Impressionisten Evans der blev vild

Nede ved Elben i Hamburgs Hafencity knejser uvirksomme kæmpekraner ved den spektakulære, kun halvt færdige Elbphilharmonie som i overpris og forsinkelse slår DR Huset med adskillige længder. Alligevel påvirker det ikke aktiviteten hos Norddeutscher Rundfunks (NDR) musikere. NDR’s musikere var i den forløbne uge de første i denne del af verden, der hyldede den eneste konkurrent til Duke Ellingtons titel som jazzens største orkestrator, Gil Evans, som i maj ville være fyldt 100 år. Stationens big band havde til begivenheden ladet sig udvide med otte musikere fra dets symfoniorkester – for dette er den eneste måde, hvorpå Evans’ musik kan spilles efter originalpartiturerne, og dét er måske en af grundene til, at man i dansk jazzliv ikke finder Evans’ navn nævnt under den kommende københavnske festival. Man magter det simpelthen ikke. Først til efteråret vil DR Big Band bide skeer med Evans under mere ydmyge forhold. Maria Schneider, Evans’ personlige assistent i årene før sin død i 1988 og formentlig den blandt jazzens nulevende orkesterledere, der kender hans musik bedst, ledte ved flere koncerter NDR-musikerne gennem en halv snes af hans titler med vægt på det kendte repertoire, Evans skabte for sit studieorkester med Miles Davis som solist i årene omkring 1960.

Dét afslørede med stor tydelighed NDR-orkestrets styrker og svagheder: En fremragende blæsersektion med superbe primoer (især den næsten monsteragtigt magtfulde leadtrompetist Thorsten Benkenstein), men et fravær af kapable solister og en rytmegruppe, der forekommer uden evne til at spille med et tydeligt attak.

Dette fik Schneider til at koncentrere sig om klang, og i den henseende er hun en mester, der fik lokket de yderste ressourcer ud af det tyske orkester. Helt overdådig var den første offentligt spillede version siden indspilningen i 1963 af Michel Legrands »One Upon a Summertime« med den af Evans foreskrevne instrumentation, men vi fik også historisk korrekte og forbløffende versioner af arrangementer, Evans lavede for Claude Thornhills orkester i 40’erne, samt en sammenkædning af de to yngre og mere riffbaserede »Waltz« og »Eleven«, her spillet med et kolossalt overskud i blæserne.

Det er Schneiders yngre amerikanske kollega, Ryan Truesdell, der gennem et kolossalt researcharbejde har sikret, at et halvt hundrede af Gil Evans’ aldrig indspillede arbejder nu er kommet op til overfladen og gjort klar til at blive spillet igen. Det er dermed også Truesdells fortjeneste, at vi nu bedre end tidligere med egne øjne og ører kan suge de særlige evans’ke kendetegn til os: den stærke brug af bunker af mørk messing sammen med klarinetter, fløjter og piccoloer og den næsten altid hørbare inspiration fra spansk og orientalsk musik.

Evans er glad i sin himmel

Et foreløbigt resultat af Truesdells arbejde findes nu på cd indspillet af et studieorkester under hans egen ledelse og udgivet i forbindelse med hovedpersonens 100-årsdag. Også her afsløres det for alvor, hvor dristigt Evans arbejdede for Thornhill-orkestret, der fungerede som et rent danseorkester uden kunstmusikalsk reputation. Den kom først årtier senere, da rækkevidden af Evans’ eksperimenter og Thornhills åbenhed gik op for jazzfolket. Grunden til, at Thornhill-orkestret samtidig kunne være populært hos et stort publikum, der primært ønskede at danse til det, afsløres også: Evans var i begyndelsen af karrieren en rendyrket impressionist, der arbejdede med diskrete kendetegn, som det store publikum »ikke behøvede at høre«. Man kunne sagtens danse til musikken uden at blive forstyrret af de usædvanlige instrument- og klangkombinationer, Evans strøede ud, for i det rytmiske gik han ikke til yderligheder.

Truesdell får også vist, f.eks. med »The Maids of Cadiz«, hvordan Evans senere brugte sine ofte mere vignetagtige Thornhill-arrangementer som udgangspunkt for de større arbejder for Miles Davis. »Smoking My Sad Cigarette« er et utroligt eksempel på, hvordan Evans kunne få fem blæsere til næsten bogstaveligt at lyde orkestralt. Vi hører, hvordan Evans med unisont, men alligevel økonomisk blæserspil får en fjollet døgnmelodi som »Who’ll Buy My Violets« til at blive vedkommende og indtagende, og vi lader os forføre af Basie’sk lethed i vekselspillet i »Dancing on a Great Big Rainbow«, skrevet for Tommy Dorseys orkester.

Hovedværket hos Truesdell er, som hos Maria Schneider, en oprindelig version af »Waltz«, en signaturmelodi, der fulgte Evans de sidste 10-15 år af hans tid. Her er den forbundet med »Variation On the Misery« og »So Long« i et hidtil uindspillet medley, lavet lige efter den berømte »Time Of the Barracudas« i 1963. Her spilles med al den langt udtrukne, forrevne vildskab, som karakteriserede Evans’ orkestre de sidste år. Den lidt sarte impressionisme var gemt bort. Nu stod den på wagner’sk fylde i basunerne, rockelementer i rytmen og solister, der blev opfordret til at gå planken ud. Det må være hævet over enhver tvivl, at Evans ser i nåde med dem fra sin Himmel.

R. Liebermann Studio, Hamburg: Maria Schneider og NDR Big Band

Ryan Truesdell: Centennial, cd (ArtistShare)