Læsetid: 5 min.

Lille scene, stor verden

27 elever fra Det Kongelige Danske Kunstakademi giver den det bedste, de har lært på en tilgængelig, men også en lidt usikker og kedelig udstilling
27 elever fra Det Kongelige Danske Kunstakademi giver den det bedste, de har lært på en tilgængelig, men også en lidt usikker og kedelig udstilling
8. juni 2012

4/6

Første indtryk er godt. Nikolaj Kunsthal er proppet med værker, der byder sig til. Der har været en tendens til ikke blot at være indadvendt, men også at være det i en grad, så man nærmest hånede beskueren for vedkommendes tilstedeværelse.

Sådan er det tydeligvis ikke i år. Kunstnerne vil gerne andre end sig selv, og det er muligt at lure et eller andet i stort set alle værkerne, et eller andet, de vil, en idé eller en tanke.

Eksempelvis kan man dreje om hjørnet, når man står i det store kirkerum, og gå ind i Johanne Dybdal Sigvardsens Ravkammer, der prøver at trancendere det mytiske kammer af rav fra Vinterpaladset og ravets natur ved at projicere en veloplagt tekst om rav og rejsen til Sankt Petersborg og barndomsminderne fra mormors have gennem to ark gennemsigtigt folie installeret i en blændramme stillet på gulvet. Effekten er interessant, teksten bliver projiceret helt som forventet på den ene væg, men genskinnet fra folierne og de små rystelser fra gulvet giver et skeletlignende spøgelsesbillede på den modsatte væg. Det kræver ingen forklaring at finde en krog at lade sin opmærksomhed dvæle ved her.

Svær kunst

Afgangsudstillinger er en sjov størrelse, der minder en om absurditeten ved at tænke al kunst under samme hat.

Der er lige så langt mellem Heine Thorhaugen Mathiasens fysiske dekonstruktion af væggene i et af de rum, man passerer for at komme fra trappen og til Øvre Galleri, og Johannes Trägårdh Jensens plade med mos, som man kan vande med den opstillede bestøver, som der er mellem fransk gourmetmad og piller. De indtages gennem munden og opløses i maven, men ingen forventer, at man pr. automatik skal interessere sig for begge dele. Den lille kunstverden er om muligt endnu større end den verden, der producerer varer til kroppen.

En anden erkendelse, det er oplagt at gøre sig på Afgang 2012, er, hvor svært det egentlig er at være kunstner. Man skal prøve på den helt rigtige måde, hvor man ikke prøver for hårdt, men heller ikke er alt for nonchalant.

Astrid Myntekær gør det exceptionelt i sit rum Eclipse, hvor hun spiller et loop af Pink Floyds »Speak to me« gennem en bashøjtaler af en art med en form for overgang, der gør, at man kun hører en række inciterende bankelyde, der vokser hidsigt i intensitet. Imens er rummet oplyst i lilla fra to rør, der er skabt af forskellige linser. Effekten er ren krop og meget overvældende. Det føles, som om Myntekær helt har droppet balancegangen mod den store kunst og bare er gået all in i en eller anden våd Matrix-fantasi.

Tæt derpå vises en film af Lasse Barkfors, der er lige lukt i den modsatte retning med en række scener med en skaldet mand, der først har en kvinde klædt ud som en fugl i sit hjem, derefter vader rundt med et lig i en sort affaldspose, hvorefter han bryder ud i dans for så at optræde i rød læderheldragt spadserende gennem tunneler og haller. Grebet er velkendt, lad os lave noget meningsløst og håbe, at andre kan se magien.

