocesser, og nydelser såsom god mad og sex. Fra »det berømte nulpunkt« bevæger han sig ud på nye eventyr, som da han en aften i København indvilliger i at improvisere de monologer, som i kraft af Mikael Simpson og hans band bliver til cd’en Vi sidder bare her, »opstandsninger og randnotater fra et helt konkret liv«, men for Jørgen Leth klart en vigtig igangsættelse. Eller begyndelsen kan bestå i at rejse rundt i verden og præsentere filmen Det erotiske menneske og overbevise sig selv om, at den måske er meget godt lavet, siden nu dens saglighed og ligefremhed og ærlighed på kønslivets vegne åbenbart kan værdsættes af bl.a. unge. »Jeg er ikke klog og ved ikke noget, som kan have afgørende betydning for andre. Men jeg oplever og har oplevet en del mærkelige ting i mit liv, og det er det, jeg øser af, og det gør jeg, fordi jeg inspireres af mængden af vanvid og uforudsigelighed og skøre, skønne, oplevelser.«

Digt, film, dokument

Så enkel er opstillingen, erklærer Jørgen Leth, som for at forstå mekanikken i sin egen praksis udkaster den interessante tanke, at det hele begynder med digtene, og at det er dem, hans film skal lære af. Efter filmene kommer så den dokumentation, som består i bøger som den foreliggende.

At afstanden mellem skrivende stund og stoffet, der skildres, denne gang er skrumpet ind til det minimale, hvorfor man vel snarere burde tale om memoire-notat og rapport end om deciderede ’erindringer’, indebærer ikke, at Leth afstår fra æstetisk stilisering. Tværtimod formår han at holde en balance, der gør scenerne fra hans liv ufiltrerede og arrangerede på én gang.

Skriften bærer personlig signatur, men virker også mærkeligt anonym, og grundholdningen er på samme tid dokumentarisk konkret og distanceret – en effekt, som ikke mindst opnås ved indklip af mails, breve, notater og en avisartikel.

Mere end sanselig

En enkelt sekvens fra evakueringen januar 2010 undgår ikke at brænde sig fast. Leth flyves i helikopter langs med Haitis nordlige kyst og kigger ned på den strand, hvor hans ven, den italienske arkitekt Enrico, i dag lever med sin haitianske kone og deres børn. Engang var han luksushippie og ejede et diskotek på Haiti og lejligheder i Rom. Projekter havde han nok af. Men økonomien var skrantende. Så forelskede han sig i den ganske unge Lulune og blev skilt fra sin kone. I dag lever han et ydmygt liv nede på kysten og har ikke råd til at få sin bil repareret.

»Jeg ser på ham med en vis eftertænksomhed. Han er gået hele vejen. Hans sanselige tilgang til livet endte med at ruinere ham.« Sådan kigger Leth sig i det spejl, som ikke er noget spejl. Thi hans egen tilgang til livet er ikke ’sanselig’ slet og ret, den består i en nysgerrigt iagttagende kunstnerisk holdning, der ikke specielt har sanselighed som budskab, men blot klogt betjener sig af den:

»Man må skrive så nøjagtigt og detaljeret som muligt om de ting, man kan se med egne øjne. Se. Lugte. Høre. Og absolut ikke om noget, man bare mener. I det hele taget skal man undgå at skrive meninger.«

Det er det skrivedogme, Jørgen Leth sværger til, en »arbejdets etik«, som gør, at hans erindringer trods den korte lagringsperiode i høj grad har interesse for andre.

 

Jørgen Leth: ’Et hus er mere end en ting. Det uperfekte menneske/3’. 243 s. Kr. 279,95. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer