Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Bag det forløjede røgslør

Solipsister i cyberspace og abstrakter i hobetal. Det er en blandet fornøjelse med de nye højenergiske udspil fra Linkoban og Turboweekend
Kultur
27. juli 2012

Mens denne lytter en anelse utålmodigt venter på Lucy Loves tredje albumudspil, der skal følge op på 2010’s gift- og glødsprudende Kilo, er det ikke nogen tosset erstatning at lytte til hendes endnu yngre protegé, Linkoban. Den unge københavner dyrker ligesom sin mentor den britiske rap-afart, grime, men modsat Lucy Loves oprindeligt nedbarberede og siden hen melodisk ærgerrige stiløvelser, går Linkoban med den næsten maskuline stemmeføring helt og aldeles hardcore efter det kompromisløst rungende, metallisk gjaldende og oralt aggressive.

Det er der kommet en håndfuld mestendels lytteværdige numre ud af på den dancehall-dunkende debut-ep Super Into On It, som er udgivet på Lucy Loves endnu inferiøre, men yderst gennemførte pladeselskab, Super Billion Records.

Titelskæringen om søgende solipsister i cyberspace viser, at den flabede og storvrængende Linkoban ikke blot kan noget med stemmeføringen. Hun fører også lytteren ind i et univers uden at skære pointerne alt for kraftigt ud i pap. »I’m in love with the internet,« konstaterer hun på den ene side, mens den nærmest marcherende lilletrommerytme fistrer derudad. Og så på den anden side falder der en kommentar til nettets overflod af røgslør og forløjethed: »Do you see me or the me I wanna be?« Linkoban vil med andre ord have os til at tænke med.

Mere problematisk, mindre originalt synes et nummer som »Wipe Your Mouth«, der øjeblikkeligt bringer mindelser til duoen Fagget Fairys fire-fem år gamle clubbanger »Feed the Horse« og M.I.A.s take på bhangra. Linkoban er indtil videre et beskidt brusende bekendtskab på en overvejende positiv vis. Hvis hendes udtryk i højere grad kommer til at hvile i sig selv uden at læne sig så forstyrrende op ad de mange (formentlig ufrivilligt klare) referencer, bliver det spændende at høre mere fra hende end de indtil videre 17 minutters virvar af overstyrede effekter.

På konkreternes alter

Kvartetten Turboweekend har længe haft ry for at være blandt landets absolut stærkeste livenavne. Det skyldes ikke mindst forsanger Silas Bjerregaard. Hans vokal er afsindig karismatisk, gennemtrængende, råt klingende og så alligevel forfinet fraseret – og Turboweekend har da også fået et par store europæiske dj’s i remixtale af samme årsag.

På album nummer tre lader det til, at produktionen i højere grad end tidligere lukrerer på sit absolutte trumfkort. Bjerregaards stemme går i hvert fald rent igennem, ligesom de ofte hæsblæsende omkvæd i flere ombæringer bruger hans stemme som et ekstra instrument. Det sker således både på den groovende »Reflections On Crome« og førstesinglen »On My Side«. Bedst er melodimaterialet dog på »Cure« og »Neverending«, der om ikke andet så for gimmicket sender en samplet hilsen til Limahls 80’er-ouvertureventyr, »Never Ending Story«.

Personligt synes jeg dog, at Turboweekend er sjovere at opleve til en koncert end på plade, fordi numrene generelt (og versene i særdeleshed) kan være svære at dechifrere, og det skyldes ikke blot, at den retorikuddannede forsangers tekster er abstraktions- og symbolspækkede (»Drying Out In the Sun« for nu at nævne den mest gråmelerede og solblegede på albummet.)

Den fremadfejende electrorock er utvivlsomt vanvittigt stramt eksekveret med et konstant pumpende basattak fra Morten Køies potente metronom, men overraskelsesmomenterne ligger for langt tilbage i billedet til at stjæle opmærksomheden – for eksempel bliver Turboweekends flirt med acid house mærkbart mindre distinkt, end kollegerne i Spleen Uniteds.

Turboweekend er blevet spået sit internationale gennembrud med dette album, hvor EMI siges at bakke op. Mit bud er, at bandets materiale stadig er for sjældent iørefaldende sammenlignet med beslægtede navne som førnævnte Spleen United, When Saints Go Machine og I Got You On Tape. Hvis Turboweekend vil være mere end et fremragende liveband, skal noget af energien måske ofres på konkreterne og melodiernes alter.

 

 

 

Linkoban: Super Into On It (Superbillion/Playground)

Turboweekend: Fault Lines (EMI). Begge album er udkommet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her