Anmeldelse
Læsetid: 10 min.

Manden, der elskede at lege med dukker

En ny film om de elskelige mupper, ’The Muppets’, er endelig udkommet på dansk dvd og Blu-ray og har genopfrisket skribentens kærlighed til Jim Hensons dysfunktionelle familie af skæve, sjove, skøre og kun alt for menneskelige dukker
Jim Hensons humanistiske livssyn og positive væsen kom til udtryk i alle ’mupperne’, ikke mindst hos sit alter ego Kermit, som Henson selv styrede, og som klarede sig igennem med de fleste kaotiske situationer med en næsten uforstyrrelig ro og uforbederlig optimisme.

Jim Hensons humanistiske livssyn og positive væsen kom til udtryk i alle ’mupperne’, ikke mindst hos sit alter ego Kermit, som Henson selv styrede, og som klarede sig igennem med de fleste kaotiske situationer med en næsten uforstyrrelig ro og uforbederlig optimisme.

Kultur
7. juni 2012

Dolly Parton, der synger »Apple Jack« sammen med en flok hillbilly-dukker. Roger Moore, der med spark og håndkantsslag uskadeliggør dusinvis af kung-fu-dukker. James Coburn, der prøver at lære en highwired Animal at slappe af – hvilket er lettere sagt end gjort. Den udefinerbare fugl Gonzo, der for guderne må vide hvilken gang lader sig skyde ud af en kanon med katastrofale konsekvenser til følge.

Bjørnen Fozzie, der fortæller uhørt dårlige vittigheder, mens to, vrisne gamle mænd, Waldorf og Statler, blander sig fra balkonen. Bob Hope, der sidder på en rapkæftet dukkehest og synger »Don’t Fence Me In«. Miss Piggy, der fortæller sladderbladet Tongue, at hun og frøen Kermit er blevet gift. Kermit og Ray Charles, der sammen synger om, hvor svært det er at være grøn.

Jim Hensons The Muppet Show var (og er) én lang perlerække af gyldne øjeblikke med nogle af de bedste venner, man kunne forestille sig – i hvert fald dengang man var dreng i slutningen 1970’erne, og den ugentlige serie for første gang kørte over danske tv-skærme.

Egne favoritter

’Mupperne’, som dukkerne kom til at hedde på dansk – ’muppets’ på engelsk – var om noget en stor dysfunktionel familie fuld af skæve, sjove, skøre personligheder og væsensforskellige temperamenter. Mupperne spejlede os mennesker i al vores uperfekte og smukke mangfoldighed, og det skyldtes de dukkeførere, man aldrig så, men som gjorde mupperne til en forlængelse af sig selv. Deres menneskelighed og personlighed forplantede sig til mupperne, og samtidig gik de skridtet længere, fordi man kan tillade sig meget mere, når man fortæller historier med dukker, end man kan med mennesker.

Det var svært at finde en enkelt favorit blandt de mange mupper. Jeg vekslede selv mellem flegmatiske Kermit, der kæmpede en brav kamp for at holde styr på det kaos, The Muppet Show var bag kulisserne; elskelige Fozzie, der ikke selv vidste, hvor umorsom han egentlig var – hvilket kun gjorde ham sjovere; vilde Animal, der var som et dyr bag de trommer, han spillede i husorkesteret Dr. Teeth and the Electric Mayhem; krumnæbbede Gonzo, der elskede høns, levende høns, og var lidt af en dumdristig vovehals, for hvem ikke meget lykkedes; Miss Piggy, dette prægtige kvindfolk, som elsker Kermit og det ene øjeblik kan være sødmefyldt, for det næste at flippe ud og slå fra sig.

Selv i dag har jeg svært ved at pege på én blandt de mange – de er alle en del af min kulturelle familie – men jeg kan dog afsløre, at mens dette skrives, kigges jeg over skuldrene af en 80 centimeter høj Gonzo-figur iført bordeaux jakkesæt, sorte laksko og butterfly.