Ord som levende kryb

Et værk, der er tættere på pillerne end den franske gourmet, er Deidre Johanna Humphrys’ Collective Garment, en rundkreds af gult tøj, der er syet sammen, så man kan føle sig som én stor krop sammen med sine venner. Den franske gourmet skal man nedenunder for at nyde, især Mette Moeslund Brobergs tre SkabELSEs-værker, alle med undertitlen fra suffiks til sfinks er for feinschmeckere. Hun har klippet sætninger ud af aviserne og overstreget alle ord, der indeholder stavelserne ’else’, med rødt og fyldt to store rammer og et arkivskab med det. Det lyder corny med ord som ’forkølelse’, ’overlevelse’, ’oplevelse’, ’følelse’, ’besøgelsestid’, ’tilværelse’, ’dyrkelse’, ’modsigelse’ og 1.000 flere sat sammen med dystre billeder og masser af små piger, men det giver et vildt indtryk af dogmatikken i medierne og i livet – hvordan alting larmer. Det er, som om ordene har taget magten, og i Brobergs værker ligner de fem-årige drenges klamme samlinger af levende kryb.

Ved siden af hænger en dyne med en knude på. Og lidt derfra står en meget stor betonskulptur med titlen Monetaristisk monument. Sådan noget oplever man ikke engang på kunstmesser!

Afgang er virkelig hele paletten fra snegle til plomber, det er kunst i så forskellige afskygninger og af så forskellige kunstforståelser, at det nogen gange minder om en tur op og ned ad Nørrebrogade. Fra det banale til det overraskende og det nærmest æstetisk berusende som Katja Løgstrup-Hansens betonmonument over den kapitalistiske drøm, der måske har vokset sig lidt for stor.

Tro på det!

Hipsterne er også med. Thomas Rathleff har filmet to unge soldater med wrestlingmasker i grynede Olaf Breuning-lignende positurer og baggrunde – i en skov, i en kælder, i to både – imens de strør om sig med banaliteter eller er teatralsk pakket ind i lagener eller sætter glansbilleder med frøer på den enes ryg, hvorefter den anden snitter ham med en kniv, så der løber dråber af blod ned i hovedet på frøen. Det kunne have været så godt, det kunne have været et kropsligt MDMA-trip for soldater, der har fået en lidt for stor en på opleveren; nu ender det bare som en kedelig kunstvideoudgave af VICE.

Hvad de fleste af værkerne har i tilgængelighed – gode som mindre vellykkede værker – mangler Andreas Johansens skole paradoksalt nok. Johansen har stiftet Den Midlertidige Skole for Overskridelse og Håb, som i Nikolaj Kirke er repræsenteret med en lyserød væg, hvorpå man kan høre et interview fra piratradiostationen Byens Radio, se en radio og læse om de øvrige fem events, der er en del af værket/projektet. Skolen skal, som Johansen selv siger i interviewet fra Byens Radio, ikke vise os, hvordan vi skal overtage verden, men give os redskaber til at skabe andre verdener.

Det står dog noget i kontrast til hans efterfølgende anbefaling af Planka, det svenske forsikringsselskab, hvor man formedelst 100 kroner om måneden kan få sine bøder for at køre uden billet i den offentlige trafik dækket. Men uanset hvad er projektet for tungt og afsenderorienteret til rigtig at kunne gøre nogen forskel. Et værk, der ønsker at skabe forandringer i samfundet, skal som minimum virke animerende. Hvis man vil forandre noget og skabe bevægelser, er man nødt til at få følelserne og sensationen lidt i spil. Johansens værk virker derimod bagstræberisk og lader en anden overvejelse om Afgang 2012 trænge sig på.

For ikke særlig mange år siden var det stort set umuligt at forestille sig en kunstner, der havde etableret sig uden først at have gået på akademiet. Med de seneste mange års afgangsudstillinger in mente er det svært at blive ved med at forestille sig en kunstscene, der ikke optager andet end SIGNALER udefra. Så til alle jer amatørkunstnere derhjemme, der læser disse linjer: Tro på det. Drop balancegangen, drop ideerne om, hvad der er kunst, og hvad der ikke er kunst, og fyr den af. Giv den hele armen og kom op i det gode selskab sammen med Myntekær og Broberg.

’Afgang 2012’. Det Kgl. Danske Kunstakademi i Nikolaj Kunsthal, Nikolaj Plads 10, København. Til den 5. august

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu