Læsetid: 5 min.

Som om guldhornene er ægte

Oldtiden udfordrer ikke kunsten eller omvendt, men kunsten peger i den grad fingre af den måde, Nationalmuseet ser sig selv på. Og så indeholder udstillingen nogle af årets ringeste værker
Selv de mest lamme værker fremstilles i højtravende kunsthistoriske og videnskabelige termer på udstillingen ’Skabt af tiden’ på Nationalmuseet.

Selv de mest lamme værker fremstilles i højtravende kunsthistoriske og videnskabelige termer på udstillingen ’Skabt af tiden’ på Nationalmuseet.

Anders Sune Berg

6. juli 2012

Bedømmelse: 2/6

Kunst og Nationalmuseet. Det lyder rigtigt. Men det er ligesom at sælge modetøj på apoteket. Det luftige og højtflyvende møder det hardcore realistiske, som så igen måske alligevel bygger på noget, der har mindst ligeså meget helium under vingerne.

Skabt af tiden er en klassisk idé: Lad samtidskunstnere boltre sig på et klassisk museum, og sød musik opstår. På nationalmuseet har ideen helt sikkert også været, at de 28 kunstnere skulle boltre sig, men i kampen mellem folk, der så at sige tænker ’ud af boksen,’ og et museum, der tænker præcis modsat – det hele ligner firkantede babusjkaer – har museet vundet på knockout. Kunstnerne er for de flestes vedkommende endt i hjørnerne og i læ og ly af overformidlede kulturklenodier. Og musikken er blevet herefter, hverken sur eller sød, men mere som en gang thousand island-dressing i små dertil anrettede plastikemballerede miniportioner på en tankstation. Værsgo, her er en gang overformidlet vogntøj fra oldtiden i et kommunikativt miskmask, der leder tankerne hen på EU-Kommissionens informationskampagner: Skal du have en lille gang dressing med for at få det til at glide lidt lettere ned?

På en bizar måde kan man sige, at Skabt af tiden er yderst vellykket; hvis nationalmuseets kuratorer og inspektører har øjnene åbne, vil de opdage, at kunstnerne indirekte peger på noget essentielt i Nationalmuseets tilgang til det at udstille oldtidens klenodier. Gitte Villesen viser det bedst i sin fremragende video »I had no other choice than to jump from one pile to the other, as there was nothing in between«.

’It’s magic’

Videoen begynder med at vise et par sko, som Villesen har set på museet. De er lavet af fjer og gør angiveligt personen, der har dem på, usynlig. Villesen klipper herefter direkte til en mand i Gambia, der med sit primitive instrument klimprer sig gennem et sjældent underholdende stykke folklore om en frø og en kakerlak, der kæmper om at blive konge. Den ældste vinder, og kakerlakken kan fortælle, at den er så gammel, at den var der, da Gud skabte jorden. Det er derfor, den går så forsigtigt. Men frøen fortæller, at den allerede var til før Gud skabte jorden, dengang der kun var sandbanker, og den måtte hoppe fra den ene til den anden »as there was nothing in between«. Og det er derfor, den synger den dag i dag, når man ser den i skoven: Det er sejren over kakerlakken, den fejrer.

Villesens video, grebet med fjerskoene og den gambiske sang handler om, at det hele bare er fiktioner. Der er ikke mere end det. Alting er bare luftige historier, der giver genstandene værdi, præcis ligesom modetøj og kunst, der også lever af noget helt andet end genstandenes pålydende fysiske værdier. Når vi dyrker synet af et skelet eller en slebet sten, er det fordi, vi tror på, at den indeholder en stor historie om, hvem vi er. Skelettet som skelet er ligegyldigt, vi render alle sammen rundt med et under huden, men når nogen fortæller os, at det er noget særligt, at det er et kig tilbage i os selv, så kan vi mærke hårene rejse sig på armene.