Moral og etik

The Muppet Show kørte i fem sæsoner, fra 1976-81, i alt 120 halve timer, og hvert afsnit var bygget op som en hel aftens underholdning af både den gammeldags varieté-slags og mere moderne tv, fra fladpandet sketchhumor til anarkistiske tosserier. Der var parodier på hospitalsserier, Veterinarian’s Hospital, hvor lægen blev spillet af hunden og pianisten Rowlf, science fiction-serier, Pigs in Space, og nyhedsudsendelser, hvor virkeligheden havde det med at ’angribe’ den stakkels nyhedsvært. Og så var der utallige musikalske indslag, hvor mupperne enten selv spillede, sang eller ’blot’ dansede, hvilket nogle gange kunne give showet en helt poetisk dimension.

Der var også en god del satire i The Muppet Show, som bestemt ikke kun var for børn, men blev sendt i den bedste sendetid om aftenen i weekenden. Det var et show for hele familien, og hvor de fleste af vittighederne kunne forstås af alle, ramte enkelte pointer kun forældrene rent, fordi de kommenterede og satiriserede over aktuelle begivenheder og virkelige personer.

En stjernemagnet

Et godt eksempel er stivstikkeren Sam the Eagle, showets moralske vogter, der i skikkelse af en blå, amerikansk ørn – og dermed det amerikanske nationalsymbol – så det som sin pligt at sørge for, at ingen moralske eller etiske grænser blev overskredet; ikke ofte stod han med hovedet i hænderne, mens løjerne kørte af sporet omkring ham.

Således havde satiren i The Muppet Show bid – Jim Henson kunne godt lide at udfordre autoriteter og konventioner – men den blev aldrig ondskabsfuld, og mupperne var nogle elskelige størrelser, kærlige og varme. Jim Hensons humanistiske livssyn og positive væsen kom til udtryk i dem alle, ikke mindst hos Kermit, som Henson selv styrede, og som klarede sig igennem med de fleste kaotiske situationer med en næsten uforstyrrelig ro og uforbederlig optimisme. Det er blevet sagt, at frøen i så henseende var Jim Hensons udtrykte billede: Et tålmodigt, venligt, begavet og engageret menneske.

Kermit var showrunner og værten, som introducerede de forskellige numre, der som regel gik galt, og ugens gæstestjerne, som blev fundet blandt tidens mest kendte sangere, skuespillere, dansere etc. I begyndelsen var det svært for The Muppet Show at få gæster, men efterhånden som programmet blev mere og mere populært, blev det stjernerne selv, som henvendte sig og bad om at være med.

Levende væsener

Bag The Muppet Show stod en lang række meget talentfulde mennesker, men selve serien og mupperne selv var én genial mands værk. Jim Henson, der blev født i Mississippi i 1936 – vel nogenlunde dér, hvor hans alter ego, Kermit, kom til verden og boede de første år af sit liv – begyndte som teenager at lege med dukker. Ikke fordi dukker som sådan interesserede ham, har han fortalt, men fordi han gerne ville arbejde inden for det dengang endnu nye tv-medie.

Henson begyndte at lave en dukkeserie for en lokal tv-kanal og blev i 1955 tilbudt at lave sin egen serie for en kanal i Washington. Det førte til Sam and Friends, der blev sendt sent om aftenen og henvendte sig til et voksent publikum. Dukketeater blev betragtet som børneunderholdning, men Henson, der altså ikke kom fra dukkeverdenen, ville gerne gå nye veje med de meget livagtige mupper, som han døbte sine dukker.

Det engelske ord, ’muppets’, er i øvrigt, skal man tro Henson selv, enten et opfundet ord eller en sammentrækning af ’marionet’ og ’puppet’ (’dukke’). Også fysisk var mupperne en blanding af hånddukker og marionetter, hvilket gjorde dem uhyre udtryksfulde med mimik og gestik.

