Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Drømme, mareridt og Den Kolde Krig

Fire film, et dokumentarisk spil og en interaktiv teaterforestilling. Det var, hvad Den Danske Filmskole forleden havde at byde på, da animationsinstruktørerne viste deres afgangsfilm. Og det var en på flere måder opløftende oplevelse
Ideen med Trine Laiers ’Yderst hemmeligt’ er at blande dokumentarfilm og spil og platforme, hvilket er opfindsomt og fascinerende.

Ideen med Trine Laiers ’Yderst hemmeligt’ er at blande dokumentarfilm og spil og platforme, hvilket er opfindsomt og fascinerende.

Fra filmen

Kultur
16. juni 2012

»Det bliver noget anderledes, end I er vant til,« siger Gunnar Wille, lederen af animationsuddannelsen på Den Danske Filmskole, da han byder velkommen til pressevisning af årets afgangsfilm – ja, måske skulle man hellere kalde det for afgangsprojekter. Det drejer sig nemlig om fire korte animationsfilm, et spil og en interaktiv teaterforestilling, der tilsammen understreger, at animation ikke kun er én ting, ét udtryk.

Og for nu at begynde i den ’traditionelle’ afdeling med de fire film, så er de meget forskellige i stil og indhold, men alle synes de dog at cirkle om det at blive voksen, at frigøre sig og forfølge sine egne drømme. Samtidig er det mørke og barske film, der ikke ligefrem er for børn, i hvert fald ikke de mindste.

Malte Pederssons En drøm handler om en ung kvinde, der drømmer om at få børn, men ikke kan finde den rigtige mand at få dem med, måske fordi hun er kræsen. Efter en alt andet end morsom aften i byen med en danseglad veninde, der har fået børn, forvandles drømmen til et mareridt, da kvinden bliver voldtaget af taxachaufføren, der kørte hende hjem.

Den meget enkle, grafiske stil, Malte Pedersson har valgt til En drøm, passer godt til den brutale historie om bristede illusioner, han fortæller i filmen. Der er smæk på lydsiden, hvilket kun understreger bevægelsen fra drøm til mareridt. Jeg er lidt i tvivl om filmens budskab – hvis den har et sådant – men måske er det blot en advarende fortælling om at gribe livet.

Klassisk dannelse

Troels Cederholms Natfødt er en lige så barsk, men mere opbyggelig fantasyfilm om to søskende, Lulu og Jolan, der kan bevæge sig rundt i verdens skygger og bruge dem til at forsvare sig med. Deres forældre – og andre ’skyggegængere’ – er blevet taget af en ond troldkvinde, der fodrer sine egne ’børn’, nogle slangeagtige væsener, med skyggerne. Da troldkvinden får færten af de to børn, må de kæmpe for livet, og Lulu, der ikke helt forstår at bruge sine skyggekræfter, må lære det i en fart.

Natfødt er en flot, håndanimeret film, som med inspiration fra både Wendy og Richard Pinis Elverfolket-tegneserie og den japanske animationsmester Hayao Miyazaki fortæller en klassisk dannelseshistorie, som man kender den fra både Harry Potter og Ringenes Herre.

Japanske Maremi Watanabes smukke Hakoili er også en slags coming of age-fortælling, hvor rumpigen Core prøver at frigøre sig fra sin far.

Det får voldsomme konsekvenser i en visuelt stærk film, der ikke overraskende er inspireret af animé og som så megen anden japansk animation knytter an til landets nukleare katastrofer – fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki til nedsmeltningen i Fukushima.

Menneskeligt drama

I Carina Randløvs Turbulens er en teenagepige og hendes mor på vej i lufthavnen, fordi pigen skal besøge sin far i Berlin. Det er moren ikke tilfreds med, og der udspiller sig et psykologisk magtspil mellem hende og datteren. Man fornemmer, at datteren trynes af sin mor, der skamløst manipulerer med hende. Heldigvis viser datteren sig at være stærkere, end hun selv og moren troede, og hun mønstrer modet til at sige fra.

