Læsetid: 2 min.

Netrebko – nu med baryton

Verdenssopranen er på turné med en værdig førsteelsker – sin egen mand
14. juni 2012

Koncert

Anna Netrebko, en absolut åbenbaring i operaens verden, hvis stemme, skønhed og scenisk eller kunstnerisk talent om man vil, i flere omgange er blevet parret med tenorer i rentable duoer, såsom Rolando Villazon og Jonas Kaufmann. Nu turnerer hun med sin mand, basbarytonen Erwin Schrott, og tirsdag aften var de i Koncerthuset i København.

Koncerter af denne art jonglerer med et budget, der sætter en stemning. Folk havde givet mellem 1.300 og 2.500 kroner for en billet, så det er klart, der også skulle leveres. Hvad naturligvis altid er trist, er, at levere ofte bliver det samme som at svinge mellem lødigt klassisk repertoire og så billig, det vil sige dyr, underholdning. Efter en oplagt Mozart-ouverture i imponerende tempo træder divaen ind på scenen med vinke-vinke og udslået hår. Hun kan dreje og synge samtidig, så hele salen får noget af hende, også dem, der sidder bag ved scenen. Netrebko begynder sjældent godt, men synger sig ind på sin arie. En lille skrøbelighed og en hel del bagtungespændinger skal altid overvindes, og det bliver selve ariens indhold, at skønheden pludselig svæver ud over alt dette og manifesterer sig desto stærkere.

Netrebkos første arie var den populære og publikumsbesnærende »Sulle labbra se potessi«, med tilhørende flyvekys. Erwin Schrott tog over med en ualmindeligt velklingende »Leporellos listearie«. Der var faktisk sex over Leporello, der viste damer i et dameblad, tegnede store former i luften, sang fra under bæltestedet og lod det ende i en knurren, som løftede sig over standardkomikken i sin uforskrækkethed. Aftenens dirigent var italienske Claudio Vandelli, der imponerede med energi og fik kapellet sikkert i mål både med deres Rossini-ouverture og zarzuela-mellemspil, så det tilmed lød nemt og gav stor applaus.

Mere med læber

Efter pausen var der mere med læber i duetten »Lippen schweigen«. Schrott lagde ud med at sænke tempoet anstrengende, Netrebko kæmpede med intonationen, soloviolinisten med violinen, men så dansede parret bare lidt, ude af takt ganske vist, og rundede af med et kys, der var så privat, at man glemte resten.

Repertoiret bevægede sig aldrig langt væk fra ekstranummerepertoiret, også før man nåede til disse, og Traviata-delen var taget ud af programmet og erstattet af den søde, lille »O mio babbino caro« som tegn på en vis træthed. Til gengæld kørte Schrott på med sit tangorepertoire, om hvilket først og fremmest kan siges, at symfoniorkesterarrangementer i den sammenhæng skulle forbydes, og at mikrofon er en dårlig idé til en stemme som hans.

På trods af en oppisket underholdningsstemning var der dog ingen tvivl om, at her var to usædvanlig store stemmer, og at Anna Netrebko er lige så vidunderlig i virkeligheden, som man forventer sig.

 

Anna Netrebko og Erwin Schrott.Det Kongelige Kapel, Mogens Dahls Kammerkor og Claudio Vandelli. Koncerthuset 12. juni kl. 20

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu