Fagottisten Jens Tofte-Hansen og de tre bratschister Flemming Lave, Per Nørby Hansen og Michail Dolgin havde deres sidste arbejdsdag i DR i lørdags. De tre førstnævnte sluttede sig til Radiosymfonikerne for 40 år siden, og tilfældet ville, at de blev trukket frem under det afsluttende bifald af den chefdirigent, der havde ansat dem i sin tid, nemlig den snart 85-årige Herbert Blomstedt.
Meget er sket med orkestret siden 1972, også med dirigenten. Deres veje skiltes seks år senere, Blomstedt udviklede sig støt og roligt til, hvad en britisk kritiker i denne måned har kaldt »one of the truly great conductors«, og han kom tilbage som gæstedirigent i 1996. Det var i sandhed et triumferende comeback. Siden har Blomstedt årligt dirigeret en Torsdagskoncert, som altid på den ene eller anden måde har stået som et højdepunkt i sæsonen. Sidste uges to koncerter med Brahms’ Ein deutsches Requiem var ingen undtagelse.
Duvende flow
I denne i bogstaveligste forstand enestående protestantiske dødsmesse, hvis første skitser blev konciperet i 1857, var Blomstedt og Brahms på en måde et forunderligt modsætningspar. Den livserfarne dirigent med et, den høje alder taget i betragtning, næsten naturstridigt ungdommeligt sind og den 24-årige komponist, som skabte en række dybsindige meditationer over de spor, døden trækker gennem de efterladtes liv. Men det var et kongenialt møde mellem de to, for gennem Blomstedts på en gang søgende og suverænt styrende lederskab kunne man høre Brahms’ requiem som noget nyt og stærkt vedkommende, som et manende budskab til det danske fællesskab, som i den grad tørster efter åndelige værdier at orientere sig efter. Også noget lignende var den unge Brahms’ ærinde i en helt anden tid.
Det er så enkelt, men dog alligevel så vanskeligt med den gennemgående puls i værkets syv satser. Man fornemmer klart, når det lykkes at formidle den til kor og orkester, og det gjorde Blomstedt på enestående vis. Uden dirigentstok, blot med diskrete bevægelser i håndleddene, som justerede de fineste udsving til den ene og anden side. Kontakten var optimal. Der var et saligt duvende flow i korets fraser og en understøttet klangskønhed, der blev næret af nærlæsningen af de bibelske tekster. Til tider lod Blomstedt musikken vokse til højder, der kunne minde om den katolske dødsmesses dommedagssekvenser. Med næsten øredøvende monumentalitet i andensatsens sørgemarch, med Bachs jublende vælde i tredjesatsens afsluttende fuga og med glødende kordramatik i sjette sats.
Orkestrets sjæl
»Herre, lad mig vide, hvornår jeg skal dø, hvor mange dage der er tilmålt mig, så jeg ved, hvor længe jeg har igen«. Sjældent har man hørt barytonsolistens linjer fra Salmernes bog sunget så hudløst og realistisk. Ord, som kunne falde fra hvem som helst, som har mærket dødens pust i nakken. Her kom de fra den svenske verdenssanger Peter Mattei, som var en positiv og berigende oplevelse, smukt ved stemme i alle dens facetter og bestandigt indtrængende i sit udtryk.
Ihr habt nur Traurigkeit er satsen, der udtrykker ro og væren, en pastoral scene holdt i svage nuancer, strygerne med sordin, træblæserne i udsøgte solopassager, med koret som den sørgende, lyttende skare og solosopranen i centrum som det trøstende medmenneske. Desværre nåede Camilla Tilling, også svensk verdenssanger, ikke for alvor ind i hjerteregionerne, stemmen faldt ikke helt på plads i de himmelske buer. Radiosymfonikerne leverede som altid under Blomstedt en stor præstation, man fornemmede glæde og stolthed over stadig at få lov til at musicere med denne svenske vismand. Orkestret klinger anderledes end under andre dirigenter. Det er svært at forklare, men når han står på podiet, er det som om, det finder hjem til sin sjæl.
Brahms: ’Ein deutsches Requiem’. DR Symfoniorkestret. Dirigent: Herbert Blomstedt. DR Koncerthuset lørdag 9. juni
