Læsetid: 3 min.

En ramt dame sigter mod toppen

Den dansk-chilenske popdronning gør sig bedre på sit nye engelsksprogede udspil, fordi der er flere dance-hits og færre ballader. Men alle følelseskvababbelserne bliver også lidt monokrome i længden
2. juni 2012

Det er det rene Formel 1 at se dansk-chilenske Medinas karriere udfolde sig i disse år. Med høj frekvens og i fuld fart drøner hun forbi, mens vi kan klappe benovet over de høje placeringer og sikre førerskab. Det er en velsmurt og forbipasserende fornøjelse.

Der er således kun gået otte og en halv måned siden hendes seneste dansksprogede album For altid udkom. Og i går blev den internationale udgave, Forever, der er et næsten helt nyt album med tre gengangere og 10 nye sange, udsendt i Tyskland, Østrig, Schweiz og Danmark.

Og det foregår selvfølgelig på engelsk, så på titelnummeret må man konstatere, at den glasklare diktion i »Dig og mig for altid« bliver til noget mere rundt og uklart med »You and me for-e-ver«. Det klæder den ikke, men det fungerer da.

Det går hårdere ud over »Lyser i mørke« og teksten »For, ja, jeg tog til titusind morgenfester/ Og jeg har gjort alt det man gør som gæster/ Jeg er okay med alt det, som jeg har prøv’t/ Ja, jeg er ovenpå.« Som bliver krøllet sammen i et virkelig klodset helvede af enten for få eller for mange stavelser i »Black Lights«: »I’ve seen the sun rise a thousand times/ I must confess, not aalways sooober/ Iiiii aint gon’ prtnd that I didn’ try it all/ It ain’t no cover up.«

Så er der mere stil over de 10 nye sange, hvor Medina heldigvis går efter dancefloor killers i stedet for de søbende ballader, som virkelig ikke virkede på For Altid. Og tekst og musik glider skræddersyet sammen, modsat de tre danske oversættelser, der ofte lyder som fummelfingrede omsyninger.

Vi får – igen – en sparsomt påklædt techno/house-pop, og det er givetvis en god idé, ikke mindst når pladen til september udgives i USA, hvor man endelig har fået øjnene op for EDM, Electronic Dance Music. Og en kropsfanfare som »Close To Nothing« virker, ikke mindst da en The Knife-klingende synth-linje sætter ind. Det nummer bliver svært at ligge stille til i sommerlandet. Ligesom »Keep Me Hangin’« har et hidsende omkvæd og et frækt houset dolkende klaver.

Mere ramt end Madonna

Meeeen 13 sange er mange sange. Især fordi de fleste af sangene stønner i dette særligt medinaske territorium, hvor man kan tude over tabt kærlighed, imens man svinger skankerne. I følelsernes vold, men med styr på koreografien. Hvilket betyder, at en sang om en »Threesome« lyder melankolsk. Sært.

Medina bliver også som sanger grå at lytte til over en hel plade. Hun synger godt, bevares, men det vælter ikke med fraseringsmæssige tricks eller overrumplende melodier. Men sammenlignet med Madonna, der forsøger sig i nogenlunde samme dance-land på sit seneste, skidt sælgende album MDNA, så er det interessant at høre, hvordan Medina lyder meget mere ramt, meget mere i sine følelsers vold. Klart mindre interesseret i den magtretorik, som Madonna paraderer.

Og kærlighed og sex er stadig glitrende ekstatisk og mondænt besværlig. »I’m in and out of love/ I don’t know why this heart of mine wants to stop.« Eller »If I told you that I fucked your best friend/ Would you even listen/ Or just slap me in the face?« Mens titelnummeret selvfølgelig lover evig kærlighed. Men drømme og realiteter har det jo også med at eksistere fint side om side i en popsang. Hermed bevist.

 

Medina: Forever (Labelmade/A:larm)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu