Læsetid: 5 min.

Mellem-multi-kulti er det nye lysebrun

Der mangler kun flere billeder af Pia Kjærsgaard, før alle fordomme bliver indfriet. Mere interessant er det dog, at udstillingens kunstnere og Kjærsgaard tydeligvis deler kultursyn
Der mangler kun flere billeder af Pia Kjærsgaard, før alle fordomme bliver indfriet. Mere interessant er det dog, at udstillingens kunstnere og Kjærsgaard tydeligvis deler kultursyn
22. juni 2012

Bedømmelse: 3/6

Den typiske fordom mod kunstnere er, at de er en flok naive multikulturalister. Den fordom slår Bag Facaden – billeder fra hverdagens Danmark ikke ihjel. Kunstnere vil gerne se det gode i alle, påpege det absurde i det bestående, og så betragter de i den grad kultur som noget, der skal hyldes, bevares og som det, der definerer os, på godt, vel at mærke, bestemt ikke på ondt.

Jacob Ehrbahn har taget en række reportagefotos af forskellige kulturer, vilde FCK-fans med bare overkroppe i en rus over en scoring, en kvinde med barnevogn, der behændigt styrer udenom en hjemløs på Nørrebro, en besætter foran en brandbil omgivet af flammer, Pia Kjærsgaard til landsmøde med et band bestående af en sort mand og en latinamerikansk kvinde bag sig, en soldat med kunstige ben, der får en trøstende hånd på skulderen af en overordnet ved en begravelse og endelig en festende nøgen mand i en hærget teltby på Roskilde Festivalens sidste dag.

Ehrbahns reportage repræsenterer et svagt, men måske også for venstrefløjen tidstypisk forhold til kulturen. Den hædrer på den ene side de individuelle kulturer; her skal være plads til alle. Vores samfund kan sagtens rumme både en festivalgænger og en fodboldfan, der i øvrigt leger med sin seksualitet på en umiddelbart homoerotisk facon. Men det er op til den enkelte at skabe sig selv med kultur. Her er ingen dommere. Og dog, som Ehrbahn også påpeger, så har det sine omkostninger med et så individualiseret samfund: Se blot kontrasten mellem den sovende hjemløse kvinde, der har sine ejendele i en klapvogn,og den velfungerende kvinde, der manøvrerer sin barnevogn forsigtigt forbi.

Kulturen og os

Ehrbahn spørger, hvem det egentlig er, der ikke vil forstyrres, er det ikke snarere moderen, der tager hensyn til sig selv ved at liste forbi den stakkels kvinde?! Kritik kan også læses i soldaterbilledet: Han er ikke fotograferet ved en nyopført pigeskole i Kabul eller sammen med en stolt far eller mor, men alene, bagerst, som en taber, som et udskud, der blev tilovers. I øvrigt i klar modsætning til besætteren, der får lov at stå ene mand mod systemet, med en plastikkasse hævet over hovedet som en tyrefægter, der holder det intetanende dyr tilbage.

Ehrbahns billede af Pia Kjærsgaard med eksotiske personer i baggrunden spiller på en streng, som ofte går igen hos især begynder-multikulturalister, og som også er omdrejningspunktet for Nanna Debois Buhls film Post-cards – Tivoli. Her bliver vi gennem en tør gennemgang af Tivolis historie, ledsaget af 16mm filmede klip fra Tivoli, mindet om, at det, vi kalder dansk kultur, i virkeligheden stammer fra alle mulige eksotiske steder i verden, og at man i det gamle Danmark, som man mener, at nogle drømmer sig tilbage til, i virkeligheden var nysgerrige personer, der syntes, at muhammedanere var spændende. Det er næsten, som om Buhl med indestængt vrede råber af Den Store Anden, som hun jo altså betragter som jubelidiot: ’Ha ha, det, du tror er dansk, er i virkeligheden fra Orienten!’

Henrik Saxgren har med tre eksotiske fotos også understreget, at det er kultur, der former os. Med billederne, der forestiller henholdsvis en grønlandsk-japansk familie på Grønland, en camerounsk-dansk i Kjellerup og en mellemøstlig i Århus, viser Saxgren os, hvordan kulturen er identitetsbærende. Den grønlandske har en økse og et gevær i køkkenet, den i Kjellerup har vasketøj til tørre henover køkkenbordet, og i Gjellerupparken glider de i ét med de eksotiske dekorationer.

