Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Glimt fra en storskærmsoplevelse

Metallicas stort anlagte koncert i Fængslet i Horsens kom aldrig helt op at ringe, dertil var der fysisk for langt mellem dem og os – og så blev der ganske enkelt spillet alt, alt for lavt, genre og anledning taget i betragtning
De arbejder hårdt nok for hyren, Lars Ulrich og de andre i Metallica, ja, de ser ligefrem ud til at hygge sig deroppe op skærmen.

De arbejder hårdt nok for hyren, Lars Ulrich og de andre i Metallica, ja, de ser ligefrem ud til at hygge sig deroppe op skærmen.

Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Kultur
8. juni 2012

To pænt beduggede herrer foran mig skændes venskabeligt om, hvorvidt der er 40.000 eller 50.000 publikummer til stede på pladsen foran det gamle statsfængsel i Horsens, hvor Metallica skal til at gå på for at underholde og også gerne tryllebinde de mange fremmødte. Efter en del mundhuggeri udbryder den ene så: »Fuck det, 10.000 fra eller til, hvad betyder det?«

Og det samme tænker jeg, da jeg betragter den bølgende folkemængde, lemminger med en promille langt over gennemsnittet, så langt øjet rækker. Og vælger ikke at stå på hovedet i det oprørte og også lettere foruroligende menneskehav, men i stedet blive, hvor jeg er, selv om det er helt ude i periferien og langt fra ideelt.

Bruger derfor tid under første del af sættet på at finde en bedre placering med bedre lyd, men selv om jeg på den måde får en del tiltrængt motion samt puffet til et utal af mennesker, er det propumuligt at finde et sted, hvor lyd såvel som udsyn er bare tilnærmelsesvis optimal, selv om en tændt version af »Master of Puppets« tyder på, at orkestret er i fin form.

Men de følgende betragtninger bør således læses som det, de nu engang er, dvs. glimt fra en storskærmsoplevelse med grumset lyd. Synd. For der var lagt i ovnen til en oplevelse af de større, idet de fire herrer i Metallica var kommet for at fejre 20-års-jubilæum for deres største kunstneriske triumf, albummet Metallica (1991), almindeligvis kendt som The Black Album på samme måde som dobbeltalbummet The Beatles (1968) er kendt som The White Album.

Klassikerstof

Metallica er nemlig et værk, der transcenderer sin genre (metal!) på den der særlige facon, hvor alle, der interesserer sig for musik, vil kunne få et udbytte af det – eller i hvert fald dele af det. Det er uden tvivl en broget karrieres højdepunkt, ikke kun i publikums øjne, men med garanti også i bandets egne. Også på det personlige plan er det en plade, der betyder noget. Den har de sidste 20 år fulgt mig gennem tykt og tyndt, så jo, forventningerne var høje. Og til den sjæl, der havde foreslået at spille albummet bagfra, godt tænkt! For selv om pladen som helhed holder tidens tand, er nogle af sangene gjort af klassikerstof, andre ikke. Og de fire sidste sange på pladen er også de mindst klassisk anlagte, men ved at anbringe dem tidligt i sættet, kom de bedre til deres ret, hvorved allerede det fornemme »The God That Failed« blev et tidligt højdepunkt.

Da jeg under netop dette nummer får et skrub og mig vender om, er slagsmålet allerede i blomst. Angriberen er en rod med iltert hår og en blodig underlæbe, han hele tiden sutter på, hvorved det ses, hvorledes blodsmagen opildner hans allerede brændende trang til slagsmål. Den overfaldne, en skægget fyr i rullekravestrik, slår overraskende godt fra sig, og angriberen må trække sig tilbage, mens han sutter på sin underlæbe og til forveksling ligner en, der er på speed (hvad han med garanti også er!). Så med ét farer han frem og rammer striksweateren med en lige højre af den type, man normalt ellers kun ser i en boksering (og selv der ikke ret ofte). Det er vitterligt, som om nogen slukker lyset i striksweaterens øjne, og han går ned på tælling. Det er altså et fantastisk syn. Hver gang. Nå, så dukker der noget security op, og den iltre fætter i klar blodrus eskorteres bort. Men det sætter gang i adrenalinen. Det gør det.

Opmærksomheden vendes så atter mod det sted, jeg ved (men ikke kan se!), scenen ligger, og blandt de mange perler fra det værk, der er aftenens hovedattraktion, lyser balladerne »Nothing Else Matters« og »The Unforgiven« (med en utrolig smuk guitarsolo fra Kirk Hammett) stærkest, simpelthen fordi der er lyden bedst.

Nuvel, James Hetfield er og bliver en af alle tiders store rocksangere, førnævnte Hammett en mere end kompetent leadguitarist, og om Lars Ulrich kan det konstateres, at han er og bliver den perfekte trommeslager til Metallica. Sådan er det bare. Disse tre herrer har været fire bassister igennem, hvoriblandt den senest tilkomne, Robert Trujillo, glider nogenlunde smertefrit ind i sammenhængen.

Grøn vinter

Og de arbejder hårdt nok for hyren, ja, de ser ligefrem ud til at hygge sig deroppe op skærmen, mens vi andre småfrysende står blandt de berusede og ønsker, det bare var lidt højere.

En art klimaks opnås, da vi via den omvendte rækkefølge afslutningsvist når de to femstjernede klassikere, »Sad But True«, (et fabelagtigt nummer, der står som selve indbegrebet af ’heavy’!) og »Enter Sandmen«. Til sidstnævnte trak Hetfield syng-med-seancen lige lovlig længe ud, og ekstasen udebliver, der hviler som helhed en underlig flad stemning over den over to timer lange koncert, der aldrig rigtig løfter sig. Og det er ikke kun, fordi det er en kold og overskyet juniaften af den slags, min salig mor kaldte grøn vinter, selv om det selvfølgelig ikke er videre befordrende for festen.

Uden at publikum gør sig de store anstrengelser for at kalde dem frem, og udvandringen er kolossal (og kolossalt distraherende), vender de fire midaldrende metal-ikoner tilbage og giver tre ekstranumre tilsat godt med fyrværkeri. Desværre modsvares al denne pomp and circumstance ikke af en tilsvarende fornemmelse indeni, og man forlader fængslet med en følelse af, at det hele har været lidt af en fuser.

Metallica. Fængslet, Horsens. Onsdag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her