Læsetid: 3 min.

Appassionata med en argentinsk løvinde

Ingrid Fliters klaveraften i Tivoli var en begivenhed, men desværre uden større bevågenhed
Ingrid Fliters klaveraften i Tivoli var en begivenhed, men desværre uden større bevågenhed
4. juli 2012

Havde det nu været Beethoven med Lang Lang, ville Tivolis Koncertsal have været en filial af Roskilde Festival. Men det var Beet­hoven med Ingrid Fliter, en verdenspianist uden glimmer, gags og glamour, og fremmødet på stolene var så beskedent, at man ikke kunne fatte, at denne koncert fandt sted i en europæisk hovedstad. Fred være med den kinesiske sprællemand, som har alverdens pr-apparater i ryggen, men hans manierede Beethoven-spil tåler ved den søde grød ingen sammenligning med det kunstneriske format, den argentinske pianist demonstrerede over for det grånende publikum mandag aften. Ingrid Fliter er ung og smuk, men åbenbart ikke ung og smuk på den smarte måde. Alligevel har ryet om hendes Beethoven-fortolkninger bredt sig som en steppebrand ud over kontinenterne. Hun spillede faktisk Beethoven med DR Radiosymfoniorkestret i februar, så vejen til Fliters Tivoli-aften lå for så vidt åben og forjættende.

Stor regissør

De bebudede efterretninger blev indfriet i en sådan grad, at man måtte både juble og forundres. Ingrid Fliter bliver protegeret af fænomenet Martha Argerich, men hun er absolut ingen klon af sin mentor. Man hørte Fliter som en sjælden kombination af renfærdig tekstfortolker og original kunstnerpersonlighed; hendes teknik er aldeles virtuos, men det er ikke noget, hun skilter med, den stod i Beethovens tjeneste. Hun analyser det kendte materiale ud fra nye vinkler, og hun forfølger sine mål med blik for arkitektonisk mangfoldighed; og klangfornemmelsen er intet mindre end sublim, som om hun vil fralokke instrumentet menneskelige stemmer eller farver og spillemåder fra det store orkester. Ingrid Fliter er med andre ord en stor regissør og en begavet genfortæller af de store klassikere.

Måske begyndte det noget forsigtigt i Es-dur-sonaten (opus 31 nr. 3), kontakten skulle etableres, også hos en troldmand som Iniesta behøver hjerneprocesserne vel en sådan justering, før det subtile pasningspil begynder at glide. Men i den mørke trippende scherzo var Fliter helt i sit es, skudsikker og usvigelig præcis på fingerspidserne. Helt anderledes amourøst og graciøst syngende i menuetten, med en mageløs klanglægning af trioens akkordskift fra dybde til top, som var det en for tidligt ankommet Debussy. Og selv om Beethoven angiver ’ildfuldt’ i finalen, blev passionen løftet højere op til en utrættelig og yndefuld leg med et rytmisk motiv, vægtløst og apollinsk.

Evighedsmaskine

Søsterværket i d-mol (opus 31 nr. 2), kaldt Stormen efter Shakespeare, var en ganske anden sag. De tre satser blev i Fliters hænder samlet til en episk forestilling. Stormens rastløse førstesats springer ud af en sagte brudt akkord, en fødselsproces, der gentages og udvides flere gange, en pendulering mellem døden og livet, at være eller ikke at være. Og det var helt besættende at følge, ikke mindst Fliters brogede anslagskatalog og finmekaniske nivellering af de svagere styrkegrader. Med sine registerskift kunne adagioen repræsentere en imaginær operascene, det var også i en sådan natlig atmosfære Fliter iscenesatte den med sangere og et dunkelt ledsagende orkester. Og herefter finalens evighedsmaskine, ikke forceret, men suverænt afvejede pasninger fra hånd til hånd, tålmodigt med overblik.

Beethovens Variationsværk i c-mol (WoO 80) har decideret improvisationskarakter, og derfor lå det perfekt op ad Ingrid Fliters udlægning af den ikonografiske f-mol-sonate Appassionata. Her skete der nemlig noget interessant: Indtil dette tidspunkt havde hun haft upåklagelig kontrol over alle klaverspillets parametre. Nu var det, som om hun satsede hele butikken og bogstavelig talt kastede sig ud i en genskabelsesproces. Det medførte en hel del fejlslag og også små blackouts, men det kom ikke til at forskubbe indtrykket af noget grandiost. Den argentinske løvinde fjernede sig fra sonatens filosofisk tyngede opførelsespraksis, ja, hun afmytologiserede den, og kæmpende og opslugt i selve den musikalske materie skabte hun den som en gigantisk klaverfantasi. Det var græsseligt, at ikke flere var med på den odyssé.

Beethoven-aften med Ingrid Fliter. Tivolis Koncertsal den 2. juli

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis man vil undgå at skulle reklamere og slå på tromme for projektet, er musik-undervisning i folke-skolen en måde at bevidstgøre på.

Gabet mellem tilhører og udøver i dette lille land er efter en konstant udsultning af almen viden om historiske, faglige, og helt elementært knowledge om et systems muligheder på et absolut lavpunkt, så ordet analfabeter ikke er skudt ved siden af.

Når den simple besked er forstået vil det gab og den utålelige markeds-føring blive lukket.

Her er tegnet som forklarer det elementære der har givet adgang til det komplekses enkelhed:

I~I

PS
Hvis ovenstående følges vil det intelligente selv søge, i stedet for at man skal opsøge med fest og farver.

VH

Frederik Eriksen

Aftenen før denne koncert var der koncertopførelse af Bizets opera "Perlefiskerne", hvor der var fuldt hus - så måske var markedet mættet.