Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Uforsonligt groovende

Solen skinner vel sagtens på Jamaica, men ikke udpræget i denne fængslende ombæring af dansk dancehall. Alvoren hos EaggerStunn er lige så tonstung som beatbunden, mens Raske Penge er en herlig og original iscenesætter
Raske Penge er aktuel med udgivelsen ’Original’. Og det er lige, hvad det er. Når den storskæggede gut samtidig trækker på sit journalistiske brainstorm- og researchapparat, ligner det for alvor noget.

Raske Penge er aktuel med udgivelsen ’Original’. Og det er lige, hvad det er. Når den storskæggede gut samtidig trækker på sit journalistiske brainstorm- og researchapparat, ligner det for alvor noget.

Malte Kristiansen

Kultur
9. juni 2012

Ny musik

I fjor gjorde dansk raps tredje og snavsede bølge endelig indhug i den samlede lyttetid og overrumplede med sin uimponerede og überproduktive ’her kommer vi, den her video skød vi i går aftes, og hvem fanden var Den Gale Pose i øvrigt?’-attitude. Det var en forfriskende blodtransfusion til en så småt åreladet flok frontkæmpere. Men det færdige produkt bar også præg af, at de nye knægte på blokken manglede bundniveau og sproglig finesse.

Det samme mismål mellem levering og dygtighed kommer ikke til at såre dancehallen i 2012. Året står allerede i den elektronisk forcerede reggae-afarts vuggende tegn med bidrag fra Klumben, Wafande, Kaka og Chaka Loveless, der alle gør Jamaica ære uden at tangere tidligere tiders danske pasticher. Og nu er Raske Penge og EaggerStunn så parate med udgivelser, der markerer, at dansk dancehall er gået hen og blevet voksen. Afsenderne er godt oppe i årene – dvs. mindst midt i trediverne – og det høres. Heldigvis. For nu handler det for alvor om noget.

Fiffige rollespil

Raske Penge har i en årrække markeret sig som stenbroens mest toneangivende dancehall-dj under aliasset Ras Money. Vi har altså at gøre med en connaisseur, der i en sen alder springer ud som vokalist.

Oven på to smagsprøver i 2011 resulterer det i fem (stort set) nye skæringer fordelt på download og vinylmaxi’en Original. Og det er lige, hvad det er. Når den storskæggede gut samtidig trækker på sit journalistiske brainstorm- og researchapparat, ligner det for alvor noget. Hver sang er en veludført tematisk størrelse, afsunget med Raske Penges nasale og digitalt bearbejdede stemme, der giver et tegneserie-feel til hans alsidige rollespil. I »Baghave« møder vi den kriminelle, der må begå indbrud for at få råd til sine stoffer, selv om han meget hellere ville have sin ’medicin’ fra staten. »Original Bang Ding« hylder blandt andre »dem, der rocker ud på rattet til en radiostation, filmer hele lortet på en smart telefon«. Højdepunktet nås alligevel først med »Intelligent«. Over den blippende crunk-bund beretter Raske Penge om et socialt mindrebemidlet geni, som var »god til ting i timen, men svag op i det frikvarter«.

Det er suverænt set – med et væld af fiffige indfald og sprogligt overskud, selv om det vel trods alt burde »knage« og ikke »knase«, når vores hævngerrige videnskabsmand tænker løs – med mindre noget ligefrem går i stykker indeni.

Pjank ingen adgang

Endelig er der den lettere ubehagelige »Mandsling«, som rammende – og paradoksalt aggressivt – skælder ud på den aggressive steroide-bride, der altid vil slås og pumper sig selv op på snitter. I tråd med nyere dansk reggaetradition forstår vi uvanen tro, at det eneste rusmiddel, der er helt i orden, er variationer over det, der jo mestendels handles i rockerdømmet Pusher Street.

Således også på EaggerStunns olme debutalbum, hvor politiet over en bred kam er nogle ’svin’, der konfiskerer folks tjald – og fiskeknive! Det ændrer selvfølgelig ikke ved, at »Kugledans« meget vel kan stå tilbage som årets nummer efter 2012. Sangen illustrerer ikke bare duoens og gæsterapper Geolo G’s vrede mod ordensmagt, ’vikinger’, ’beduiner’ og andre skydegale – ørehængeren er selve kernen i EaggerStunns indædte version af dancehall på dansk.

Duoen består af rapperen/toasteren Eaggerman fra Bikstok Røgsystem og trommeslageren Stunn Gunn fra Booty Cologne. De to ville væk fra pjanket, der hidtil har kendetegnet dancehallen herhjemme. Og det kommer de gennem kølig dub, skurrende electronica, forceret hiphop og laid back (sic!) reggae … der som oftest skælder ud på et paranoiabefængt samfund, hvor slipsedrenge og stramme kalendere generer den gode Eaggerman, som jo bare vil rable sine symbolladede remser og ryge i fred. »Vi hykler på vores cykler med lad / men kan ikke løbe væk, selvom hjertet det godt gad«, lyder det undervejs.

Det er uforsonligt og fængslende – men det er måske mest af alt Stunn Gunns fortjeneste. Produceren og programmøren rammer godt nok kun i »Fast hånd« noget, der byder »Kugledans« op til dans på hitlisten. Men hans grumme fornemmelse for grooves er langtidsholdbar.

 

Raske Penge: ’Original’ (Raske Plader/Target). Er udkommet

EaggerStunn: ’Armagedion’ (Fake Diamond/A:larm). Er udkommet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her