Læsetid: 3 min.

De voksne kan også være bange ...

... og synge mange bange sange. Som Christian Juncker, der på sit fjerde album – som et katalog af afmagt – tager fat i gråvejret og angsten i den hvide middelklasse
23. juni 2012

Det er sjældent, at det første omkvæd på en plade handler om, at hovedpersonen kan være bange. Men den er god nok. »Jeg bliver bange/ Der er ingenting at være bange for/ Og det er man så/ Bange for«, gjalder Christian Juncker på sit nye, fjerde album Noia Noia.

Vi er i Brønshøj. Herfra går hr. Junckers verden. Og efter en album-trilogi, der var forankret i det helt personlige og fortidens kviksand, er vi nu på sikker grund i et mere krydsvinklet fortælleunivers. Her er jeg’et ikke nødvendigvis i lige så høj grad lig med sangeren. Men alligevel lig med ham, dig, mig og naboen. I hvert fald hvis man er hvid, middelklassemand og -kvinde. Mest -mand.

’Plejer’ er på ingen måde død i Junckers verden, og alt får lov at gå sin skæve, komfortable gang i Lidenlund. Her ved alle, at den er rivende gal et sted derude og et sted herinde, men ingen kan få fat om det og flå det op med rode. Heller ikke Juncker. Så Noia Noia former sig som et afmagtskatalog, hvor personerne forsøger at ignorere eller overleve eller finde en eller anden zenbuddhistisk accept af gråvejret i os alle.

Smagfuldt moderne

Noia Noia byder ikke på musikalske jordskælv, ja, har det med at blive monoton over en hel plade. I den smagfuldt moderne singersongwriter/poprock findes en accept af eller overgivelse til rammerne og reglerne. Akkurat som i mange af teksterne, bare endnu mere komfortabelt. Lovbogen er blevet udfordret af andre, og elektroniske klange og beats er blot nyligt indlemmede punkter i det konservative partiprogram. Vers er noget, der skal fylde os med længsel og dårende følelser. Omkvædene er eftertænksomhedens holdepladser. Vi har det helt i orden, ligesom vi plejer, og så længe musikken spiller.

Og hvor ville det hele være kedsommeligt, hvis ikke Juncker formåede at skrive så strålende sange som »Så længe vi er her«, »Når månen samler støv«, »Mere end ramt« og »Så godt som død«, hvor patos synes at finde en særlig smuk og sangbar form.

Jeg bliver desværre undervejs lidt træt af alle Junckers ordspil, der har det med at blive studentikose og lugte af Piet Hein. Som om et ordspils smarthed ophøjer kombinationen af ord til en højere sandhed: »Mere end ramt/ Selv når jeg bliver ramt forbi.«

Halvvejs gennem pladen synes jeg’et så at stikke af, forsøge at slippe væk – fra Brønshøj, sig selv, det hele. Der er blod og sæd på skær, tæger i skød, larver i mund, og vi står i kø til at dø. Desperationen driver sejrende og hærgende gennem disse sange – og matches så i øvrigt overhovedet ikke af musikken.

En behersket kulturrevser

Og til sidst når en mand tilbage til det omverdensforskrækkede udgangspunkt fra pladens begyndelse, hvor han bare venter på, at den elskede kommer hjem. Fred være med det.

Noia Noia er et katalog over længsler, angst, afmagt, kærlighedskvababbelser. Et civiliseret bud på, hvordan vi glider af på de eksistentielle tacklinger. Og, jo, som hvid middelklassemand genkender jeg det hele. På den led er Juncker en samfundsbevarende poet, en behersket kulturrevser (altså indtil pladens anden halvdel). En af den slags mennesker, som altid vil sørge for, at en social situation fungerer smertefrit. Og som sådan overordentlig sympatisk, beleven, charmerende.

Lige indtil han har fået nok, filmen knækker, og han vælter ud ad døren med værternes bedste flaske rødvin dinglende i dødningehånden – og et fuck-tegn fra den anden. For så at komme tilbage dagen efter med en ny flaske rødvin og en buket af undskyldninger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu