Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

HBO vil belære nationen – og det virker ikke

Den nye amerikanske tv-serie ’The Newsroom’ har fået smæk af anmelderne, og seerne slår over på andre kanaler. ’The Newsroom’ har nemlig forbrudt sig mod en gylden regel her i tv-seriens guldalder: Den har ikke fået nuancerne med.
De seneste år har amerikanske tv-serier fra kabelnetværket HBO gået deres sejrsgang verden over. Men det nyeste skud på stamme, ’The Newsroom’, mangler den kompleksitet i karakterne omkring studieværten Will McAvoy mangler den kompleksitet, som har fået seerne af de andre serier til at identificere sig med rollerne.

De seneste år har amerikanske tv-serier fra kabelnetværket HBO gået deres sejrsgang verden over. Men det nyeste skud på stamme, ’The Newsroom’, mangler den kompleksitet i karakterne omkring studieværten Will McAvoy mangler den kompleksitet, som har fået seerne af de andre serier til at identificere sig med rollerne.

Kultur
23. juli 2012

Forventningerne er altid høje, når HBO smider en ny serieluns ud til det forslugne publikum. Kanalen har tidligere leveret successerier som The Sopranos, True Blood og Game of Thrones. Forventningerne var imidlertid særligt høje denne gang. Manden bag den nye serie, The Newsroom, er nemlig Aaron Sorkin, manuskriptforfatter til den prisvindende og populære West Wing, som kørte fra 1999-2006, og som var med til at indvarsle den guldalder, som den amerikanske tv-serie stadig befinder sig i.

Men efter at de første fire afsnit er gledet over de amerikanske tv-skærme – og computerskærme verden over – ser det ikke lyst ud for Sorkins serie. Seertallet ligger og vipper omkring de 2.2 millioner (til sammenligning nåede The Sopranos op på over 13 millioner). Og ifølge anmelderne mangler The Newsroom noget, som ellers er basisingrediens i opskriften på en vellykket serie nu om dage: nuancer og kompleksitet. Og derved også uforudsigelighed og spænding.

At fortælle sandheden

The Newsrooms hovedperson, Will McAvoy skælder ud. På Tea Party-bevægelsen, på sladderbladene og deres åndsforsmåede læsere, på bevidst løgnagtige politikere og på bevidst løgnagtige medier. Han er lige blevet genfødt som kritisk nyhedshaj, der ikke er bange for at ytre sine meninger, og som sammen med sit team af unge idealistiske journalister er på en mission: Med deres nyhedsprogram vil de civilisere den amerikanske offentlighed, »talk truth to stupid«, som han formulerer det. De er de gode (og kloge). De andre seertalsleflende medier, lobbyisterne, big corporate og de forløjede politikere er – som man nok kan gætte – de onde (og dumme).

Sådan kan banen kridtes op og holdene fordeles i The Newsroom. Og det er for forudsigeligt at være tilskuer til dén kamp, er dommen fra tv-anmelderne på den anden side af Atlanten. »Så naiv at det er kynisk,« skriver The New Yorker. »Serien kløjes i sin egen hellighed«, mener New York Times’ anmelder. »En kedelig – og til tider latterlig – fantasi«, lyder det fra en skribent på The Atlantic Wire, som synes, at Aaron Sorkin i stedet burde have oprettet en blog for at få afløb for sine politiske idiosynkrasier.

Tegneserieagtige karakterer

Karaktererne i The Newsroom er meget fattige på nuancer, lyder det fra anmelderne. Birollerne har ingen anden funktion end at beundre Will eller at få hans synspunkter til at fremstå bedre ved at være ’tegneserieagtigt’ imod dem, lyder kritikken fra Time Magazines anmelder, James Poniewozik. Og dialogen giver ikke tilskueren meget at tænke over, skriver han:

»Dette show passer ikke særligt godt til HBO, hvis bedste dramaer – The Sopranos, The Wire og Deadwood – er karakteriseret ved deres brug af subtext; der ligger mere mening gemt i dialogen, fordi man er nødt til at skelne mellem, hvad karaktererne siger, og hvad de rent faktisk tænker.«

Hank Stuever fra Washington Post kritiserer Aaron Sorkins meget karakteristiske måde at skrive replikker på (den er så karakteristisk, at den har fået kælenavnet ’sorkinese’): »Den dynge af ord, der virkede så melodisk i Sorkins andre projekter, har nu samme effekt som tinnitus. Mændene taler, som Sorkin skriver, det gør kvinderne også. De 28-årige taler som de 41-årige«.

Musical

»Der er en klodsethed i figurerne«. Thomas Klinkby, redaktør på DR2-programmet TV! TV! TV!, er heller ikke imponeret over det, han har set hidtil i The Newsroom.

»Jeg føler mig lidt manipuleret med. Sorkin er jo dygtig, men det er på en måde ligesom en musical for mig – i stedet for at bryde ud i sang, så bryder de ud i taler. Det er irriterende. Det bliver proppet ned i halsen på mig, når karaktererne hopper op på sæbeboksen og leverer en tale til nationen«.

Der er mange ligheder mellem West Wing, som blev vist på DR2, og The Newsroom, men på bare 10-15 år har serielandskabet udviklet sig så meget, at Sorkin kommer til kort med sine hurtigtsnakkende idealister.

»Sorkin er meget den samme som dengang, han lavede West Wing, i den måde, han laver glansbilleddramaer på – men der er bare kommet nogle virkelig fremragende serier, som sætter det, han kan, i relief,« siger Thomas Klinkeby, som henviser til The Wire som en serie, der har beskrevet livet på en nyhedsredaktion på en medrivende og mere virkelighedsnær måde.

»Man er medoplever på en anden måde, når man ser en serie, som The Wire – ens hjerne og fantasi arbejder mere med på grund af subtext’en, end de gør i Sorkins serier«.

Doctor Jekyll og Mister Hyde

Netop på grund af seriernes format er det oplagt – og måske også nødvendigt – at arbejde med subtext og skyggesider både i dialogen og i skuespillet.

»Når serierne strækker sig over 30-40-50 timer, er der masser af tid til at lære karaktererne at kende og udfolde historien, og så er det vigtigt, at hovedpersonen ikke er enkeltskåret: Han eller hun skal gerne have en hemmelighed og et dilemma,« siger Peter Schepelern, som er lektor på Institut for Medier på Københavns Universitet. »Som regel er der tale om en Doctor Jekyll og Mister Hyde-agtig person med et dobbeltliv: en kemilærer, der også fabrikerer methamfetamin eller en pæn familiefar, der også er gangsterboss.«

Hvis man går tilbage i tiden, var det mere normalt, at tv-serierne præsenterede os for en-strengede karakterer, fortæller Peter Schepelern.

»Cosby, han er Cosby – han bliver ikke lige pludselig alkoholiker eller voldelig overfor familien«.

Vi er altså blevet vant til at se serier, hvor hovedpersonen er en slem og voldelig fyr, som dog også er sjov, charmerende og til tider sympatisk. Som f.eks. Tony Soprano (The Sopranos), Walter White (Breaking Bad) eller ’Nucky’ Thomson (Boardwalk Empire).

I The Newsroom er Will og hans hold ikke fejlfri – men de er ofte bedrevidende og rigtigt gode til at tale: »De siger ting, man ville ønske, at man selv havde sagt. Det er ret intimiderende, for som seer har man jo ikke lyst til at føle sig dummere end sit tv. Eller som om man har en lavere moral. Man kan bedre forlige sig med en mangefacetteret karakter, der også har dyppet tæerne i det onde,« siger Thomas Klinkby.

 

The Newsroom vises til september på den danske kabelkanal CANAL+, der til den tid har skiftet navn til C More.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lone Koefoed Hansen

Jeg har kun set Første afsnit af Newsroom, som virkede dejlig Sorkin-agtig (dem, der også kunne lide West Wing, ved hvad jeg mener. Det handler om at dialogen og emnerne er dejligt krævende af sin seer). Men ift det med antal seere, så mener jeg at huske, at både The Wire og Six Feet Under (og måske også West Wing) havde ret lave seertal, da de blev sendt på tv?
Denne blogpost peger lidt i samme retning: http://tvbythenumbers.zap2it.com/2008/03/09/kissing-hbos-the-wire-goodby...

Steffen Gliese

Måske skulle han hellere have passet sine løfter og skrevet manus til en filmatisering af Sondheims FOLLIES. http://www.imdb.com/title/tt1172993/

Jeppe Morgenthaler

Jeg synes absolut der er lovende takter, selv om den *er* lidt ujævn efter de første 4 afsnit. Jeg er enig med Thomas Klinkby angående klodsetheden i figurerne. Ikke mindst Sam Waterstons figur Charlie Skinner yder comic relief hvor den slet ikke er nødvendig. Også "dum nuværende kæreste vs sød kommende kæreste"-temaet er trukket alt for karikeret op omkring Maggie Jordan-figuren. Men fordi det er Sorkin (og fordi han vist har skiftet hele forfatterholdet ud efter disse første afsnit) gi'r man den en chance til. Mindst.

Rasmus Varnich Blumensaat

Det primære problem for mig ved The Newsroom, er at jeg er fremmedgjort overfor samtlige karakterer og deres sociale praksis, på trods af at jeg er glødende enige i de ting der kommer ud af deres munde, som følge af at de alle er talerør for Sorkin. Jeg har aldrig set West Wing, men hvis det eneste manden kan er at skrive high-powered papfigurer/undskyldninger for at holde taler, forstår jeg simpelthen ikke hvorfor han er et fænomen. Network gjorde det her langt bedre i 70'erne.

Claus Walther

Det med seertallene er noget vås.
The Wire havde under 2 millioner seere i sin sidste sæson.
Sopranos, der nok er den mest succesfulde serie i kabel-tvs historie, lå omkring 4 millioner i første sæson.
Boardwalk Empire havde under 4 millioner seere i sæson 2.