Læsetid: 8 min.

Tag mig væk herfra

’Photocity’ er en del af Copenhagen Photo Festival – cirka 20 forskellige udstillinger på Carlsberggrunden. Det kan godt klares på en dag. Men rart er det ikke
Billedet af en engelsk bombehund på helikopter landingspladsen ved Camp Bastian, Afghanistan, er ifølge Michael Jeppesen et af de få lyspunkter på den omfangsrige fotoudstilling ’Photocity’, der kan ses til og med søndag.

Billedet af en engelsk bombehund på helikopter landingspladsen ved Camp Bastian, Afghanistan, er ifølge Michael Jeppesen et af de få lyspunkter på den omfangsrige fotoudstilling ’Photocity’, der kan ses til og med søndag.

Ditte Valente

15. juni 2012

Inden vi får ryddet alt for meget op i det der hjemløshed, burde vi nok skænke de hundredevis af fotografer, der i så fald ville miste noget at tage billeder af, en tanke. Brystkræft synes også at have et marked uden for hospitalerne. Og mennesker der slapper helt af i ansigtet. Det er noget med, at det er fake at posere, så derfor skal man se så sløv ud som muligt – gerne kun iført underbukser – for at fotografen kan lave noget ærligt. Og det er selvfølgelig allerbedst, hvis man står i et beskidt køkken.

Den censurerede udstilling i Store DSV er en blandet landhandel af kunstsyn. Det er alt sammen alvorligt og selvhøjtideligt, og bortset fra de obligatoriske særlingebilleder så har der været musestille, imens der er blevet skudt. Man kan næsten forestille sig andægtigheden, imens en udstoppet lille abe er blevet fotograferet i en plastikpose. Eller et pythonskind og en leopardpels foldet sammen i en bøtte af plastik. Man må håbe, at fotografen kan sove igen efter den voldsomme oplevelse, det må have været på så nært hold at dokumentere det moderne samfunds kyniske forhold til naturen.
Bedømmelse 3/6

Politikens fotografer præsenterer deres fotografier og er dermed åbenbart også kvalificerede til en fotofestival, selv om avissider, reportager og stor selvforståelse egner sig bedre som baggrund for billederne end store størrelser og rå, hvide udstillingskuber. Det, der i avisen fremstår som et stærkt reportagefotografi, fremstår i en kunstsammenhæng som svagt og usikkert. At kalde Politiken-fotografernes billeder for billedkunst, svarer til at kalde DJ Aligator for en klassiker. Det er effektsøgende, det er æstetisk nytår, det er symbolladet som i sort-hvid, krig-fred, hjerte-smerte. Her er en triatlet, der cykler foran fjernsynet i sin stue. Og man forstår redaktørernes glæde: Så meget kontrast i ét billede, noget, der ellers hører til udenfor, indenfor, en farverig cykel i en trist lejlighed, en passioneret mand i et kedeligt liv. Som med alle Politiken-billederne er den lige så let at læse som en valgplakat (der også foregiver at være dyb).
Bedømmelse 1/6

Photo City har også elevudstillinger og et fællesskab, som hedder Kronotop, der alle sammen har invaderet en absurd stor fjerdesal med en fuldstændigt ublu mængder motiver. Røde roser på et bord, nøgne kroppe, linedancere, en dynge sand, to nøgne kroppe, hvor kønsorganerne og brystvorterne er blevet fjernet i photoshop (for dummies) og en leverpostejmad med chili over for et stykke fisk, hvorunder der står skrevet: »Mælk har gjort ham stor, høj og behåret som en hvid mand.« Her er så meget blevet krydset fingre, imens der er blevet printet og fremkaldt. Måske er det kunst, har de tænkt.
Bedømmelse 2/6

Ovenpå i Bilder prøver de ikke engang på at lave kunst, eller reportagefotografi eller noget som helst andet. Det ligner dårlige parodier på produktfotos. Her kan man se, hvordan mysli ser ud, når der ligger et jordbær i skålen. Eller hvordan en lakseside ser ud, når den hænger i en krog. Og så er der selvfølgelig den frække i klassen, der ikke kan lade være med at flirte med den der kunst, og som har taget billeder af sexlegetøj, der sidder i henholdsvis et køleskab, et akvarium og et toiletskab. Av.
Bedømmelse 1/6

Fatamorgana – sommerudstilling må være god. Det er den ikke. Det er en tour de force i fordomme og klicheer. Det er rendyrket slackerfotografi, hvor man fotograferer apatisk og nægter at tage social eller politisk stilling til noget som helst samtidig med, at man både snobber nedad og griner ironisk. Her er en ældre mand, der forsøger at være smart i en måske lidt for farvestrålende trøje, imens han har glemt at lukke for ’tivoli’. Og en dame der træner på en romaskine ude i naturen. Tihi.

