Læsetid: 3 min.

En barndom i helvede

Offerhistorien om pigen Malin bliver til tider for meget. Men den bliver aldrig ligegyldig
Offerhistorien om pigen Malin bliver til tider for meget. Men den bliver aldrig ligegyldig
6. juli 2012

»Engang for længe, længe siden var jeg lykkelig,« skriver Malin Biller i åbningen på sin første bog på dansk. »Jeg husker det tydeligt.«

Det ledsagende stemningsbillede forestiller en overvægtig pige på syv år siddende alene foran et hus midt ude i en stor skov. Og så er stemningen lagt. I skovens dybe stille ro er en selvbiografisk tegneserieroman, og sjældent har man oplevet så tyngende en brug af datidsformen som i det indledende citat. Det er ikke bare længe siden, fortælleren var lykkelig. Det er meget længe siden. Og lykken er en tilstand, som for længst er overstået. Som ikke har været til stede meget længe. Og fortælleren husker hver en detalje i alt det onde.

Det er da også barske sager, Malin Biller disker op med i sin bog. I skovens dybe stille ro er historien om en dysfunktionel familie, der flytter til et hus inde i en mørk og øde skov, som selvfølgelig for familiens lille pige bliver selve sindbilledet på alt det, der går galt. Alene i en uforstående, truende omverden. En skov af troldske dimensioner, hvor man kan fare vild. Men også en skov, hvor man med vilje kan fare vild fra sig selv.

Og det er fordelen ved at bo sådan et sted, nemlig at man kan løbe lange ture. Det hjælper, hvis man har brug for at glemme sig selv: »Det bedste middel til at fortrænge noget, er at løbe så hurtigt, at man får ondt i kroppen i stedet for indeni.« Sagt af en pige på ti år fortæller det om en smertelig erfaring, der næsten ikke er til at bære.

Monster

Barndommen for den lille Malin rummer ikke mange lyspunkter ud over et venskab, der heldigvis varer længe og trækker lige så dybe spor som den familie, hun vokser op i. Forældrene befinder sig i en art permanent kold krig, hvor moren er neurotisk og uselvstændig, mens faren er umoden, labil, ude af stand til at sætte grænser og stadig mere alkoholiseret, indtil han endelig forlader kone og datter for at flytte sammen med en ung elskerinde, før han dør af kræft. Men inden da har han for længst vist over for den unge Malin, at han ikke bare er far, men også et monster, når han om aftenen lægger sig ind til hende og viser, hvor meget han elsker hende.

Ikke underligt at Malin gennemgår en regulær kædereaktion af psykiske lidelser. Hun bliver religiøs hysteriker, indadvendt, anoretiker, derefter abnormt fed og naturligvis hele tiden et oplagt mobbeoffer tvangsindlagt til terapi hos fodformede skolepsykologer. Og alt dette inden hun overhovedet når teenageårene.

Aldrig ligegyldig

Det er alt sammen for meget, både for Malin og for læseren. Malin er et offer. Med få undtagelser et offer for hele omverdenen, når den ene ulykke efter den anden vælter ned over hende. Det er hjerteskærende at læse om farens overgreb, men man bliver til sidst også helt lammet og ufølsom af den næsten karikerede offerhistorie.

Og på samme tid er Malin slet ikke et offer. For hun kommer jo igennem. Hun finder sig selv. Finder kunsten og oven i købet med tegneseriemediet sin specielle kunstform, som giver hende en identitet og en selvforståelse som et menneske, der ganske vist ikke er som alle andre, men at det også er en kvalitet.

Som voksen er Malin på ingen måde færdig med terapien, men hun er kommet så langt, at hun kan fortælle om barndommen i en stærkt ekspressiv undergrundsstil, der svinger mellem hurtige skitser, fede penselstrøg og dynamiske billeder. Hun kan forholde sig til sine traumer og bearbejde det til en fortælling, der trods det tunge indhold også er let fortalt og fuld af knusende kulsort humor.

I skovens dybe stille ro er for meget. Den er for meget offerhistorie, for urimelig, for karikeret og irriterende, men den er aldrig ligegyldig.

 

Malin Biller: I skovens dybe stille ro. Oversat af Pernille Arvedsen. 200 sider. Fahrenheit. 299,50 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu