Læsetid: 4 min.

Gennem kælderen til friheden

Thomas Bernhards fortsatte romanbiografi om en ung mands kontrastfyldte liv i Salzburg i 1940’erne
Typiske smedejernsskilte i Getreidegasse, der er Salzburgs pæne forretningsgade. En verden til forskel fra bogens kælderbutik i det mindre pæne Scherzhauserfeld-kvarter .

Typiske smedejernsskilte i Getreidegasse, der er Salzburgs pæne forretningsgade. En verden til forskel fra bogens kælderbutik i det mindre pæne Scherzhauserfeld-kvarter .

Robert Harding

18. juni 2012

De andre mennesker fandt jeg i den modsatte retning, fordi jeg ikke længere gik til det forhadte gymnasium, men til den læreplads, der havde reddet mig.

Sådan lyder den indledende sætning i Thomas Bernhards erindringsroman Kælderen. En unddragelse, som er en nyoversat anden del af et fembindsværk fra 1975-82, en umiddelbar fortsættelse af de sidste sider i første del, Årsagen. En antydning, der kom for få måneder siden.

Den viderefører også den vredladne østrigers karakteristiske stil og sprogbrug, som til stadighed arbejder med absolutte modsætningsforhold. I den citerede indledning er de endda kursiverede, for at ingen tvivl skal herske.

En morgen på vej til skole vender den 15-årige brat omkring på den pæne Reichenhaller Strasse i Salzburg og styrer direkte mod arbejdsanvisningens kontor, hvor han erhverver sig en læreplads hos en købmand i det skumle Scherzhauserfeld-kvarter og straks bliver sat til at feje på lageret og i det hele taget gøre sig nyttig i hr. Podlahas store kælderbutik. Han føler en dyb tilfredsstillelse ved dette at gøre nytte i modsætning til meningsløshedens abstrakte, verdensfjerne liv i skolen. Nu kom han sammen med alskens ting i de absolutte realiteters skole. Gang på gang vender den ræsonnerende fortæller tilbage til tanken om det øjeblik, da han vendte om, det afgørende punkt i hans liv.

På et tidspunkt erfarer han, at den barske og tillukkede købmand har fællestræk med ham selv. Han havde på grund af krigsbegivenhederne måttet afbryde sine musikstudier og begrave drømmen om en fremtid på musikakademiet og en plads hos Wienerfilharmonikerne og havde søgt tilflugt som handelsmand i den skammens og fortvivlelsens ghetto, som kvarteret er.

Selv bliver drengen i det trøstesløse år 1947 i Salzburg snart en betroet mand, der indlærer sig kælderens faste temaer: mad, sex, krigen, de amerikanske soldater, der nu dominerer i Østrig, samt atombomben over Hiroshima.

Han lægger i beskrivelsen ingenlunde skjul på sine talenter: rigdommen i sin usædvanlige kombinationsevne, sin ungdommelige charme, sit ordforråd, der glimter i alle farver og mellemfarver. Han roser sit eget vid og sin effektivitet og voksende popularitet selv hos de plumpe og brovtende kunder uden dog at give konkrete eksempler på alt dette.

Hans veltalenhed udfolder sig til gengæld frodigt i udredningen af den egenartede dannelse, han gennemgår som følge af det eksistensafgørende øjeblik.

Han vender og drejer, gentager og uddyber gennem sproglige variationer dette impulsive, men meningsfulde valg, i modstrid med enhver plan og forventning. Hvis det ikke netop var for musikken i den sproglige repetition og reprise, ville en monotoni kvæle læselysten, når f.eks. det lange, magisk besværgende ord ’Scherzhauserfeld-kvarteret’ bruges hele 18 gange over siderne 24-25 og med få linjers mellemrum. Den slags, enhver skribent ellers må advare sig selv imod.

Arbejdsledighed og lede

Evnen til at endevende et emne, at insistere og nuancere og ruske det på plads i en større sammenhæng kendetegner Thomas Bernhard, som kan løfte en oplevelse til alment perspektiv, når han som her behandler det ikke uaktuelle forhold mellem arbejde og ledighed med tanken om, at lørdag eftermiddag er en meget farlig tid.

Det var dengang lørdagen kun var en halv fridag. Dette vakuum gør os halvt sindssyge. Man giver sig til at rydde op, pudse sko eller vinduer, flytte møbler, bliver opmærksom på sine skavanker, bliver syg, får pludselige smerter. Lægerne kender det, så efterspurgte som de da bliver.

Lørdag er i grunden den mest frygtede dag, skønt søndag er den værste, men dog udholdelig, fordi mandagens arbejde er nært forestående. Mennesker elsker ikke friheden og går hellere i gang med at sortere papirer, lede efter fotografier, grave haven om, spadsere tur med besøg hos familie. Men »intet er mere latterligt end sporten, dette yndlingsalibi for det enkelte menneskes fuldkomne meningsløshed«.

Så sig ikke, at Thomas Bernhard ikke har evner for absolutte standpunkter og akkumulerende retorik, heller ikke her hvor han borer en finger ind i det ømme punkt, der hedder arbejdsledighedens forbandelse.

Hans absolutisme har været konstant siden kovendingens impulsive øjeblik og rammer også bylivet, som med undtagelse af Scherzhauserfeld-kvarteret ikke lader folk i fred, men gør dem kunstige, især i de mellemstore byer. Vor tids mennesker kan kun opretholde sig selv på hundredprocentlandet eller i hundredprocentstorbyen. Og sandsynligvis kun i London! hævder han uden nærmere begrundelse.

I læretiden kom han i kontakt med et musikalsk ægtepar, der gav ham timer i sang og musikvidenskab, trænede ham op til en lovende sangerkarriere.

Han lever og udvikler sig gennem kontraster i sig selv, altid imod og altid med sig selv i en dobbelteksistens, her kunst og købmandslære, som en vej gennem kælderen til friheden. Bogen slutter i et voksent møde med en gammel bekendt fra det noksom omtalte bykvarter og en fælles erfaring om, at »alt er lige gyldigt«.

Menneskene er, som de er. Naturen kender ingen værdiforskelle. I en sådan positiv nihilisme klinger den lidenskabelige beretning om en ungdom ud. Der er ingen sandheder. Ordene vejer de traditionsbestemte værdier og ophæver dem i en langthenglidende redundans.

 

Thomas Bernhard: Kælderen. En unddragelse. Oversat af Søren R. Fauth. 108 s. 199 kr. Forlaget Sisyfos

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer