Anmeldelse
Læsetid: 1 min.

Snow White and the Huntsman

Kultur
7. juni 2012

Som et vaskeægte vintage-eventyr foregår Snow White and the Huntsman i et fortidigt univers, der ikke umiddelbart lader sig datere og definere, bortset fra at samfundet er feudalt, og faren ved røde æbler langt overstiger risikoen ved sprøjtemidler. Og så selvfølgelig, at der ikke findes Botox. Det kunne ellers have afværget en del blodsudgydelser i denne Snehvide-fortælling. Den onde stedmor (Charlize Theron) suger bogstaveligt ungdom ud af unge piger, og Snehvide (Kristen Stewart) er den ultimative foryngelseskur. Det er reklameinstruktør Rupert Sanders’ spillefilmdebut, og Snow White and the Huntsman er på sin egen måde en gennemført uprætentiøs og vældig underholdende film, der markerer sig som fantasy med æstetik lånt fra Narnia-filmene, tv-serien Game of Thrones og især Ringenes Herre. Det er befriende, at den blege kongedatter springer ud som handlekraftig helt. Hun er en powerprinsesse, der appellerer til det unge publikum i forårsmoderigtige leggings, der afsløres under kjolen, da jægeren, det pluskæbede muskelbundt Chris Hemsworth, river skørtet af hende, så hun er mere praktisk. Til det endelige opgør råber hun sine mænd an i Jeanne d’Arc-rustning. Snehvides stedmor er dog mere interessant, og Theron en fornøjelse som narcissistisk troldkvinde. I overdådige jernbrynjekostumer og sorte ravnefjer og med bitre barndomserindringer minder hun om Alan Rickmans sherif fra Robin Hood: Prince of Thieves.

Snow White and the Huntsman. Instruktion: Rupert Sanders. Manuskript: Evan Daugherty, John Lee Hancock, Hossein Amini. Amerikansk (Biografer i hele landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her