Billedsiden i Turbulens er en blanding af rigtige skuespillere – der ser meget specielle ud, fordi man har tegnet oven på dem – og animerede omgivelser. Det giver filmet et outlandish, stiliseret look, som på sin vis fokuserer og understreger det menneskelige drama.

Drama – og en stor portion humor – er der også i Trine Laiers Yderst hemmeligt, der er noget så usædvanligt som et selvbiografisk, dokumentarisk spil, hvor instruktøren forsøger at finde ud af, hvad hendes far lavede for efterretningstjenesten under Den Kolde Krig. I spillet, der foregår på en computer og styres via en smartphone, er man T, som bevæger sig ad hulstrimler rundt i en verden af hemmeligheder og mure af tavshed. Man skal passe på, at man ikke falder ud over kanten – hvilket kræver øvelse – og så skal man klare en række missioner. De forklares på smartphonens skærm, hvor man også ser små film, der fører én videre i spillet og historien. Undervejs hører man bidder af samtaler mellem T og hendes far, der bestemt ikke er meget for at tale om sit yderst hemmelige arbejde, og man møder T’s mor, der også arbejdede for forsvaret, og hvis historie man kan udforske ved at springe fra den hvide hulstrimmel over på den lyserøde. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvor relevant Yderst hemmeligt er for andre end Trine Laier, der har været drevet af nysgerrighed – jeg har kun spillet det i fem minutter – men ideen bag og det at blande dokumentarfilm og spil og platforme er opfindsomt og fascinerende.

Verden delt i to

I spillet får man noget at vide om Den Kolde Krig og computerarbejde på den tid, og det er ikke svært at forestille sig, hvordan teknikken udvidet med endnu flere fakta om jerntæppet og øst og vest på en sjov og spændende måde kan fortælle skoleelever om dengang, verden var delt i to.

Helt så alvorligt skal Petter Madegårds Prinsessen & Frøen ikke tages, men det er dog det mest omfattende og underholdende af de seks afgangsprojekter. Det er en blanding af børneteater, interaktiv animationsfilm, gammeldags historieoplæsning og totaloplevelse, hvor selve teaterrummet er udsmykket som en skov, komplet med vandløb, træer, sten og fuglefløjt og musik i højttalerne. Det sætter en ganske særlig stemning, og da Torben Zellers fortæller dukker op og begynder at læse det på én gang klassiske og fjollede eventyr om prinsessen og frøen op, er børnene helt med – det er de i hvert fald til presseforestillingen, hvor børn blandes med anmeldere.

På lærredet – troldspejlet, som Zeller kalder det – bevæger historiens figurer sig rundt, og de styres alle via såkaldt motion capture af en trup af skuespillere, som befinder sig i et rum ved siden af teatersalen. Deres bevægelser omsættes øjeblikkeligt til animation, og det betyder, at figurerne kan interagere direkte med publikum, hvilket de så lystigt gør forestillingen igennem, og det giver den en ny dimension, hvor mere traditionelt børneteater ikke kan være med.

Da jeg forlader ’skoven’ igen, støder jeg ind i Gunnar Wille og må give ham ret i, at pressevisningen af animationsafgangsfilmene bestemt ikke har været, som den plejer.

»Jeg elsker det,« siger han.

»Det er en stor tilfredsstillelse at aflevere sådan et hold.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

man kan så desværre ikke komme ind på siden, hjemmesiden Nationen som har ydershemmeligt.dk linket på er lukket!!

martin gerup

Min datter og jeg var derinde. Hver film sin helt egen stemning. En stor oplevelse. Lover godt.

Vi spillede Yderst Hemmeligt derinde med en storskærm og en smartphone, og det har sin helt egen karma. Det er et privat tema, der danner udgangspunkt for spillet, men både billede- og lydside er super interessant at være i. Vi morede os rigtig længe med det ialt fald. Men ja, det er ikke til at finde på nettet, og vi skal da være nogen af de første til at købe det.