Fatamorgana har også den obligatoriske mængde skidt og lort, fordi man ofte blandt kunstnere lider af en vrangforestilling om, at der findes en stor ægte folkelig kerne af arbejdere derude. Vi skal bare ud i en rå virkelighed, der er livet, der er den sjæl, vi ikke selv synes, vi har. Hey, venner, har I hørt om 00’erne? Og før det 90’erne? Der har været nogen og reparere det meste. Det er tidslommer I fotograferer, ikke virkeligheden.
Bedømmelse 2/6

Frederiksberg Photo Walk har rykket 130 fotografier er rykket ud i bybilledet, som har indtaget Gl. Kongevej. Det skulle være så godt med en cykeltur på Gl. Kongevej. Men man bliver hurtig træt i Photocity. Der er så mange motiver, det næsten er for evigt, og hver eneste er taget, fordi fotografen mener, at det er et motiv, der er værd at fotografere, enten fordi det har æstetisk værdi, eller fordi det fortæller os noget om livet (men mest, fordi det ser skørt ud). Man skal dog ikke se mange billeder, før det går op for én, at alt har æstetisk værdi. Og at alt åbenbart fortæller os noget om livet. Vi vidste godt på forhånd, at alt kan være kunst, men her er det virkelig ALT, som er det. Det ophæver på en måde rammerne for en udstilling, fordi at der intet er til hinder for, at det, der er uden for rammerne, også er kunst. Man kunne tage et billede af søjlen i gulvet i Ny Tap, og det ville kunne hænge på væggen. Man ville kunne tage et billede af billedet af søjlen. Man ville kunne ryste kameraet imens. Det er, som om dem, der har grundlagt Photocity, lever i en verden, hvor de tror, at folk kun ser Mona Lisa, fordi de synes, det er et godt maleri. Som om der ikke findes andet end værket. Deres ’by’ minder i hvert fald én om, at dosering er kunstverdenens svar på skuespillernes timing. Uden den er det hele lige meget.

Der er ingen fotografier på Gl. Kongevej og ikke andet end fotografier. Og 130 af dem er en del af Copenhagen Photo Festival. Der er et modebillede i en frisørsalon. Og et lille portræt af en grønlandsk dreng i en indretningsbutik. Der er en mand, der laver pølser i en ... hov, en mand, der laver pølser! Fundet! Det ER kunst de snoldede små billeder, der hænger lidt hist og pist. Der er to mere! En lækker model i en Helsekost-butik ved siden af en solnedgang bag en kirke.
Bedømmelse 1/6

Billederne i Danbolig-butikken skråt overfor er bedre. Men måske er de også med. Hvem ved. Vi må hellere give dem stjerner.
Bedømmelse 2/6

Tilbage på Carlsbergrunden og nu i Bryghuset, hvor Galleri Naboløs har kurateret A World Apart, er vi endelig kommet op på et niveau, hvor det ikke er spild af tid. Her er for eksempel seks indpakkede biler; det kan man forstå. De ser sjove ud i øde omgivelser, fordi de er så anderledes.

Her er også en skorsten og et pariserhjul, der ser sjove ud fra toppen af de trætoppe, hvor de er fotograferet, fordi de ser så anderledes ud. Og her er en vidunderlig thuja (nåletræ i cypresfamilien, red.), der har vokset sig stor og er blevet klippet i noget anderledes former, hvilket ser spøjst ud op ad huset. Og her er noget der virkelig er anderledes, to billeder med titlen »man, nature, technology«, hvor man ser to personer i færd med at udføre videnskabelige forsøg i dertil konstruerede maskiner.
Bedømmelse 4/6

De fotojournaliststuderende har deres egen udstilling, hvor en pige har prøvet at genskabe feriebilleder med sig selv fra ’94 og udstillet det gamle og det nye side om side. Altid sjovt at se noget mange år efter. Og dagens mest rørende billeder hænger på en af de næste etager og er en serie om en sexarbejdere, hvor fordommene er blevet derhjemme og der i stedet er fokus på forholdet til børnene. Det sidste billede, hvor den mindste sover i de røde dyner, er næsten hele Photocity værd. (Og nej, det er ikke de samme røde dyner, som man ser sexarbejderen knalde i, det er trods alt ikke en Politikenfotograf, der har taget serien).
Bedømmelse 4/6

