Læsetid 5 min.

Buen spændt til bristepunktet

Dagen før affyring er Dyrskuepladsen forræderisk rolig. Alt og alle klargøres til fire dages overflod, overforbrug, overstyring. Men allerede inden det går løs kan man høre fremragende – især dansk – musik
Rapperen Kesi fik publikum til at råbe på løsladelse af hans fængslede homies, da han onsdag optrådte på Apollo-scenen.

Rapperen Kesi fik publikum til at råbe på løsladelse af hans fængslede homies, da han onsdag optrådte på Apollo-scenen.

Torkil Adsersen

6. juli 2012

Det er en bue, der spændes hårdere og hårdere. I et mageligt, men ufravigeligt tempo. Den armerede mandskabsvogn i sarte farver og leopardpletter står ubesteget hen. Apollos rumhjelm er tom. De orange pissoirkummer påspændt træerne er ikke sluttet til og ligner lommeudgaver af Christos installationskunst.

En lift sover med hovedet i gruset. Et siddeareal er ved at få sit første lag maling.

Alt ånder – forræderisk – fred og ro. Alt klargøres til affyring, alt galvaniseres, opvarmes og fintunes. Kroppe, scener, barer, munde, levere og nyrer, mixerpulte, lydsystemer, scenelys, øjne og ører.

Det er onsdag, dagen før det store brag, når portene ind til Roskildes festivalområde slås på vid gab. Men musikken gjalder allerede over den del af Dyrskupladsen, der er åben og hvor to af festivalens scener er i spil – og har været det siden søndag. Og hvor niveauet er enestående højt. Ja, flere bands alene denne onsdag er i denne anmelders ører mere eller mindre klar til at spille under selve hovedprogrammet fra torsdag til søndag.

Danske Girlseeker knager måske teknisk en kende i fugerne, men de er i færd med at bygge deres helt egen arkitektur. En egensindig, stout, mørk og sær pop, der blander kække synthriff, der kan lyde både som Joy Division, reklamemusik og old school house-riffs. Altså både kunst og kitsch. Tilsat benhårde maskintrommer af den stramt disciplinerede slags. Samt begavet, indviklet elguitar, der endda bruges til kompakte soli. Og dertil mørke new wave-vokaler fra dengang i sen-70’erne/start-80’erne, hvor man kunne have det dårligt på en utrolig kreativ måde – og som man her kan synge med på. Og det var altsammen indtryk fra de bare 15 fremragende minutter denne anmelder nåede at høre.

Finske French Films er til gengæld dygtige, men kedelige. I hvert fald efter den første benovelse over deres flerstemmigt leverede The Cure-fetich. Så jeg går. Men vender tilbage for at høre debutkoncerten med danske Slowolf, der er imponerende checkede, sammenhængende og klart formulerede i deres blanding af metal og drømmepop, maskiner og mennesker; af fræsende, tunge guitarriffs, komplekse trommer, lejlighedsvise hiphop-påvirkninger og heliumstemmer a la landsmændene i Mew og Sleep Party People. Ja, frontfigur Andreas Asinghs gurglende højfrekvente sange skylder en herregård til sidstnævnte – men også til Justin Timberlake. Der lånes altså uden skelen til skel i genrer og kulturer, og hele herligheden overkarikeres og bliver sin helt egen form for hyperbol. Som holder og er ekstremt lovende.

Det står ikke helt så godt til hos den danske grime-rapper Linkoban. Det er nemt at pege på inspirationerne fra Wiley, Lady Sovereign, M.I.A., sågar The Knife, men det kan være sværere at pege på personligheden hos damen selv – altså hvad hun bruger sine inspirationskilder til i nye, konstruktive retninger.

Slægtskabet med landsmandinden Lucy Love er evident, og lige som hende har Linkoban en rap kæft og et smældende groove. Hun har klart klasse og autoritet på en scene, men midt i hendes koncert føler man sig fanget i dovne skabeloner og lånte attituder. Og det er et paradoks, når Linkoban i så høj grad signalerer empowerment og egensind. Giv os i stedet flere af de præcise, melodiske bangers, der begyndte og afsluttede sættet. Så er der virkelig håb.

Apollo

En lille slentretur ud på den vestlige teltplads bringer os til festivalens nye Apollo-scene, som ligger klos opad teltene. Scenen skulle måske snarere have heddet Dionysos, men lad det nu hvile, og lad os i stedet dvæle ved denne sære orange skabning: En oppustelig overdimensioneret rumhjelm med glughuller i klar plast og et stort gab, hvor et gigantisk astronautfjæs kunne kikke ud. Men hvor de fire fyre i danske Khalazer i stedet står onsdag eftermiddag og spiller deres radbrækkede dancehall, der antyder at rumcigarer har været kørt i stilling før takeoff. Det er en tung, multidimensionel sirup tilsat ekkoende toast at synke ned i midt i solen.

Det er også inde fra rumhjelmen at den danske rapper Kesi ud på aftenen får folk til at råbe på løsladelse af en af hans fængslede homies. Søndag eftermiddag havde Apollo ellers en lidt hård jomfrufærd. Strømmen gik og danske War For Youth måtte forlade scenen, der lige så stille var ved at synke sammen over dem.

I pauserne mellem koncerterne på scenen gjalder det fra private soundsystems strøet ud over det vestlige campingområde. Man camperer ikke for at sove herude. Og den anarkistiske og uregulerede fornemmelse, der hersker omkring den oppustelige scene, gør Apollo til et interessant forsøg fra festivalens side på at generobre festen ude blandt folket – eller i hvert fald forhandle kærligt med den.

Hen under onsdag aften byder himmelen over Roskilde sig til i gyldne farver og sarte airbrushede skystriber. En mild aften som baggrund for hård sanseberøvelse og måske -berigelse. Vi går ud på det sydlige teltområde, som ulmer gyldent under den nedgående sol. Festen har været igang i dagevis og folk er godt brugte og brankede, men tilsyneladende langtfra udslidte. Slet ikke i et større åbent telt, hvor danske Spleen United i 23 timer og 40 minutter har spillet koncert, da vi ankommer.

Fra toppen af skråningen kan man se ned mod en grusgravens badesø, der ligger upåvirket og ubenyttet hen. Inde under teltdugen hersker der hektisk teknologisk aktivitet og analog kropsudfoldelse op til de magiske 24 timer.

Al den trods over for virkelighed, rationalitet, arbejdsuge, som gemmer sig i den technoens, housens og ravets oprindelige ånd synes for en kort stund genopstået under den teltdug. Alt det som er så langt væk i den moderne klubindustri lever videre som en form for kunsthappening her.

Da de 24 timer passeres bliver det markeret med et jubelbrøl fra mængden, men Spleen United bruger en syv-otte minutter på at bringe deres dunkende acid-gurglende, Underworld-luksuriøse fest til punktum. Og det sker ikke med publikums gode vilje. Som Dylan Thomas skrev: “Do not go gently into that good night/Rage, rage against the dying of the light.”

Og således tyvstartes endnu en Roskilde Festival. Vi er klar.

 

Girl Seeker, French Films, Linkoban – Pavilion Junior. Khalazer – Apollo Countdown. Spleen United – Agora K. Onsdag. Roskilde Festival

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer