Med titlen Kilimanjaros sne kan det lyde, som om Marseille-mesteren Robert Guédiguian med sin seneste film pønser på at bevæge sig uden for sine vanlige miljøer. Fans af den franske filmmand kan imidlertid være helt rolige, for scenen er igen det solrige Sydfrankrig. Der er heller ikke andre markante omvæltninger i hans socialt engagerede fortælling om et arbejderægtepar, som må overveje, om de er blevet borgerlige med årene, da visse i den unge generation pludselig udpeger dem som en del af et forfejlet systems problemer.
Ariane Ascaride fra Guédiguians danske gennembrud Marius og Jeanette står igen centralt sammen med Jean-Pierre Darroussin, som hun også spillede sammen med i Byen er stille. De er heldigvis ikke blevet mindre seværdige med årene, og kender man til Guédiguians tidligere film, er Kilimanjaros sne lidt som at mødes med en god, gammel ven. Man bærer over med bristerne, fordi filmen har hjertet på rette sted og lidt famlende søger svar i en kaotisk verden, hvor man grundlæggende må kæmpe for sin værdighed og for at skelne mellem rigtigt og forkert, selv om man er presset.
Fatal kiste
Historiens moralske fortælling er inspireret af Victor Hugos digt »Les pauvres gens« og åbner blandt blåklædte arbejdere på kajkanten i Marseille. Skønt Michel Darroussin som fagforeningsmand ikke havde behøvet det, har han lagt sit eget navn i kassen, hvorfra der skal trækkes 20 ansatte til fyring. Han ender med at være blandt dem, og pludselig står han uden job og sin identitet som samlingspunkt.
Først tror man, at filmen vil skildre udfordringen med pludselig overvejende at nusse rundt derhjemme, bygge pergola til børnenes nybyggede huse bag høje hegn og passe børnebørnene. Det hele virker ikke så slemt, da han sammen med Marie-Claire (Ascaride) fejrer bryllupsdag med en stor flok gode venner (bl.a. Gérard Meylan og Maryline Canto) og får en flot gave i form af en kiste med penge og en rejse til Tanzania for at se både vilde dyr og Kilimanjaros sne.
Gaven viser sig imidlertid at blive fatal, da nogen med kendskab til den udsætter dem for et voldeligt røveri i deres hjem for at få fingre i kisten og kreditkort. Dermed ændrer fortællingen karakter og kommer til at handle om opklaringen af og baggrunden for forbrydelsen.
Mennesker som dyr
Opklaringen går i Guédiguian og hans faste manuskriptpartner Jean-Louis Milesis hænder næsten for smertefrit, mens baggrunden for forbrydelsen til gengæld rejser en række store spørgsmål i Michel og Marie-Claires liv. Pludselig ser de sig selv med andre øjne. Filmen bliver lovligt prædikende i sekvenser, hvor de sammen overvejer, om der er blevet indgået for mange kollektive kompromiser i fagforeningernes arbejderkamp, eller om de er blevet borgerlige og har mistet forståelsen for deres yngre kolleger. Men spørgsmålene er relevante.
Undervejs begynder plottet imidlertid at slå utroværdige sprækker, da to nuttede børn bliver centrale, mens der skal findes en passende udgang på historien. Inden har man slugt Guédiguians massive brug af Joe Cockers »Many Rivers to Cross«, men nu skal der også pøses filmmusik på for at skrue op for følelserne.
I sekvenser er filmen ved at kamme over, men den reddes af de små øjeblikke med noget uventet og menneskeligt. I en skøn scene går Marie-Claire for første gang alene på bar og møder en charmerende bartender, som med et bjergtagende foredrag kan byde på noget mod alt fra kærlighedssorger til, nå ja, livet.
I en af de sidste scener får vi med Marie-Claires øjne lov at betragte franskmænd på stranden som savannens vilde dyr. Her er både giraffer og løver, hvis man tager sig tid til at kigge ordentligt på hvert enkelt menneske. Det er det blik for det menneskelige og det store i de små ting, jeg holder af hos Guédiguian. Så kan jeg godt bære over med, at budskaberne indimellem buldrer, og håndværket halter.
Kilimanjaros sne. Instruktion: Robert Guédiguian. Manuskript: Jean-Louis Milesi og Robert Guédiguian. Fransk. (Grand Teatret og Park Bio, København, Øst for Paradis, Aarhus, Café Biografen, Odense, samt fem andre biografer)
