Læsetid: 4 min.

At blive strøget med og mod hårene

På sit seneste opus kører Neil Young en række fortærskede amerikanske folkesange (samt den engelske nationalsang!) gennem et højelektrisk hegn med blandede resultater. Og The Beach Boys fejrer 50-års jubilæum ved at udsende et album, der lyder fuldstændig som … The Beach Boys
Mike Love er det eneste medlem af Beach Boys, der har været med hele vejen, men den aktuelle udgave af gruppen er så tæt på den originale, men kan komme.

Mike Love er det eneste medlem af Beach Boys, der har været med hele vejen, men den aktuelle udgave af gruppen er så tæt på den originale, men kan komme.

Jeff Bottari

2. juni 2012

Ny musik

Der findes vitterligt sange, som er så fortærskede, at det egentlig er ligegyldigt, om de er gode eller ej, man (dvs. jeg!) har bare hørt dem så ofte og i så mange skrækkelige udgaver, at skulle man mod al forventning aldrig komme til at høre lige præcis den tonerække og den tekst igen, så halleluja, gud findes altså. Hvilke sange, man (dvs. jeg!) har det sådan med, hænger sikkert sammen med arv og miljø, temperament og alder og så videre, men blandt dem, jeg går og drømmer om aldrig at blive udsat for igen, finder vi bl.a. »Blowin’ in the Wind«, »Love Is All Around«, »(Everything I Do) I Do It For You«, »We Shall Overcome«, »Yellow Submarine«, »My Heart Will Go On«, »Last Christmas«, »Born to Be Alive«, »Ebony & Ivory«, »Imagine«, »Love Is a Matter of …« og mange, mange flere.

Så det løb mig koldt ned af ryggen, da jeg læste sangtitlerne på den som altid egenrådige Neil Youngs seneste album, Americana: »Oh Susanna«, »Clementine« og »This Land Is Your Land« er således sange, jeg allerede som barn fik nok af, thank you very much. Og Young skriver da også i pressemeddelelsen, at der er tale om sange, de fleste kender fra børnehaven, og som sådan sidder de i de fleste nordamerikaneres dna. Nå, man skal ikke mange takter ind i åbningssalven, ovennævnte »Oh Susanna«, før man forstår, at sådan har den altså aldrig lydt før. Den er blevet udsat for en Neil Youngsk powerrock-overhaling og i processen fået noget nær ny melodi. Det er, så det sitrer i tæerne, når lyden står fra højttalerne og stryger lytteren mod hårene, alt det formår.

Atter en gang har det canadiske ikon indforskrevet sine trofaste kumpaner i Crazy Horse, hvilket altid står som garant for en helt særlig højspændingsknitrende lyd, tilsat en af denne verdens på en gang tungeste (som i gumpe-) og så alligevel mest effektivt swingende rytmegrupper. I alle de tilfælde, hvor sangene udsættes for den specielle og meget hårdhændede behandling (inklusive den engelske nationalsang, »God Save the Queen«, om hvilken man må spørge om, hvad den egentlig laver på et album kaldet … Americana?), gruppen formår, er alt godt og fint. Når det derimod som på f.eks. »This Land Is Your Land« blot lyder som elektrisk lejrbålssang, bliver det noget fladt. Det fordeler sig nogenlunde 50-50 mellem disse to metoder, og pladen giver nok mest mening for folk, der i forvejen holder af Young. Og så for dem, der holder af institutionaliserede amerikanske klassikere, men gerne vil opleve dem på en ny facon.

Et autentisk hold

Som de fleste sikkert ved, skabte den amerikanske kvintet The Beach Boys, anført af Brian Wilson, i årene 1963-1973 nogle af rockens hovedværker, hvad angår rygradsrislende vokalharmonier, underskønne melodier med indbyggede faldgruber og en næsten guddommeligt beåndet besyngelse af diverse amerikanske fritidsfænomener.

Siden gik det så grueligt galt, ja, allerede i 1966-67 skred lortet for Brian, som ikke kunne tåle nærkontakten med samtidens potente psykedeliske stoffer og hen ad vejen endte som et patetisk, voldsomt overvægtigt cokevrag, der først kom til hægterne i slut-80’erne, om end han åbenlyst har taget varig skade. Brians ene lillebror, Dennis Wilson, druknede i 1983, og den anden, Carl Wilson, tabte kampen mod kræften i 1997, og Brian selv har efterhånden været inde og ude af bandet en del gange, så historien har til tider lignet en tragedie. Eneste gennemgående figur siden orkesteret dannedes i 1961 er forsanger Mike Love, og han er nok den mindst elskede i selskabet!

Nå, nu har Brian og Mike så besluttet at fejre, at det er (ca.) 50 år siden, at det hele startede og har samlet et noget nær autentisk jubilæums-Beach Boys-hold, der endvidere tæller Al Jardine, David Marks og Bruce Johnston, som alle var med i 1960’erne og er kendt af alle fansene, så ikke noget pjat der. Resultatet er endt som That’s Why God Made the Radio, nok det bedste album fra den kant siden 1977’s Love You (altså også et slags jubilæum!). Ja, ja, don’t get your knickers in a twist, det er ikke frelserens genkomst, men dog 12 fine sange, hvoraf Brian er ophavsmand til de 11. Her stryges lytteren i den grad med fimrehårene, alt folder sig smukt ud, vokalerne sidder lige, hvor de skal, og eneste overraskelse er vel i og for sig, at det er lykkedes at skabe så værdigt et værk. Det er det så til gengæld også. Lykkedes, altså. Lillebitte hurra for det.

 

Neil Young: Americana (Reprise/Warner) og The Beach Boys: That’s Why God Made the Radio (Capitol/EMI)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu