Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Tilbage i kampen

Efter at have ført en noget skyggeagtig tilværelse i nullerne er The Smashing Pumpkins med en revitaliseret Billy Corgan i front tilbage på rette spor med et af karrierens bedste album  
Kultur
22. juni 2012

Det er, som om The Smashing Pumpkins er gået lidt i glemmebogen, når talen falder på ’store’ halvfemserorkestre fra USA; Nirvana, tjek. Pearl Jam, tjek.  Soundgarden, tjek. Ja, selv Alice in Chains og Screaming Trees, tjek og tjek. Men The Smashing Pumpkins, ja, selv om gruppen i midten af årtiet var noget i retning af verdens populæreste rockband med to kommercielt og kunstnerisk fænomenalt succesfulde albums i bagagen, Siamese Dream (1993) og dobbelt-cd’en Mellon Colie and the Infinite Sadness (1995), er deres eftermæle ikke nær så sagnomspundent som de tidligere nævnte navne. Og det selv om gruppens altdominerende frontfigur, Billy Corgan, faktisk er en exceptionel dygtig sangskriver (når han altså er det), der som musiker tidligt brød med reglerne for almindelig takt og tone inden for den alternative rock, som bandet måske/måske ikke udsprang af.

I gruppens både imposante og personlige udtryk var der plads til lidt af hvert; ukurante genrer som progrock, old school heavy og goth indgik en uhellig alliance med psychedelia og dream pop og tilsat en god portion opportunisme (forklædt som 90’ernes mare, ironi!) blev et enormt publikum nået. Men så skred bandet pludselig i swinget. Eller tingene skred for bandet: Gruppens keyboardspiller, Jonathan Melvoin, døde i ’96 af en overdosis, som han tog i selskab med trommeslager Jimmy Chamberlain, der godt nok overlevede, men ikke desto mindre blev strittet ud af bandet, der lidet overbevisende humpede videre. 1998’s Adore var på alle måder en skuffelse, og ved årtusindskiftet erklærede Corgan bandet for opløst. Og jeg mindes ikke mange, der græd tårer af den grund, for selv om man med ujævne mellemrum pander ind i en vaskeægte fan, der stædigt fastholder, at gruppen var blandt årtiets allerstørste, var de på daværende tidspunkt afskrevet af de fleste.  

I ypperlig form

Nå, Corgan dannede straks et nyt band, Zwan, hvis ene album ikke rykkede stort, så i 2005 udsendte han sit til dato eneste soloplade, det ambitiøst spraglede, men også glimtvist fremragende Future Embrace. At det ikke rykkede mere, end tilfældet var, er egentlig lidt underligt, hvorfor Corgan samme år gendannede The Smashing Pumpkins, der i ’07 udsendte det hårdt rockende, men skuffende Zeitgeist. Anno 2012 er der ingen af gruppens oprindelige medlemmer tilbage i folden, og The Smashing Pumpkins er vel i højere grad et varemærke end et bandnavn. Men når Corgan under disse omstændigheder formår at skabe et værk som det nærværende Oceania, den første egentlige Pumpkins-skive i fem år, er det uanset omstændighederne umuligt at afskrive ham. Hvad mange nok primært gør, fordi personen Billy Corgan kan være svær at tage. Men fuck det, når han nu skriver så überfine sange, som tilfældet er her. Hvad fanden, man skal jo ikke flytte sammen med ham, vel?

Tag f.eks, bare åbningssalven, »Quasar«, et tordnende rocknummer, nok Corgans bedste af slagsen siden »Everlasting Gaze«. De der absurd hvirvlende guitarer, der altid har været et af gruppens særkender, folder sig her helt ud og minder om, hvor eklektisk og sær en personage han er; modsat andre såkaldte alternative kunstnere har Corgan aldrig skyet det grandiose, og mestrer man lortet, så skal der ikke lyde klager herfra. I det hele taget vedkender han sig gladelig arven fra 70’ernes armsvingende mainstreamrock (fra ELO til Cheap Trick!), men fucker det i processen så gedigent op, at det altid ender som noget dybt personligt. Og på Oceania er den gamle kontrære vampyr vitterligt i ypperlig form, sange som »My Love Is Winter«, titelnummeret, »The Celestials« og »One Diamond, One Heart« hører til blandt de bedste, han har begået.

Jeg ved ikke rigtig, om verden er klar til en Smashing Pumpkins-renæssance, men det er jeg den ondelyneme. Det her er nemlig bare godt.

 

The Smashing Pumpkins: ’Oceania’ (Martha’s Music/EMI)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her