Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

En naturlig spøgelsessonate

Fortælling fra et islandsk skovdyb
Kultur
25. juni 2012

Pastoralsonate er den egenhændige genrebetegnelse, Gyrdír Elíasson har givet sin fem år gamle roman Ved Sandåen¸ nu udgivet på dansk i Erik Skyum-Nielsens sprogsikre oversættelse fra islandsk, ligesom tilfældet var med novellesamlingen Mellem træerne, der sidste år vandt Nordisk Råds litteraturpris. I dens titelnovelle vandrer en invalid i et lille skovdyrkningsområde med mørke graner, hvorover fjeldet og en jøkel ses i dette skovfattige land, der ellers har masser af skov i novellerne. Og i et noget større område blandt nåletræer, birk, røn og asp møder vi her i den lille roman en ensom vandrer og hans drømmerier. For at få mere greb om sin malerkunst har han slået sig ned på en campingplads, hvor han under primitive forhold bliver boende sommeren over og et godt stykke ind i den kolde tid uden nogen omgang med de grillende turister.

Den sprogligt velformede prosa og det stille, insisterende toneleje udgør sandt nok ingen pastoralsymfoni hverken i Beethovens eller André Gides forstand, ham med den lille roman La symphonie pastorale, men kan gerne godtages som en sonate i bare to satser: ’sommer’ og ’efterår’. Gide indgår ganske vist i den længere række omtaler og mottoer af forfattere og andre kunstnere som referencer og modvægt til den kriseramte malers mismod. Dets baggrund er ikke forklaret på anden måde end gennem tavshed om privatliv, et dårligt forhold til søn og datter, en lede ved det urbane livs kunstige og kunstneriske miljø. Derfor har han som litteraturens talløse udmarvede sjæle på den nordlige halvkugle søgt ny inspiration i naturens ensomhed. Han forsøger at få liv og lyst i sit maleri med især træerne og dyrene som motiv. »Jeg har set to mystiske skovdyr smutte gennem skovtykningen. Og jeg mærker stadig bedre, at jeg er selv en ensom skovulv på vej gennem det forgrenede mørke i mit liv.« Han oplever til slut måske at kunne se verden gennem en blindramme på staffeliet, at nærme sig en virkelighed gennem maleriet. Men granerne ligner også et tremmeværk. Og en blindramme!

Kvinde i rødt

Gennem landskabet en å sig slynger, Sandåen, med lyd og syn som akkompagnement til den skærpelse af sanserne, der indtræder i et spændingsfelt af liv og død, markeret fra første færd: Han ser en ung kvinde i rød regnfrakke, der sidder og mediterer i en lysning. Hun er den erotiske impuls og et pulsslag gennem hele beretningen ved de korte glimt og enkelte kontaktforsøg, der forekommer. Samtidig med regnfrakkesynet står han ved en gravplads for manden, der plantede skoven, og for hans hest, der blev slået ned for at følge sin ejer. Realiteter og imaginære fænomener blander sig. Der går endvidere sagn om tre mørke hestefolk, der i efterårsnætter rider susende gennem skoven, som var det apokalypsens ryttere. Dog mangler der én. Kan et genfærd falde af hesten? Eller er det de tre musketerer, uden fjerdemanden Dumas? Vor mand har overskud nok til ikke at savne humorens fantasi, selv om det kniber, når han en nat i sin campingvogn tydeligt hører uforklarlig stønnen og tunge skridt, som forsvinder, når han tænder sin lommelygte.

Ved Sandåen er – fornemmer man fra begyndelsen – en roman med en åben slutning. På handlingsplanet sker der ingen forandring. Da sneen kommer, har han en drøm om kvinden: de går i skoven i gloende sommervarme og ser på blomster. »Det må være 45 grader!« siger han, hvortil hun svarer: »Det er Reaumur-skalaen, der gælder i drømme, den er anderledes.«

Det er morsomt. Det er også dybsindigt. Livet måles med forskellig skala. Der er drømme, og der er vågenhed, Der er kunst, og der er virkelighed. Der er livet og døden. Oplevelsen af kontrasten og blandingen afhænger af skalaen, man bruger, også da han til allersidst sidder i en tung damp af terpentin og petroleum i sin arbejdsvogn og et besynderligt ord dukker op i sindet: gravstenolie. Nonsens eller kode? »Efter det kommer der ingen ord, kun billeder. Jeg er lige ved at falde i søvn.«

I denne sindslige mellemtilstand er alt muligt. Meningsløshed, død, kunst, nye billeder af verden.

For læseren ligger den desperat resignerede mands fortælling højt på skalaen som veltempereret sproglig musik, i rene strøg en geistersonate, som løfter en levende natur frem i lyset med baggrund i observatørens isolerede skyggeeksistens. En pastorale, javel. Om så skal være en melankolsk humoreske, men let ikke pastoral i mælet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her