Eller som Saskia Holmkvist har skrevet det i sit præcise værk, en kort tekst på en glasdør indtil oldtidssamlingen, som en tekst i et Build a bear-butiksvindue, i kursiv og med rød skrift: »It’s magic.«

Pinagtige værker

Men hvis man skal tage Nationalmuseets opsætning af klenodierne fra oldtiden for gode varer, så er det bestemt ikke magiens holdeplads men snarere omvendt: Det er historiens apotek, man er kommet til. Selv i de få rum, der leger lidt med lyset og prøver at fremmane en eller anden stemning, er der mere information, end på en gennemsnitlig indlægsseddel. Kasserne er tydeligvis heller ikke til for iscenesætte artefakterne på en højtidelig måde, men for at holde publikum på afstand. Lys er ikke noget man går op i, bare der er rigeligt, og hvad med sådan en god meterbred bort af glas med tekster og grafik som kan hensætte publikum i en stemning af hospital?

Hvordan tror I selv, at et stykke stof hængende fra loftet af den ellers fremragende svenske kunstner, Astrid Svangren, fremstår i det setup? Præcis, som et håndklæde på væggen i en tandlægeklinik. Som noget man tørrer fingre i.

Det er, som om Nationalmuseet ikke vil anerkende, at æstetikken er af betydning helt ligesom alle dem, der kæmper for at fortælle os, det ville blive et andet land, hvis regeringen bare havde lavet den skattereform med Enhedslisten i stedet for med de blå. Som om det handler om realiteter, som om guldhornene er ægte, som om nogen kan have følelser for en kedel, bare fordi den er gammel. Det er, som om at nationalmuseet – hvis de var et kunstmuseum – ville have foretrukket at skrive prisen på de udstillede værker. Og den indstilling kan man også se i deres informationsmateriale om udstillingen, hvor selv de mest lamme værker fremstilles i højtravende kunsthistoriske og videnskabelige termer. Charlotte Bergmann Johansen arbejder ifølge museet eksempelvis med ’funktionsløshed’ ... ’i overgangen fra bondekultur til en ny tid’ ... ’i en ny visuel orden der sætter datidens ideer om funktion og pynt i spil.’ Hun har hængt gevirer på væggen. Og lavet en mannequindukke. Med hætte på hovedet. Og med gevirer som hænder. Med neglelak på spidserne. Og titlen Vanity Fairest ... Man vil næsten hellere skydes i knæet end gå igennem det rum igen, så pinagtigt er det.

Et andet værk, der også ifølge museet er fremstillet af en videnskabelig nødvendighed, der kun overgås af jagten på Higgspartiklen, er Mille Rudes pubertære Havfruen fra Haraldskær der, rigtigt gættet, du har vundet en flæskesteg, er et skelet med fiskehale i stedet for ben, og en tekst der fortæller om dette havfruefolks eksistens ...

Noget er gået helt galt

Tre værker virker efter hensigten. Og det er værker der bliver en del af rummene, så der næppe er en eneste af de mange turister og børnefamilier, der er i stort flertal på museet, der nogensinde finder ud af at de har set og hørt et kunstværk. Rasmus Møbius har samplet nogle lyde og ophængt en plakat af solen der giver rummet med egetræskisterne en stemning af død og mystik som gør mødet med kisterne til en oplevelse frem for den tørre konstatering af oldtidens begravelsesartefakter som Nationalmuseets formidling lægger op til. Samme effekt har Mette Hersougs tilføjelse af skæve lyde til rummet med Hjortspringbåden, selv om hendes greb med at synliggøre højttalerne er lidt plat, og endelig virker Ursula Andkjær Olsens digt »Jeg er en gave« som en uhyggelig forstærker af noget rædselsfuldt, som er svært at forstå. Andkjær Olsen læser sit neurotiske og anstrengende digt om kvindekraft op i det rum, hvor kvinden, der blev ofret i Huldemosen, ligger, og led musik opstår. Så det kan godt lade sig gøre. Men i forhold til hele udstillingen som sådan, er der gået noget helt galt undervejs.

 

 

 

Skabt af tiden på Nationalmuseet, Ny Vestergade 10, København til den 30. september

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu