Læsetid: 3 min.

Den gamle mand og guitaren

Jim Hall lod ikke sin stok erstatte sin musikalske kreativitet
81-årige Jim Hall bevægede sit publikum med sine harmonier.

81-årige Jim Hall bevægede sit publikum med sine harmonier.

12. juli 2012

»Bare rolig, jeg smider snart den stok,« sagde den 81-årige guitarist Jim Hall, da han krumbøjet og besværet af en langvarig ryglidelse entrede scenen i Prøvehallen i Valby.

Og som han spillede, skulle man mene, Hall havde noget at have sin optimisme i.

Her sad en af jazzguitarens virkelige legender foran os på et meget sjældent og uventet besøg, og så fik vi alt det, vi var kommet efter: det suveræne harmoniske overblik, den bløde tone, den sarte, men hele tiden varme minimalisme, de kispusagtige intervalspring, det dybt, dybt varierede akkordspil med de overrumplende energiudladninger og den forunderlige evne til med næsten ingen hørbare midler at holde den bagvedliggende rytmiske motor gående, uforstyrret veloplagt.

Først fire standards alene med bassisten Scott Colley, hvori Colley også hævdede sig som en fin kammermusiker. Så fem titler med Benjamin Koppel, Kenny Werner og trommeslageren Jonathan Blake tilføjet og nu også originalmateriale af Hall: blues’en med det drilske tema »Careful« samt, som et bevægende højdepunkt, den fine hyldest til New York: »All Across the City«, som med sit enkle, smukt vemodige tema får én til at tro, at Hall kiggede ud over en svensk skærgård og ikke New Yorks hustage, da han skrev den.

Sin helt egen fortolkning

For øjne og ører af aldrende Hall-tilbedere (ligesom Deres anmelder) var Benjamin Koppel her oppe mod den helligste gral – Halls og Paul Desmonds første tolkning fra 1964 – og gjorde det strålende: bagbandt sin ilterhed og lyst til hurtige ottendedele, ændrede sin tone til noget mere porøst og spillede dristigt slyngede, skrøbelige figurer i det høje register – ikke som Paul Desmond, men som en jazzmusiker, der indser, at ethvert improvisationsgrundlag har en sjæl, der er lige så vigtig som tolkerens egen.

Springet fra Jim Halls kammerselskab i Valby til det store udtræk med Wayne Shorters kvartet på Det Kgl. Teaters gamle scene var næsten mere, end man kunne klare. Ikke så meget på grund af de meget forskellige omgivelser. Heller ikke fordi Shorter ikke – som Hall – legede lidt tematisk kispus med publikum. Dét gjorde han faktisk, men det skete på en massiv og ikke særlig indtagende måde, drevet af en altdominerende rubatokværn i rytmegruppen.

Shorters metode denne aften syntes at være den modsatte af den normale i jazz: Man spiller et tema og lader det udvikle sig til noget andet. Her begyndte Shorter bagfra og lod tilsyneladende kaos munde ud i genkendelighed, men først efter en proces, som forekom mig problematisk i sin mangel på nuancering i dynamik og volumen.

Shorter og upolerede Cherry

Som Hall er Shorter tæt på de 80, og man kan ikke lade være med at spekulere på, om det er en fysisk afmatning hos ham selv, der får ham til at udtrykke sig så fragmentarisk, som tilfældet var og overlade så megen musikalsk aktivitet og styring til sin pianist, Danilo Perez.

At Shorter overordnet var i kontrol med forløbet, betvivler jeg ikke, men at dømme efter den del af det, jeg nåede at overvære, blev det Danilo Perez’ aften – og dét med en imaginær damphammer hængende over tastaturet.

Ekspressionisme af den grofthuggede slags kommer der ligeledes fra sidste års modtager af Nordisk Råds Musikpris, den svenske saxofonist (mest baryton og tenor) Mats Gustafsson, og det kommer der også, når Gustafsson allierer sig med sangeren Neneh Cherry.

Med Cherrys upolerede sangstil og hendes tekstmæssige henvisninger til sin utilpassethed i verden og i det Sverige, hun er vokset op i, kommer der, med tilføjelsen af Gustafsson nu et budskab om rebelskhed ud, der er tæt på at sige sparto til hele heavy metal-genren.

Cherry/Gustafsson-gruppens koncert i Jazzhouse blev slet heller nået i sin helhed, men nok til at overbevise om, at når rebelskhed når ud i den potens, denne gruppe nu er nået til, så kommer der også et skær af konceptualitet over det: melodisk og poetisk gods, som der absolut findes hos Cherry, overtrumfes af det outrerede lydbillede, og hvad er det så egentlig, vi bliver så ekstatiske over?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

olivier goulin

Det er nok svært, og måske lidt urimeligt at forvente den samme vitalitet hos 80-årige jazzmusikere, som de havde, da de var 25. Og navnlig hos blæsere. Det kræver ikke ubetydelig lungekraft at blæse i en tenorsaxofon, og navnlig med så hårdt et blad, som Wayne Shorter bruger.

Vi har nok hørt det bedste fra ham, vil jeg tro - og han står utvivlsom som en af de bedste arvetagere efter Coltrane, som i parantes bemærket, var den, der anbefalede ham til Miles Davis i sin tid.

/O