Læsetid: 4 min.

På egne ben uden versefødder

Manden, vi kender som Jokeren, kan ikke bare rappe. Han kan også skrive prosa – og det bliver særligt medrivende, rigtig godt endda, når han rimløst vender verden på vrangen og ikke klamrer sig til overhalingsbanen som den sniffende horebuk, han også (fortsat) af og til er
Jesper Dahl har smidt sit nom de guerre, Jokeren, men ikke gadeattituden i sit første skønlitterære udspil, ’Det er bare ord’.

Jesper Dahl har smidt sit nom de guerre, Jokeren, men ikke gadeattituden i sit første skønlitterære udspil, ’Det er bare ord’.

Kristine Kiilerich

22. juni 2012

For snart to år siden faldt Jesper Dahl og jeg i snak på Roskilde Festival. Det var i Mediebyens udskældte Tuborg-telt, hvor man kan bælle en flok håndbajere med folk, der har tiltusket sig et adgangsgivende armbånd. Eller fået det smidt i nakken, som Jokeren – Jesper Dahls mangeårige rapperalias – formentlig havde.

I bund og grund var snakken gemytlig nok. Også selvom en af rapperens hjemmedrenge opførte sig noget truende over for mig. Gutten troede øjensynligt, at vi mundhuggedes, og at der var brug for backup. Det gjorde vi ikke, og selvfølgelig var der ikke det. Vi diskuterede blot engageret.

Jesper Dahl beroligede sin kammerat, vi krammede, og alt var således landet i fredsommelighed, bildte jeg mig ind, indtil alter egoet Jokeren et par dage senere udlagde teksten noget anderledes på sin selvudleverende og stærkt underholdende blog på cover.dk – den siden hen skandaliserede og lukkede ’Champagnegaloppen’.

Her blev jeg involveret i en tirade mod den hastigt skrantende og krampagtigt festende musikbranche; og sågar omtalt som »Stakkels kloge Rune«. På ’Champagnegaloppen’ fremstod vores debatemne, paradoksalt nok, en kende mindre sprudlende – som mit røvsyge forsøg på at intellektualisere hans musik, hvad ikke var tilfældet ved den lejlighed.

Hvorfor denne navlepillende introduktion til Jesper Dahls første reelle prosa- og digtsamling, Det er bare ord, i eget borgerlige navn? Fordi blogindlægget og situationen er (genop)trykt på side 47. Og fordi episoden afspejler, at der ikke kan sættes lighedstegn mellem Jesper Dahl og Jokeren.

Slikker røvhul med flow

Sidstnævnte bor i førstnævnte og tager nogle gange kontrol på hans eskapistiske druggede dødsmissioner, der mange dage derpå ender i paranoia, fortrydelse og savn til sin lille datter og hendes unåelige mor. Hans skriverier er ikke tilstræbt objektive, men bevidst subjektive. Og subjektet er i reglen Jokeren selv.

Men der er også en anden side af manden. Én, der vil væk fra rollen som Jokeren/El Jokerino/Gigolo Jesus, og hvad han ellers har haft sig af alias’er i dansk hiphops mest sejlivede, brogede og glorværdige rapperkarriere. Det er bare ikke nok, når man nærmer sig de 40, er deltidsfar og abdiceret fra hiphoptronen. Han behøver en ny stemme. Sin helt egen:

»For er Jokeren en realistisk fremstilling af Jesper Dahl? Selvfølgelig ikke. Det er et kunstnerisk udtryk inden for de ret hårdtpumpede machorammer, som rap giver,« skriver han således i »Hvad fanden laver jeg?«

Essayet er et af Det er bare ord’s mange velskrevne prosatekster, forfattet gennem tre tumultariske år. Allerede i 2003 blev Jokerens samlede raptekster, Storby Stodder, udgivet af et stort forlag til blandede anmeldelser. Versefødderne gjorde sig sjældent på tryk, lød kritikken flere steder fra – de fungerede rigtignok bedst tilsat rapperens brøsige stemme og bragende beats.

Nu står ordene potent uden akkompagnement, selvom en del af lyrikken faktisk også fås som spoken word med jazztrioen Grafisk Musik. Det kører ikke bare for stodderen, mens han slowcruiser København i sin leasede Bimmer, gør sig dum på mode, sniffer linjer, sveder krystaller, er til receptioner og slikker røvhul på sin nye »muse«.

Det glider også for hans flow på skrift. Sjovt nok introducerede Den Gale Pose dansk rap til legato-fortællingerne, der ikke parkerede hver rimende pointe på fireslaget, men fortsatte over flere linjer. Nu skriver han korte sætninger, sætter mange punktummer. Stakåndet, umiddelbart, nu.

Skarpt, kontrært

Det fungerer allerbedst, når Jesper Dahl overrumpler læseren med sit skæve hoved og kontrære Rasmus Modsat-blik. Det gør han ikke længere med de mange eskapader ud i coke og supermodeller. Han behøver heller ikke at bruge så meget krudt på at retfærdiggøre sig over for alle haderne. Redundansen kunne der med fordel være luget ud i af en redaktør, ligesom lovlig mange beskrivelser af blå og grønne øjne og »æstetisk smukke« ansigtstræk trækker tænder ud.

Omvendt trækker Jesper Dahls hurtige aftræk og de skarpe, kontrære iagttagelser op. Og dem er der flest af. Som i »Giv slip«, hvor han er et smut i børneafsnittet på Statens Museum for Kunst, hvor inskriptionen ’Vi bliver født, og så dør vi. Og indimellem er der noget kærlighed’ pryder en væg:

»Hvorfor helvede stod det inde hos børnene?« indleder Jesper Dahl, inden han hiver bukserne ned på den forargede læser: »Hvorfor er det ikke bøjet i neon midt på Rådhuspladsen?«

I de situationer er han second to none i sin generation. Når han pointerer snarere end forsvarer sin heftige livsstil, gør det læseren glubsk. Leveret af en prosaist, der – med klare håndtegn til Dan Turèll og Bukowski – står på egne ben uden versefødderne og tør udfordre sine landsmænds mere konventionelle leveformer uden at blive en parodi på sit slidte alter ego.

»Det, som provokerer nogle, er harmløst for andre. Det, som nogle kalder indre dæmoner, kalder andre for tirsdag aften,« konstaterer han i »Hvor går kanten?« Det er jo ikke bare ord. Det er provokerende.

Jesper Dahl: Det er bare ord (People’s Press). Udkommer denne uge

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu