Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Drømme støjer ikke, når de dør

Selv om Beach House på deres fjerde album lyder, som de plejer, er det stadig vederkvægende lytning. Og danske Karoline Hausted udsender en lavmælt, dansksproget skive fuld af melankoli og skønhed
Kultur
29. juni 2012

Dream pop eller drømmepop er en genre, der, som navnet antyder, befinder sig bedst i skyggen. Natten er dens domæne og en uvirkelig atmosfære dens kendetegn. Fokus lægges på stoflighed og overjordisk stemning frem for riffs og det drive, der ofte kendetegner rockmusik. Melodierne er minimalistiske, og effekten kan være narkotisk monoton, og det kræver en vis portion koncentration at få det fulde udbytte af de som tommelfingerregel æteriske klange, der karakteriserer genrens udøvere.

Når drømmepop er værst, tangerer den new age-musikkens anonyme behagesyge, når den er bedst, kan den minde om netop drømme, med deres mangel på logik, faldgruber, abrupte sceneskift, forvrængede genkendelighed og ofte foruroligende karakter.

Dens udspring kunne være det tredje album fra The Velvet Underground fra 1969, men som seriøst fænomen opstår drømmepoppen i 1980’erne. Ikke mindst pga. pladeselskabet 4AD, hvis ejer Ivo Watts-Russells forkærlighed for musik, der lød som konstruktionen af et edderkoppespind, udmøntede sig i nu klassiske skiver fra bands som Dead Can Dance og Cocteau Twins, der begge har været med til at definere genren. Også amerikanske bands som Galaxie 500, Mazzy Star og Codeine har haft en afgørende indflydelse på måden, klangene lægges an på.

Et dragende regnvejr

Et af genrens største navne lige nu er den fransk-amerikanske duo Beach House, der består af sangerinden og keyboardspilleren Victoria Legrand og guitaristen og keyboardspilleren Alex Scally. Duoen har med et mørkt (men ikke dystert!) og dragende udtryk over nu fire album skabt sig et trofast publikum, der næppe vil blive skuffet over Bloom, det nyeste fra den kant. Der er intet hverken lo-fi eller forvrænget over udtrykket her, tværtimod klinger det som en klassisk ’ren’ standardopsætning, med en herligt hvirvlende og levende bund, hvorover Legrands majestætiske stemme driver som et skib med alle sejl sat. Det er muligt, at Beach House peakede med forgængeren Teen Dream, men Bloom holder det niveau, gruppen selv har lagt.

Og så er der en større udadvendthed at finde her, et vingefang, som klæder de to drømmere, men skal man gribe i metaforposen, må det blive noget med vand, thi det ikke så meget regner som siler her. Men det er snarere sommerens melankolske og på en måde vel også dragende regnvejr, der fremmanes frem for vinterens ubarmhjertige ditto. Victoria Legrands behageligt dybe stemme ligger lavt, men med vanlig udtryksfuldhed i mixet, og hele værket emmer af længsel, tristesse og en udefinerbar nostalgi, der vel ikke helt kan siges fri for en snert af selvfedme. Og leder man efter den uforglemmelige melodi, er det ikke på Bloom, man finder den, selv om numre som »Wishes« og »On the Sea« har noget, der til forveksling ligner. Duoens force er at skabe et smukt og tyst rum, lytteren selv kan møblere.

Dem, der hvisker, råber

Det er snart 10 år siden, jeg faldt for Karoline Hausteds bidrag til Karrierekanonen 2003, sangen »Hviskepigen«, som virkelig er i en klasse for sig. Hausted har desuden sunget i bandet Salley Gardens og udsendte i 2008 et engelsksproget album, men det er med den aktuelle udgivelse, Jeg tror jeg drømmer, hun i disse ører for alvor bliver interessant, for det er virkelig en både speciel og modig satsning, den modtagelige lytter her konfronteres med. Også (men ikke kun) fordi der noget bundmusikalsk over hendes danske tekster, der gør dem til en fryd for øret. Hendes fine lille stemme ligger ofte på kanten til en hvisken, hvad der nogle steder så til gengæld lyder som en råben! Også som sangskriver er hun noget helt for sig selv, sikker nok til aldrig at tage hverken effektboksen eller de store armbevægelser i brug, men i stedet blot lade sangene tale deres eget diskrete sprog.

Hausteds metode er præget af det lavmælt insisterende og minder om, at også den, der taler lavt, kan have en masse på sit forrevne hjerte. Det er selve skrøbeligheden (vores alle sammens, såmænd), der kredses om, og det gøres så smukt, at man må sig forbarme. Selv om klaveret fylder meget i lydbilledet, hviler der ikke desto mindre en fjerlet folkemusikalsk stemning over pladens 10 formfuldendte kompositioner, der afsynges så sagte og uanstrengt, ja, Hausted er vel nærmest selv den hviskepige, der synges om. Diskretion er tydeligvis en æressag, men det skygger ikke for hverken det drivende romantiske endsige den forfinede patos, Hausted mestrer som få. En gennemført sart perle af et album, der fortjener en stor, lydhør lytterskare. Hvis I kan høre den for døgnfluernes højlydt monotone summen, venner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her