Anmeldelse
Læsetid: 1 min.

Giftig viden

Kultur
21. juni 2012

Jeg kan bedre lide den originale titel, Margin Call, på J.C. Chandors film om den økonomiske krise, end jeg kan lide den danske, Giftig viden. Men det ændrer selvfølgelig ikke ved, at der er tale om et begavet og medrivende drama om det lange døgn i efteråret 2008, hvor det går op for nogle børsmæglere i et Lehman Brothers-agtigt finansselskab, at det hele er ved at ramle, fordi de har satset for højt på et forkert grundlag. Det begynder med, at nogle af Peter Sullivans (Zachary Quinto) kolleger bliver fyret, deriblandt hans chef, Eric Dale (Stanley Tucci), som beder ham færdiggøre en økonomisk model. Det gør Peter og opdager, hvor slemt det står til med firmaets likviditet. Han ringer til sin chef, Will Emerson (Paul Bettany), og Wills chef, Sam Rogers (Kevin Spacey), og snart er også de allerøverste direktører og bestyrelsen samlet til krisemøde. Hvad skal man gøre for at redde firmaet? Og hvad vil der ske med markedet, hvis man for at redde stumperne afholder brandudsalg med egne dårlige aktiver?

Jeg skal ikke påstå, at jeg forstod alle udregningerne i Giftig viden, men det er også underordnet. Ligesom Sælger til salg, Boiler Room og ikke mindst Wall Street handler J.C. Chandors film nemlig primært om mennesker. Mennesker, der er for nogles vedkommende blevet korrumperet af en syg og grisk virksomhedskultur, hvor det drejer sig om at tjene penge uden tanke for konsekvenserne, mens andre er blevet udstødt, fordi de har vovet at råbe op om eventuelle risici, også for helt almindelige mennesker. Det er en historie, som ikke kan fortælles for tit, især ikke når den bliver fortalt så vedkommende som her.

Giftig viden. Instruktion og manuskript: J.C. Chandor. Udgivet på dansk dvd og Blu-ray af SF Film

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her