Lev livet, som du har lyst til at leve det, vær et individ og hold fast i din personlighed.
Det er et af de budskaber, man får med sig, når man ser Hal Ashbys 40 år gamle, men stedsegrønne, charmerende og humoristiske kærlighedsfilm Harold and Maude (1971). Banalt, javist, men også livsbekræftende og vigtigt at huske på, når man har travlt med at gøre karriere og gøre sig bemærket.
Det geniale ved Harold and Maude, der har vittigt manuskript af Colin Higgins og meddigtende, iørefaldende sange af Cat Stevens – det, der gør filmen tidløs – er, at nok er den lavet i en tid med voldsomme omvæltninger, generationsopgør og modkultur og har derfor en politisk undertone, men den har hovedsageligt et humanistisk sigte, er lyrisk, næsten drømmeagtigt fortalt og handler om mennesker, tanker og følelser, ikke institutioner eller strukturer. (Hverken psykiateren, præsten eller militærmanden, der forsøger at få sat skik på Harold, stilles dog i et positivt lys.)
Som filmskribenten Matt Zoller Seitz skriver i et essay i den booklet, der følger med Criterion Collections nyudgivne Blu-ray med Harold and Maude: »Den sætter ikke rebeller op mod etablissementet eller én gruppe mod en anden gruppe. Den vil bare have, at folk er sig selv og bliver værdsat i stedet for bedømt – og spreder velsignelser ved at række ud.«
Sort humor
Harold (Bud Cort) er en ung mand, der er blevet smidt ud fra sin skole, fordi han sprængte et hul i fysiklokalets gulv, og nu bor hos sin rige, temmelig uforstående mor, fru Chasen (Vivian Pickles). Hun begriber simpelthen ikke sin søn, som heller ikke begriber hende og forsøger at råbe hende op ved at iscenesætte det ene makabre stykke selvmordsteater efter det andet – uden selvfølgelig at ville slå sig selv rigtigt ihjel.
Men moren har nok i sig selv, og hun tilmelder Harold en datingservice for at få ham gift med en jævnaldrende kvinde, men alle de potentielle kandidater flygter skrigende, når Harold enten overhælder sig med benzin og sætter ild til sig selv eller hugger sin egen hånd af med en kødøkse – uden altså at gøre det.
Det er nogle af den sorthumoristiske films mest kostelige og absurde scener, og det bliver ikke mindre morsomt af, at Harolds mor knap nok ænser sin søns mildest talt besynderlige opførsel, fordi hun er så vant til den. Når hun reagerer, er det med en vis irritation over, at Harold nu igen saboterer hendes forsøg på at give ham og dermed sig selv et mere normalt liv.
Det perfekte par
Harold selv kører rundt i en gammel rustvogn og ynder at gå til begravelser – han opsøger den død, han hele tiden flirter med – og her møder han snart 80-årige Maude (Ruth Gordon), der i mangel af et bedre ord er et rigtig livstykke. Hvor han er en stille, indadvendt eksistens, er hun et energibundt, en farvestrålende excentriker, der gerne hugger andres biler og stikker af fra politiet, fordi hun vil give de stakkels bytræer en ny chance i skoven.
Det umage par tiltrækkes af hinanden, og trods aldersforskellen på 60 år udvikler der sig et kærlighedsforhold mellem de to outsidere. Langsomt lærer Harold at åbne sig for verden og erkende sin særegenhed og sit værd som menneske. Det er ikke hele Maudes liv, der har været lige nemt og lykkeligt, men hun insisterer på lyset, glæden og alt det, der gør os så forskellige – i hvert fald indtil hun bliver 80 og har besluttet sig for at sige farvel.
Bud Corts spinkle skikkelse, meget unge ansigt og intense blik suger lyset til sig, og han er fantastisk i rollen som drengen, der bare ikke vil leve eller blive voksen, i hvert fald ikke på sin mors eller øvrige omgivelsers vilkår. Harold er en slags mørk udgave af Peter Pan, mens lige så fremragende Ruth Gordons Maude er Klokkeblomst, der strør sit livgivende tryllestøv ud over de mennesker, hun kommer i kontakt med, og som har besluttet sig for at leve sit liv, som hun vil – på trods af hvad alle andre siger og på trods af sin alder. Harold og Maude er så forskellige som nat og dag, og alligevel passer de perfekt sammen.
Den naive outsider
Harold and Maude var blot 41-årige Hal Ashbys anden film som instruktør – den første var The Landlord (1970) – men den vakte opsigt med sin usædvanlige kærlighedshistorie og gav den langhårede, storskæggede filmmager et markant gennembrud. I sidste halvdel af 1960’erne havde Ashby gjort sig bemærket som en af amerikansk films bedste klippere – han vandt blandt andet en Oscar for sit arbejde på I nattens hede (1967) – og i 1970’erne lyste hans instruktørflamme stærkt og klart med film som Den hårde straf (1973), Shampoo (1975) Landet der er mit (1976), Coming Home (1978) og Velkommen Mr. Chance (1979).
Ashby var både en del af New Hollywood i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne og alligevel helt sin egen, og instruktører som Wes Anderson og Paul Thomas Anderson har tydeligvis ladet sig inspirere af hans skæve, lyriske stil og fascination af outsidere. I 1980’erne gik hans karriere i stå, i hvert fald kunstnerisk – han tog for mange stoffer og blev paranoid og upålidelig – men da han i 1988 døde af kræft, 59 år gammel, efterlod han sig altså en god håndfuld film fra 1970’erne, der i dag har status af moderne klassikere.
De er meget forskellige i form, indhold og tone, filmene, men sammen med Harold and Maude tager de alle så at sige den naive outsiders parti og fortæller om deres sammenstød med det store samfundsmaskineri og de mennesker, outsiderne undervejs møder og får vist en anden måde at anskue tingene på.
Som Cat Stevens – og Maude – synger flere gange i Harold and Maude: »And if you want to be me, be me/And if you want to be you, be you/’Cause there’s a million things to do/You know that there are.«
Harold and Maude. Instruktion: Hal Ashby. Manuskript: Colin Higgins. Af Criterion Collection udgivet på amerikansk Blu-ray spækket med ekstramateriale. Kan købes via planetaxel.com. En dvd-udgave med danske undertekster kan købes via videonetto.dk eller cdon.dk