Rapporter fra Revolutionen er demoer, protester og rejste arme. Det er et printet politiken.dk-fotogalleri med alt godt fra Reuters.
Bedømmelse 1/6

På Slottet opdager man i Getty Images It Takes More, at der også findes en superliga for almindelige fotografer. Det er Gursky uden DSU-laget. Det er perfekt lys, perfekt, perfekt, perfekt alting. Det er et nærværende skud af Messi og et cykelløb på vej gennem en mikroskopisk gade med tusinder af tilskuere. Det er, hvad Peter Møller var for fodbolden: en maksimal udnyttelse af et lille talent. Det er politimænds fødder, fotograferet imens de står i blod. Og det er en kvinde, der er retoucheret så meget, at hun ligner en dukke.
Bedømmelse 2/6

All the Angels in Heaven af Pascal Blondeau er Vice Magazine om igen. Her er en fastelavnsnonne med et grønt plastikgevær. Behøver man at sige mere?!
Bedømmelse 2/6

Henrik Saxgrens Brikby er gode (gamle) håndværksmæssige fotodyder og solid kameraføring i en by, hvor forsvaret laver kunst og Saxgren dokumenterer. Danske soldater på træning over for frivillige, der er klædt ud som talebanere. Det ser lidt fjollet ud, og mere er der ikke i det.
Bedømmelse 2/6

Detour er en serie billeder af en rusten bil i en skov. Man venter kun på, at musikvideoen skal begynde.
Bedømmelse 1/6

Hvornår slutter krigen? med billeder fra Eksjugoslavien er klassisk reportagefotografi.
Bedømmelse 2/6

Den glemte krig er en glemt krig i Burma, som helt sikkert har brug for opmærksomhed, men de samme krigsbilleder, som vi har set i tusindvis ...?
Bedømmelse 1/6

Langt væk fra de andre ligger Halmlageret. De sidste 20 bryggeriarbejdere står på hjørnet og drikker bajere. Ukrudtet har ædt asfalten. Og indenfor æder Pressefotografforbundet ens sjæl med nogle af dagens mest ligegyldige billeder. Bevares, indiske rugemødre er interessante. Til en reportage! Ikke til et halmlager! Selv Sofie Amalie Klougart skuffer med en tendentiøs og falmet rejse til Egypten. Det eneste lyspunkt er en hund, der bliver båret af en soldat i Helmand. Hunden kigger lige i linsen med disillusionerede øjne. Hvis du havde set, hvad jeg havde set, siger den på vej op i en helikopter. Kære hund, jeg har set, hvad du har set. Tag mig med, langt væk herfra.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hej Michael,

Dejligt med noget kritik! Det lyder jo som generelt lort - er der nogle udstillinger som så er værd at besøge? Er vi ude i noget Per Morten Abrahamsen og hans plastikposer?

mvh
Lasse

jonas husballe

Hej Michael.

Har lige læst dine anmeldelser af udstillingen. Du er lige en tand for selvfed og forudindtaget til mit fredagshumør, end hvad godt er
.
Jeg håber for Information, at de har bedre anmeldere end dig. For du er nok den mindst objektive og nutidsfornægtende anmelder jeg længe har stiftet bekendtskab med. Mage til snobberi skal man lede længe efter.

Knus Jonas

serge kuznetsov

Jeg synes det er interessant at du sviner Fatamorgana til for at beskæftige sig med klicheer, men hylder fotojournalister for at hoppe med på en internet dille der er lige så uoriginal og udvasket som dit forsøg på at bedømme foto udstillinger.

Erik Daugaard

....Ingen ville lade sig mærke med, at han intet så, for så havde han jo ikke duet i sit embede, eller været meget dum. Ingen af kejserens klæder havde gjort sådan lykke.
“Men han har jo ikke noget på,” sagde Michael Jeppesen.....

Ditte Mikkel

Serge Kuznetsov, interessant pointe, blot surt, at du ikke kan læse. I anmeldelsen gøres der netop indirekte nar af hende der har genskabt gamle feriebilleder. Altid sjovt, står der, hvilket du vælger at læse som en hyldest. Hmmmm