Der findes et klip af Jim Henson, som selv førte og lagde stemme til mange af de mest populære af mupperne – Kermit, Rowlf, Den Svenske Kok, Waldorf – hvor han sidder med Kermit på armen og snakker som sig selv. Så begynder Kermit at snakke, og med det samme glemmer man, at frøen er en dukke, og at føreren, Henson, sidder ved siden af og tydeligt taler som Kermit. Med hånden formår Henson – og de øvrige dukkeførere – at give mupperne så mange forskellige ansigtsudtryk og dermed følelser og personlighed, at man synes, de er i live. Med pinde og snore bevæger muppernes arme og krop sig også, og illusionen om et levende, tænkende væsen er fuldendt.

En pædagogisk gade

Sam and Friends blev hurtigt en succes, og Jim Hensons mupper begyndte at optræde i reklamefilm og forskellige andre landsdækkende tv-programmer. Det førte til, at den første af de senere så berømte mupper fra The Muppets Show, hunden Rowlf, i begyndelsen af 1960’erne fik fast arbejde på The Jimmy Dean Show, et landsdækkende, ugentligt komedieshow med countrymusikeren Jimmy Dean som vært. Nogenlunde samtidig mødte Jim Henson dukkeføreren og instruktøren Frank Oz og manuskriptforfatteren Jerry Juhl, som skulle blive to af hans nærmeste samarbejdspartnere de næste små 30 år. Det førte i 1969 til skabelsen af børneprogrammet Sesame Street, som jeg som dreng i Jylland troede var tysk, fordi jeg kun kunne se det på tysk tv under titlen Sesame Strasse. Sesame Street, der er kendetegnet ved en varm tone og et pædagogisk sigte pakket ind i underholdning, produceres stadig – mere end 4.000 afsnit er det blevet til – og er den af Jim Hensons opfindelser, som har været mest holdbar.

På det tidspunkt havde Henson for længst fundet ud af, at han med mupperne kunne kombinere sin interesse for teater, tv, kunst og historiefortælling, og samtidig at han havde skabt nogle sjældent ekspressive dukker, der skubbede grænserne for, hvad dukker kunne, og hvad de blev brugt til.

Made in England

Jim Henson var glad for den succes og synlighed, som Sesame Street gav ham og mupperne, men han ville stadig gerne lave dukkeunderholdning for andre end børn. Det fik han for en stund i begyndelsen af 1970’erne lov til på det ugentlige sketchshow Saturday Night Live. Helt kompatible var SNL og Henson dog ikke, og da den britiske mediemogul Lew Grade – efter at mange amerikanske tv-stationer havde sagt nej tak – tilbød Henson og hans samarbejdspartnere at komme til London og producere en ugentlig, halvtimes tv-serie med mupperne, slog han til.

Således blev The Muppet Show og en betydelig, verdensomspændende succes født. Med tiden lavede Henson flere film om og med mupperne – Muppet går til filmen (1979), The Great Muppet Caper (1981), Mupperne indtager New York (1984) – og da serien sluttede i 1981, kastede han sig over filmarbejdet og instruerede Den sorte krystal (1982) og Labyrinten til troldkongens slot (1986), ligesom hans Creature Shop leverede mupper og monstre til andres film.

I det hele taget havde Jim Henson mange ideer og en frygtelig fart på op gennem 1980’erne, og da Henson døde i 1990, kun 53 år gammel, efterlod han sig en stor og mangfoldig arv af film- og tv-produktioner med mupperne i hovedrollerne, inklusive Fragglerne (1983-87) og The Storyteller (1988). Hensons indflydelse på populærkulturen og dukke- og animationsfilmen er svær at overvurdere, og det er ikke helt forkert at sammenligne ham med Walt Disney og Pixars John Lasseter. De er alle tre visionære verdensbyggere, der forstod og forstår at lede, inspirere og fortælle historier.