Kultur gør os til dem, vi er. Bortset fra, når vi ikke har det så godt, så trækker multikulturalisten sig tilbage og skyder skylden på sociale forhold. Det er eksempelvis ikke en dansker af anden etnisk herkomst, vi ser foran brandbilen i Erhbahns foto, men en etnisk anonym, og under Marianne Grøndahls rørende billede af den af samfundet udstødte Torben Sandholm, der tydeligvis heller ikke har det for godt – hans øjne lyser som et dyrs på vej mod slagterkniven, og alkoholen presser sig på gennem huden indefra – står det skrevet: »Siden min mor døde, da jeg var 14 år, har jeg haft et misbrug«.

Det er altså ikke kulturen, der har ført Torben væk fra den lige vej og ud i sumpen, kulturen er altid god.

Kunstigt lys

Læser man Fotografisk Centers bevæggrunde for udstillingen, finder man et citat af centerets leder Kristine Kern. Hun skriver: »Fra at være inkluderende er danskhed blevet noget mere eksklusivt.« Og med kunstnernes syn på kultur in mente er det vel ikke særlig underligt. Når man insisterer på, at kultur er bevaringsværdigt, vil det naturligvis også på et tidspunkt berøre ens egen. Og på det punkt rammer enderne hinanden, og kunstnerne er ikke blot medskabere af de fænomener, de kommenterer, de er også enige med dem, de kritiserer. Kulturen skal beskyttes. Kulturen er det, der gør os til dem, vi er.

Et mere originalt greb på den meget abstrakte ’danskhed’ har Larissa Sansour taget med sin parafrase over Krøyers maleri Hip Hip Hurra, der forestiller Krøyer og hans venner i festligt lag. Sansour har lavet en opstilling, hvor mændene er blevet til halvkendte kvinder af anden etnisk herkomst, og hvor kvinderne er blevet til mænd. Lyset gør det ligeså kunstigt som forestillingen om, at det er lykkes at feje den midaldrende hvide mand til side i kulturens magtcentrum, til fordel for sand mangfoldighed.

Claus Handberg Christensen har taget et fremragende foto af et parcelhus i Holbæk, hvor en mangfoldighed af mønstre og indtryk får det til at fremstå som det modsatte, et tempel for enfoldighed. Og ved siden af det, billedet Strandvej trash, hvor en uklippet hæk skygger for et hus i forfald.

Jens Haanings serie af førstegenerationsindvandrere, psykisk syge og hjemløse, der fortæller, hvad de har på, og hvad det har kostet, er legendarisk. Det er førstnævnte, der er med på Fotografisk Center, og her møder vi eksempelvis Ömer, der har bukser fra Jack & Jones til 600 kroner, jakke fra Diesel til 1.500 kroner, sko fra Buffalo til 1.500 kroner og en guldring med diamanter til 8.000 kroner.

Haaning presser ingen fordomme ned over ham, men lader ham og de andre portrætterede meget demonstrativt være sig selv. Han forsøger ikke at gøre dem til en bestemt kultur eller fastholde dem i en, han beder ikke en afrikaner om at danse eller viser, hvor iransk en iraner bor, men giver dem derimod lov til ikke at være nogen, men bare være dette virvar af indtryk og udtryk. Hakan går i joggingbukser fra North State, sweater fra Diesel og strømper fra Føtex. Nu er han model og viser sig frem, fordi han er Hakan, fordi han siger, han er det.

Kulturfordommene lever udstillingen fint op til. Men der mangler noget Pia Kjærsgaard-bashing, før det er rigtig samtidskunst, som vi kender det. Nu er det blot en god multikulti-mellemvare med fremragende værker i hjørnerne.

’Bag Facaden – billeder fra hverdagens Danmark’ på Fotografisk Center, Pasteursvej 14, København til den 12. august. Udstillingen er en del af Copenhagen Photo Festival

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Troede først det var et "rigtigt" foto-remake og ikke sådan noget klippeklistere noget. Nå, men bortset fra det, så kan billedet såmænd godt afspejle en helt normal fødselsdag, måske i Hellerup - i hvert fald et sted, hvor der er plads i haven og hvor alle har lyst til at drikke champagne - og skåle. Det kunne også være et reklamebureau, med adgang til en gårdhave i Indre By, som fejrer en veloverstået kampagne. Mulighederne er sådan set uendelige.