Luksusfestivalen

I weekenden rystede 20.000 rene, velduftende mennesker røv til Malk de Koijn, lavede djævlehorn til Eagles of Death Metal og festede fra morgen til aften på en mark i udkanten af Aarhus. NorthSide Festival er på alle måder en luksusfestival, hvor folk møder velfriserede op efter en nat i en ren, varm seng og et langt bad, drikker sig fulde i cocktails og fadøl og spiser mad fra en af de utallige madboder med lækker, økologisk kvalitetsmad til overpris.

Og det er netop den luksusfestival, Danmark længe har manglet. På bare tre år har NorthSide Festival gjort sig fortjent til en stor fed nål på det danske festivallandkort, idet de udfylder det tomrum, der er opstår mellem anarkismen og mudderet på Roskilde Festival og teenagerne og småbørnsfamilierne til Grøn Koncert.

Festivalen så dagens lys i 2010 og var dengang en begivenhed, der var til at overse. 5.000 gæster mødte op til et udvalg af danske bands, som de fleste formentlig havde hørt før. Året efter slog den nye festival pjalterne sammen med de tyske festivaler SouthSide Festival og Hurricane Festival. Tyskerne sendte en stor del af deres bands nordpå, og NorthSide Festival kunne præsentere et betydeligt mere opsigtsvækkende program. Men sidste år var festivalen præget af begyndervanskeligheder. Køerne til toiletter og madboder var decideret pinlige for festivalens arrangører, men hvad værre var, de løb tør for øl. Øl, af alle ting!

I år havde de lært lektien. Der var øl nok i hanerne og så mange frivillige medarbejdere, at Informations udsendte faktisk på intet tidspunkt stod i kø. Eller nej, det passer ikke. Søndag eftermiddag tog det et kvarter at få en kop kaffe, men hvis det er den kritik, man kan sætte på organiseringen af årets festival, så er det sgu billigt sluppet.

Hvis man dertil lægger, at NorthSide Festival i år har spillet med musklerne og præsenteret et program, der sparker røv på Roskilde Festivals, kan der ikke herske tvivl om, at Danmarks yngste festival efter bare tre år er blevet voksen og har bragt smilet tilbage på læberne i Aarhus.

Sjælfuld og sjælforladt

Op til årets festival havde arrangørerne via Facebook, Twitter og deres egen nyhedsfeed pralet vidt og bredt med at have skaffet verdens bedste lydsystem, K1, til begge scenerne. Med god grund. Det er virkelig sjældent, at man til udendørs festivaler kan opleve så konsekvent, gennemført god lyd hele vejen igennem.

Især til koncerten med James Blake kom anlægget til sin ret. Gennem samples, autotune og elektroniske trommer, leverede det britiske vidunderbarn og hans band et stemningsfyldt, minimalistisk lydtæppe, der passede perfekt til den kraftige, kolde blæst, som havde tvunget arrangørerne til at tage storskærme og bagtæppe ned fra scenerne.

På trods af musikkens kompleksitet og mange facetter var lyden på det prisvindende anlæg helt skarp, og da den dybe, vibrerende bas på nummeret »Limit to your love« satte i gang, lød der et ’woooow’ fra det eftermiddagstrætte publikum, mens kuldegysningerne bredte sig, og folk glemte alt om forfrosne fingre og kolde ører.

James Blake er ikke en musiker, der leverer et show på scenen, men hans tilstedeværelse i de sjælfyldte sange gør, at man tilgiver ham, når han rutinemæssigt og uden ansigtsudtryk fortæller, hvor glad han er for at være lige netop her.

Helt anderledes fraværende var et andet af festivalens hovednavne, The Stone Roses. Bandet var ellers patriarken i de tre generationer af britiske rockbands med samme lyd, som festivalen kunne præsentere.

Lørdag aften leverede Kasabian en kraftpræstation, der kan stå tilbage som et skoleeksempel på en moderne rock’n’roll-koncert. De er tydeligt inspirerede af både The Stone Roses og Oasis – hvis frontmand, Noel Gallagher, spillede en ganske udmærket koncert, dog uden overraskelser, søndag aften. Oasis var tydeligt inspirerede af frontmændene i ’Madchester’-bølgen i 1980’erne og 90’erne, The Stone Roses, som lørdag aften spillede en indstuderet, sjælforladt koncert.

Forsanger Ian Brown trissede ugideligt og formålsløst rundt på scenen og lignede en forvokset teenager, der overhovedet ikke havde lyst til at være der og efterlod et indtryk af, at de for længst er ovre deres bedste dage og kun har fundet sammen igen for pengenes skyld.

Det eneste tidspunkt, hvor han virkede engageret, var da han blev fornærmet over, at en tilskuer kastede et britisk flag på scenen: »That’s the fucking pope’s flag – not cool, man!«

En velsmurt maskine

Generelt var niveauet for årets koncerter dog ganske højt, når de blev skudt i gang efter en velorganiseret, stram tidsplan, der efterlod 15 minutter mellem hver koncert.

Generelt var hele festivalen enormt godt organiseret. De ting, der gik galt, var også de ting, arrangørerne ikke selv kunne styre – forsangeren i Mumford & Sons brækkede hånden, og bandet var derfor nødt til at aflyse, og When Saints go Machine måtte aflyse, da store dele af deres udstyr strandede i Barcelona på grund af en fejl ved flyselskabet. Og så var der vejret.

Intet kan som regn ødelægge en god festival, og de kraftige, men sporadiske, regnbyger fredag og lørdag tog da også toppen af oplevelsen. NorthSide Festival var dog hurtigt ude med gratis regnslag, der efterlod folkemassen som en ensartet blå samling, alle med påskriften »Jeg hader regn, det fortynder min øl« på ryggen.

Men folk blev på pladsen, og det var nærmest smukt at se de mange hoppende blå mennesker med armene i vejret i den silende regn, da D:A:D fredag aften leverede nok en gang.

Hvad regnen ikke kunne klare, klarede EM-kampen mod Tyskland dog, og en halv time inden kampstart var der folkevandring mod udgangen. Heldigvis var det en sen kamp, og festivalen var alligevel ved at gå på hæld. Der er i det hele taget ikke megen kritik at rette mod årets NorthSide Festival, og efter bare tre år har de fået stablet den festival på benene, som der var brug for i det danske sommerlandskab, en komfortabel, velsmurt festival med musik af internationalt format.