For nybegyndere og fans

Efter Jim Hensons død overtog først hans børn farens produktionsselskab, hvorefter det blev solgt til Disney, der desværre ikke forstod at holde den kvalitetsmæssige fane højt. Muppets juleeventyr (1992), en fri genfortælling af Charles Dickens’ klassiske historie, er den bedste af de efterfølgende film, mens blandt andre Muppets skatteø (1996) og Muppets fra rummet (1999), der ikke engang fik dansk biografpremiere, har gjort sit til at skubbe mupperne ud i glemslen hos yngre generationer.

Heller ikke et nyt Muppet Show, Muppets Tonight, formåede i slutningen af 1990’erne at overbevise om, at mupperne stadig havde det i sig. Men så skete der noget: Disney annoncerede, at man havde i sinde at lave en ny film med mupperne.

Sidst i 2011 havde The Muppets så amerikansk premiere. Kritikerne var glade, det samme var publikum, og der går allerede rygter om, at endnu en film med mupperne er på vej. The Muppets nåede desværre ikke til de danske biografer – Disney troede ikke på, at den ville kunne sælge billetter – men nu er den heldigvis til at få på dvd og Blu-ray, og det er glædeligt.

The Muppets, der er skrevet af Jason Segal og Nicholas Stoller og instrueret af James Bobin, er nemlig lavet med stor kærlighed til mupperne og forståelse for deres univers og individuelle særheder. Instruktøren og manuskriptforfatterne er tydeligvis selv vokset op med Jim Hensons skaberværk, og de formår den svære kunst at henvende sig til et nyt publikum, som ikke kender mupperne, og samtidig tilfredsstille de hengivne fans, der kender alt til dem.

En bedre verden

Det er lidt ironisk, at The Muppets ikke måtte få dansk biografpremiere. Filmen handler netop om, at verden har glemt mupperne. Det er først da muppen Walter og hans menneskebror, Gary (Jason Segal), og Garys kæreste, Mary (Amy Adams), beslutter sig for at opsøge en træt og trist Kermit, at mupperne, der er er spredt for alle vinde og ikke har optrådt, endsige set hinanden i mange år, genforenes og går i gang med et nyt show i deres nu gamle, forfaldne teater i Hollywood.

The Muppets er proppet med gamle og nye stjerner – fra Mickey Rooney til Selena Gomez – og mange af de oprindelige dukkeførere, Steve Whitmire og Dave Goelz, giver liv til alle vennerne fra muppeland. Det er en udelt og endda rørende fornøjelse – iblandet nogle fine sange, især den eksistentialistiske showstopper Man or Muppet – og jeg bilder mig ind, at Jim Henson, der naturligvis sidder oppe i muppehimlen og holder øje med det hele, ville være glad for The Muppets.

Selv om selskabet bag, Disney, vel ikke ligefrem er et altruistisk foretagende, så er der den samme positive, kærlige og humanistiske ånd i den nye film som i de værker, Jim Henson selv signerede, og på den måde bæres hans fakkel på smuk vis videre.

Til hans begravelse læste Jim Hensons datter, Cheryl, et lille brev, hendes far havde skrevet et par år forinden: »Da jeg var ung, var min ambition at være et af de mennesker, som gjorde en forskel i denne verden. Mit håb er stadig at efterlade denne verden en lille smule bedre, end den var, da jeg kom hertil.«

 

 

The Muppets er udsendt på dansk dvd og Blu-ray af Disney. De fleste af de andre film og tv-serier, der er nævnt i artiklen, er også tilgængelige på dvd og/eller Blu-ray i Danmark eller England og USA

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Majbritt Nielsen

Hmm, jeg var dybt facineret at Animal.
Han er jo fuldstændig helt ude på overdrev.

Moreno fik også lige lidt loveee.

Og stakkels Harry Belafonte og Bananaboat.
Fnis

Hurra for youtube ;)