Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Trommeslager med strygere

Men Palle Mikkelborg blev dog hovedperson i Stefan Pasborgs fusionsprojekt
Kultur
18. juni 2012

Blandt de aktiviteter, som andre spillesteder ikke kunne overtage under den lange skybrudsskadelukning af Copenhagen Jazzhouse, var husets mere langsigtede projekter. Sidste år var trommeslageren, orkesterlederen og komponisten Stefan Pasborg udpeget til ’Artist in Residence’ i jazzhuset, men på grund af skybruddet blev residensen kun halvårlig, og flere af hans planlagte projekter blev dermed hjemløse.

Ét af dem – helt ny musik i en alliance med kollegerne Palle Mikkelborg og guitaristen Jeppe Kjellberg samt Johannes Søe Hansens DR Symfoniorkester-baserede strygekvartet – fik derfor først sin premiere i det genåbnede jazzhus i torsdags.

Selv om flere af de stykker, der indgik i de lange medleyer, som de to sæt (ét med og ét uden strygere) bestod af, var kendt i forvejen, og der således ikke i traditionel forstand var tale om en uropførelse, så var projektet værd at vente på. Angiveligt var det et forsøg på at få improvisations- og partiturmusik til at fungere som en helhed, og det lykkedes i lange stræk, især dér hvor Mikkelborg stod som ophavsmand.

Melodisk minimalisme

Der var perioder, hvor man syntes, at den i øvrigt brillant spillede strygekvartet sad lidt på sidelinjen af begivenhederne og var spist af med uledsagede sekvenser, der kunne være taget fra en Bartok- eller Ives-kvartet, men der var også tidspunkter, hvor kvartetten blev helt integreret i musikken eller fungerede som den bassist, projektet manglede efter klassiske jazzgruppebegreber, og dermed tilføjede både rytmisk plasticitet og tydeliggørelse af det harmoniske fundament.

Mikkelborgs brug af den i den rolle var helt suveræn i hans blot fire takter lange, men langt udspundne hyldest til John Cage, mens Pasborg fik den til at med enormt attak at deles om to rytmiske figurer som underlæg til en flot Kjellberg-solo.

Man kan sige, at aftenen bød på en hel del melodisk minimalisme, og at flere nuancer – eller simpelthen blot flere takter – i de melodiske strukturer ville have placeret kvartetten endnu bedre i musikken. På den baggrund kunne den have gjort fyldest i flere sekvenser fra det første sæt, f.eks. i Mikkelborgs H.C. Andersen-stykke (naturligvis baseret på de tre sidste toner i C-dur-skalaen i vilkårlig rækkefølge, dog ikke i titlen: »HCA«) eller i det tilbageblik på sin rolle som arrangør for Gasolin, Mikkelborg gav os i »Kloden drejer (stille rundt)«, der var impulsivt indbygget i sættets første suite.

Men dét, vi fik i andet sæt var rigeligt til at overbevise om projektets holdbarhed, så Pasborg, der igen imponerede med et økonomisk, men hele tiden nærværende og flot farvelæggende spil på sit udvidede slagtøj, må godt forsætte ad dette spor.

Jazzhouse torsdag: Pasborg/Mikkelborg/Kjellberg Project

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her