Anmeldelse
Læsetid: 1 min.

Rampart

Kultur
28. juni 2012

Rampart var navnet på en bandeenhed hos politiet i Los Angeles, som i 1999 blev anklaget for embedsmisbrug og brutalitet, hvilket førte til fængsling af en lang række politimænd. Det er også titlen på en film om en af de politimænd, David Brown (Woody Harrelson), der bliver skandalens ansigt udadtil. Han bærer ondskab, brutalitet, racisme og misogyni i sig, og da han videofilmes, mens han tæver en mistænkt, vælter skeletterne ud af skabet, i takt med at David selv går i opløsning.

Det fascinerende ved filmen, der er instrueret af Oren Moverman og har manuskript af Moverman og krimiforfatteren James Ellroy – der om nogen kender til ondskab og perversion – er, at den ikke kommer med en forklaring på, hvorfor Dave er, som han er. Han taler om krigen i Vietnam, men det er en dårlig undskyldning fra en mand, der ikke kan lade være med at gøre skade på sine omgivelser, både fysisk i forhold til de forbrydere, han jager, og følelsesmæssigt i forhold sine to ekskoner, der også er søstre, og sine to døtre.

David Brown er svær at holde af, og derfor er Rampart en svær film at se. Men den er også fascinerende, et komplekst karakterstudie i familie med Bad Lieutenant og Dommedag nu. Filmen lever især i kraft af en skiftevis dokumentarisk og suggestiv billede- og lydside og en fremragende, intens præstation af Woody Harrelson – sjældent har den 50-årige skuespiller været så benet at se på. Huden sidder stramt på skelet og kranium, og man forstår, at han er en tikkende bombe, der kan eksplodere når som helst.

Rampart. Instruktion: Oren Moverman. Manuskript: James Ellroy og Oren Moverman. Udgivet på dansk dvd og Blu-ray af Midget Entertainment

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tænk, jeg syntes ikke at David Brown i Harrelsons portrætering var spor svær at holde af. Her er tale om et meget grundigt billede af en gammeldaws machotype i en uheldig moderne kontekst, lidt i retning af Miceky Rourkes 'Wrestler'.

Staklen bor sammen med 2(!) moderne feminister (en blød og en hård) med hvem han har børn, der opdrages til at hade alt hvad han står for. Det er ren terror. En af de filmens stærkeste scener er dialogen med datteren, efter at han er blevet smidt på porten.

Den voldelige politimand (der bakkes op af beundrende kolleger) er på ingen måder sympatisk. Men den kælne og kærlige womanizer (læs emotionelt underenærede), og selvudråbte beskytter af kvindens ukrænkelighed (igen gammeldaws western/macho romantik) bærer en forsonende drenget uskylidghed. Som filmen skrider frem forstår man hans afmagt og primitive reaktionsmønster.

Det handler altså ikke så meget om politivoldelige røvhuller, som det handler om velmenende men, i en senmoderne kontekst, uduelige mænd.