Læsetid 4 min.

’Bøj dig i den støv for den rigdom’

Et knaldhårdt greb styrer de ubehagelige løjer i Christina Hagens nyeste bog ’White Girl’ – der står ’digte’ udenpå, men det skal man ikke lade sig snyde af
Et knaldhårdt greb styrer de ubehagelige løjer i Christina Hagens nyeste bog ’White Girl’ – der står ’digte’ udenpå, men det skal man ikke lade sig snyde af
15. juni 2012

Hvilken slags dansk taler den evigt forurettede, kvindelige turist, når hun taler til alle de dér grækere, afrikanere, asiater og latinotyper, der bryder forstyrrende ind i hendes drøm af en rejse? De maser sig ind på hende, de ser på hende, de vil udnytte hende økonomisk, seksuelt, på alle måder. Deres mindste blik udtrykker, det er hun sikker på, en total foragt, og det selv om hun jo ingenting – ingenting – har gjort dem. Hun vil bare være i fred, når hun altså ikke vil have opmærksomhed.

I White Girl, Christina Hagens ålestramme koncept af en digtsamling, taler hun nogenlunde sådan som … ja, som alle vores fordomme om »de indfødte« gør. Hun taler et helt nyt, af Hagen opfundet pidgin-dansk. I korte, eksplosionsagtige prosatekster – det er lidt svært at forstå, hvorfor White Girl kalder sine tekster for digte – raser hun sin grammatisk ukorrekte galde ud over alle dem, der ødelægger hendes forsøg på at opnå den rette turiststemning.Resultatet er utroligt morsomt og sært ubehageligt på samme tid. Hør bare her:

»Åh for satan jeg blive sindssyg af din fucking ævl. Hele tid du stå uden for restaurant i din tjenerkostume og sige til mig på den dansk: ’Goddag, goddag’ og ’hvordan du har det?’ som papegøje. Jeg fucking lyst til at skære din triviel mund af og putte ned i syltetøjsglas og sætte i køleskab og rigtig spise til jul sammen med SVIN og PØLSE og KÅL og anden ting, der lugte og er grim. Du mig så gal gøre! Du lukke din kæft eller jeg lave den vold på dig, latinomand!«

Det er jo ikke til at vide, og sådan er det i mange af de små stykker, hvem der egentlig er mest usympatisk her, midt i turistfældernes bundtriste menneskemarked. Eller hvem der mest aktivt udnytter hvem, eller hvem der egentlig papegøjer den mest i det danske sprog. Til gengæld er der noget helt bizart energisk over drømmen om at lave de indfødte om til hjemlig julemad, en drøm, der går igen i flere andre tekster.

Det samme gør følelsen af, at hele den fremmede verden ligesom burde underkaste sig turistens behov. At man har ret til at gøre hvad som helst, især fordi man faktisk er rejst væk fra et trivielt og kompliceret liv, og at man ikke af den grund skal forstyrres af grotesk anmassende fyre og dårlig samvittighed. At det i virkeligheden er os – mig, ’white girl’ – det er synd for. »Hva fuck giver dig lov til at dømme min hvide skind?« som der står undervejs.

Litterær præcision

Nå, tilbage til White Girls sprog. Christina Hagen orkestrerer sin opfindelse med en virkelig fin sans både for sproglig økonomi (kun et par gange går teksterne i tomgang, det mærker man straks) og for den indbyggede komik. Det her er altså en virkeligt sjov bog, både når det barnagtige raseri bare kører derudad, og når det forvilder sig ud i helt absurde billeder.

Men der er også noget foruroligende – og derfor: fint, skarpt – ved at lade den hvide turist tale pidgin-dansk. Som læser iden-tificerer man ellers det sprog med de indfødte, her har det altså flyttet plads fra ’den anden’ til os hvide. Hvordan skal det forstås? Er det ’white girl’s forsøg på at tale til de brune på det sprog, de forstår?

Samtidig er det et sprog, der ligesom af sig selv gør den talende smålig, ufrivilligt komisk, overtydelig og tegneserieagtig. Så White Girl siger også: Sådan er vi hvide drenge og piger. Men den siger så også: Hvad siger det om os læsere, at vi tilskriver alle de ikkehvide, grækerne, afrikanerne osv. denne smålige overtydelighed. At vi føler det som påfaldende, når det lægges i munden på os?

Det er et enkelt, skarpt greb, men det river mange ubesvarede spørgsmål med sig. Man taler så meget om konceptuel litteratur for tiden; White Girl er et af de første eksempler på dansk, som viser, hvor godt den slags kan fungere. En sidste udladning at gå hjem på, ’white girl’ taler »til den hvid turist, der tror, han indfødt«, som »patronisere den velfærdssamfund og lige agurke«.

»Jeg sige dig: din luksusluder. Jeg ikke fordrage din foragt for din egen luksusland. Du komme til beskidt land med renskuret negl, du af den stat betalt læge din mala-riapille ordineret, du den hvid smil har reguleret hos den skoletandlæge, du i den gratis skole har lært den engelsk og den spansk. Jeg sige dig: Bøj dig i den støv for den rigdom, du utaknemlig satan!«

Når det kommer til forholdet mellem os og dem, så er der mere litterær præcision og mere komplekse tanker her, end der var i Jakob Ejersbos 1.500 siders rugbrødsprosa. Husk det derude, alle I gymnasielærere, næste gang I laver pensumlister.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Bjarne Riisgaard
    Bjarne Riisgaard
Bjarne Riisgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Bjarne Riisgaard
Bjarne Riisgaard

Der er vist mindst 3 lag betydning at tænke over i den anmeldte tekst. Det er en god, interessant anmeldelse, som nok får mig til at læse bogen/digtsamlingen, hvad det nu skal kaldes.