For 11 år siden blev en større gruppe turister kidnappet af en islamistisk separatist-terrorgruppe i Filippinerne. De af gidslernes regeringer eller pårørende, som hostede op med løsepenge, fik deres landsmænd retur i intakt tilstand. De gidsler, der ikke blev købt fri, blev i månedsvis ført gennem en tilsyneladende endeløs jungle.
At den filippinske hær var på sporet af kidnapperne, kunne kun til dels betragtes som en god nyhed, da deres redningsaktioner havde det med at bringe også gidslerne i skudlinjen.
Denne ugerning er der nu lavet en film om, den kontant betitlede Captive. Manden bag er den filippinske instruktør Brillante Mendoza, som da også hovedsageligt iscenesætter, som var der tale om en dokumentarfilm. En strategi, som følges helt til dørs med en meget effektfuld freeze frame.
Bizart bryllup
Navnlig i selve kidnapningsscenen er kombinationen af hektisk tempo og håndholdt kamera yderst velegnet til at formidle den panik og rædsel, gidslerne må have følt. Dertil kommer, at Mendozas klippeteknik er så – formentlig fuldt tilsigtet – grovkornet, at man af og til ikke helt opfanger, hvad der foregår. Kun via et par majestætiske totalbilleder får tilskueren et strejf af den visuelle ro og ligevægt, Mendoza ellers logisk nok styrer uden om i sin filmiske fremstilling.
Captive har altså en ganske stor gruppe mennesker som omdrejningspunkt, men er alligevel ikke en fuldtonet ensemblefilm. Den har en slags hovedperson i den franske hjælpearbejder Thérèse, som spilles af det eneste kendte navn på rollelisten, Isabelle Huppert. Et oplagt valg, da Huppert flere gange i karrieren har vist sin vilje til at gå linen ud. Hun rammer da også sit højdepunkt i en scene, hvor Thereses mentale sammenbrud synes endog meget nært forestående. Huppert formår at få en troværdig figur ud af en kvinde, der rummer masser af empati og barmhjertighed, men også har et temperament og en retfærdighedssans, som under omstændighederne er uhyre farlig. Gidselstagernes stærke religiøse tro understreges blandt andet, når de gør kort proces med kristne hellige objekter som bibler og Jomfru Maria-figurer. Desuden finder en af dem en ægtefælle i et gidsel, hvilket må siges at være en særlig bogstavelig form for tvangsægteskab.
Som tiden går, sætter det berømte Stockholm-syndrom dog ligeledes ind, måske også som følge af de fælles fjender, som Mendoza gør en del ud af at vise: skorpioner, slanger og andre potentielt dødbringende skabninger, der har junglen som hjemmebane.
Navnlig Thérèse og den yngste af gidseltagerne – som på det nærmeste er barnesoldat – udvikler en form for forståelse for hinanden. I et af filmens få humorglimt beder en af de øvrige terrorister ligefrem Therese om at holde hans M-16 riffel, fordi han skal bruge begge hænder til at demonstrere, hvordan hun ved hjælp af et tæppe kan vaske sig med ærbarheden i behold. Captive er altså en ekstrem historie fortalt med ofte opsigtsvækkende virkemidler. Enkelte steder lidt for opsigtsvækkende. Det er stræben efter både effekt og affekt, når Mendoza i nærbilleder filmer, hvad der ligner en ganske autentisk fødsel, som finder sted på et hospital under intens beskydning. Livet går videre, forstår vi, men den pointe havde vi nu nok fanget alligevel, takket være Thérèses udholdenhed og generelt vellykkede forsøg på at opretholde en vis værdighed midt i vanviddet.
Captive. Instruktion: Brillante Mendoza. Manuskript: Brillante Mendoza, Patrick Bancarel, Boots Agbayani Pastor og Arlyn de la Cruz. Filippinsk-fransk-tysk-britisk (Empire og Vester Vov Vov i København samt en række biografer i provinsen)
