Læsetid: 4 min.

Motoriseret eskapisme og sanselighed

Ud på vejene og ind i kroppen. Ny amerikansk disco og neo-soul er gennemsyret af mørke, motorer, eskapisme og sex. Men også politik
27. juni 2012

Bilen kan symbolisere både USA’s storhed og fald. Det er den, der for altid har holdt den kollektive trafik nede, og det er den, som medvirker til, at USA går i krig i fjerne lande. Inde i dette rum føler folk sig åbenbart helt unikt frie, selv om de alle kører på de samme veje, alle er afhængige af deres motoriserede bæster, og alle deler den samme vrede og afmagt. Det er i bilen, at generationer har mistet deres mødom og røget sig knokleskæve, og det er i den, man slipper væk fra borgerskabets bløde favn og lovens lange arm.

Det er også i bilen, at hovedpersonen i Drive flygter fra alt og alle. Nicolas Winding Refns film var i høj grad inspireret af Portland-kvartetten Chromatics’ album Night Drive fra 2007, som også leverer et enkelt nummer til Drives soundtrack. Og det er svært ikke at føle sig hensat til bilens trygge, mørklagte cockpit, når man lytter til Chromatics’ nye smukke efterfølger, Kill For Love.

Vi befinder os i samme romantiske univers som i Drive, hvor eskapismen har vist sig at være, nå ja, udsigtsløs. De løber fra solen, deres drømme er forsvundet, men beatet og vejene bliver ved.

Musikalsk ekspanderer Chromatics deres metronomiske og old school-syntetiske italo disco med drømmende elguitarer og æteriske vokaler. Det er vægtløst og alligevel limet til vejen. »When we’re driving in your car/I could be anyone tonight.«

Et syntetisk, kropsløst univers, hvor synthesizere, beats, elguitarer og stemmer alle synes at komme fra et fiktivt sted draperet i elegant, kølig fløjl. Og Kill For Love lover ikke udfrielse, men lokker derimod med en mørk erotisk og langsomt dansabel fatalisme.

David Lynch spøger. Javist. Måske især Lost Highway. »You will never have me,« hvisker konen til hovedpersonen i den film.

Og således glider kærligheden også hovedpersonerne af hænde på Kill For Love. »Baby, we all die alone«.

Firehjulet kapel

Det er også i bilen, at protagonisten i The Internets sange cruiser rundt. Men det er ikke som flugtfartøj, snarere som et firehjulet kapel for kødets lyster og kvindekroppens integritet – og diverse misbrug.

Hun glider gennem ghettoen i sin Lincoln Continental med tonede ruder, der sikrer, at hun uforstyrret kan ryge sine joints. Hun tager coke i slæden med sine udkårne damer. Og i musikvideoen til »Fastlane« – med motorvejstrafik som metafor for forlist forhold – kører hun rundt med sin dame og skyder mænd. En amoralsk mini-udgave af Thelma & Louise.

»She blows smoke in the air/Cause she don’t give a fuck/She shaved of all of her hair«.

Bag L.A.-duoen The Internet gemmer sig Syd Tha Kyd og Matt Martians, som også producerer for det efterhånden berygtede hiphop-kollektiv Odd Future. Det er Syd Tha Kyd, der synger for – en af de få offentligt homoseksuelle personager i hiphop-verdenen, hvilket også præger duoens debutalbum Purple Naked Ladies.

Hun lægger ikke skjul på sine lyster i sange, der præges af dovent lækre grooves og figurer og fornemme vokalharmonier også mellem Tha Kyd og Martians, der af og til dukker op som korsanger eller duetpartner.

Purple Naked Ladies videreformulerer den neo-soul, som Erykah Badu og Lauryn Hill sendte op i mesterklassen i sen-90’erne. Her i en mere skødesløs udgave, der tit fortaber sig i nydelsen ved frække loops og dopede, fordoblede vokaler. Det er ikke på niveau med Hill og Badu, det er der for mange svipsere og stillestående passager til. Men samtidig har det queer USA givet os en ny og selvsikker stemme med en umiskendeligt sanselig swag – som om hver frasering sniger sig med katteynde gennem den amerikanske nat.

Kunstlet radbrækket

Samme fornemmelse får man hos Catherine Harris-White and Stasia Irons, der udgør Seattle-duoen THEESatisfaction.

Deres strålende debutalbum awE naturalE er dog også en langt mere kontrolleret og jazzet affære. Altså en teknisk betonet, men heldigvis stadig sanselig lækkerbidsken. Deres neo-soul er raffineret, stilistisk udfordrende, rytmisk sofistikeret, melodisk og harmonisk skævvreden. Her er både astral jazz a la Sun Ra og 70’er-funk og -soul. På én gang en kunstlet radbrækket og flødet velsmurt affære, som de to kvinder synger og rapper elegant, morsomt, rytmetosset henover.

Harris-White og Irons er, som Syd Tha Kyd, lesbiske afroamerikanere, og sangtitler som »Deeper«, »Sweat« og »Juiced« indikerer måske kødelige lyster. Men teksterne er mere komplekse end som så og afslører også politisk bevidsthed: »I’m torn between that side and that side/I’m torn, I’m worn out with my warm mouth () My lord is a whore () I’m forced to become one of the worst wars () No more running from the truth«, som det lyder på den sublimt synkoperede og rappede »God«.

Den såkaldte conscious rap har ikke haft det nemt i lang tid i USA. Men med THEESatisfaction har vi fået en ubesværet begavet og sygeligt groovy videreformulering.

Og bilen? Well, den synes faktisk at været blevet udskiftet med noget mere bæredygtigt i THEESatisfactions univers. Måske definitivt parkeret et sted i baghaven, hvor de unge damer er ved at plante ramsløg og skvalderkål i bagagerummet. Hvis de altså ikke petter på bagsædet.

 

Chromatics: ’Kill For Love’ (Italians Do It Better/Download)

The Internet: ’Purple Naked’ Ladies (Odd Future/Download)

THEESatisfaction: ’awE naturalE’ (Sub Pop/Download)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu