Læsetid: 4 min.

Helt ude i skoven

Torsdagen lignede på papiret en tidlig moralsk finale på Roskilde, men fik strid modvind af The Cure, der ikke ville stå ved sin arv. Mens fredag bød på et stort dansk samarbejde med gensidig respekt
The Cure spillede på Orange Scene på Roskilde Festival torsdag. Her ses forsangeren Robert Smith, men det var en skuffende affære.

The Cure spillede på Orange Scene på Roskilde Festival torsdag. Her ses forsangeren Robert Smith, men det var en skuffende affære.

Tine Sletting

7. juli 2012

Teenagerne hang på forreste række, rækkende en skov af hænder frem mod deres idoler, da The Cure gik på scenen torsdag aften. Længere tilbage i pitten stod de høfligt klappende folk, inklusive undertegnede, der var teenagere dengang i 80’erne, da Cures albumklassikere såsom Faith, Pornography og Disintegration udkom.

Måske følte sidstnævnte – som jeg – en svag nervøs kvalme, da Robert Smith & co. begyndte koncerten med numre fra epoken efter disse mesterværker. Måske følte de også en form for ro, da »Love Song« fra Disintegration sendte os tilbage, til den dybe mørke skov, den nærmest usundt afhængige henførelse, der lukker sig om en i de bedste Cure-sange. Og måske følte de som jeg en stigende irritation over sættets slalom mellem 90’erne og 00’ernes middelmådigheder og 80’ernes mesterligheder.

Måske fik de også lyst til at trække revolveren, da den malplacerede tourguitarist Reeves Gabrels spillede solo, og publikum klappede. Som om vi var til jazzkoncert og ikke til nadver i postpunkkatedralen. Må jeg være fri. »The price we pay for happiness«. Indeed.

The Cure præsterede ulastelig musiceren gennem et bagkatalog, som på intet tidspunkt i de to timer og 10 minutter jeg holdt til det i alt tre timer lange show, forsøgte at fastholde en stemning eller fortælle en sammenhængende historie via et imponerende bagkatalog. Selv den dunkle klassiker »A Forest« virkede ubeboet.

Det britiske band stod ikke ved sin arv, punkterede den i stedet – og uden at stå ved, hvor man kommer fra, virker man for alvor anakronistisk.

Så var det mere ligetil højaktuelt at høre et af tidens hotte undergrundsnavne, AraabMuzik, åbne festivalen på Apollo-scenen.

Hans infernalske dødsdisco, apokalyptisk r&b og speed dubstep haglede over pladsen i lysten slagregn – oplevelsesmæssigt forstærket af at Abraham Orellana er en svinehurtig betvinger af padsene på sin Akai Workstation. Altså de gummifelter, som man slår eller trykker på for at udløse lyde. I det her tilfælde trommesalver, som gør, at AraabMuzik pt. er en slags digital Joe Satriani. Liret og tivoliseret, men heldigvis også i perioder musikalsk interessant.

Gåturen var – trods en logistisk flaskehals – overkommelig, men det musikalske kvantespring anseligt ved det efterfølgende møde med argentinske Orquesta Típica Fernández Fierro.

Et 12 mand højt orkester: Fire trækharmonikaer, fire violiner, en cello, en kontrabas, et flygel. Og en krukket forsanger, klædt i argentinsk landsholdstrøje med Maradonas nummer 10. Talende, krukkende, en slags latinamerikansk Gainsbourg, syngende over en skæbnesvanger, dramatisk, utilpasset, ja, nærmest oprevet udfordring af tangoen, så uendelig langt fra den velbehagelige lounge-stemning i nuevo tango a la f.eks. Gotan Project.

Snarere i et krydsfelt mellem Stravinskij og John Lydon, modernisme og punk. Vanvid. Og Hitchcocks og komponisten Bernard Hermanns Psycho. Vildt, kompromisløst, dissonant, ærefrygtindgydende og livsaligt med dolke i ærmerne og en hel traditions blod sprøjtende fra flængerne i dens korpus.

Så var det anderledes trygt at træde ind i Sam Amidons gamle USA under Gloria-scenen smukke hvælvinger bygget af trekantede lærreder. Ind i et hipt hillbilly-univers, hvor David Lynchs ugler ikke er, hvad de giver sig ud for at være, og hvor Amidon betonede et gribende vokalt flow i de akustisk ledsagede sange.

I sangene vil Amidon ud i skovene eller flygte til det forjættede Californien. På scenen stod en ung krop fast plantet i en folkemusikalsk tradition på ny sprunget i knop. Og så ebbede dagen ud med et bizart natteshow med supergruppen Apparatjik: Jonas Bjerre fra Mew, Guy Berryman fra Coldplay (i øvrigt fraværende), Magne Furuholmen fra A-Ha og den svenske producer Martin Terefe.

Vi overværede vistnok en postmoderne rockopera i tre kapitler, uden videre hoved og hale. Først et sæt med kvartetten i bodybuilderkostumer, kronragede gummiisser, foran interessante projektioner i fire fag. Så slut.

Så op med en dj-pult 100 meter fra scenen, og en dj, der sendte en knytnæve af techno/dubstep efter os. Ledsaget af et kryds mellem catwalk og derangeret venetiansk karneval. Skabninger i guldspray, muterede hovedbeklædninger og pik hævet til kamp.

Så ind med bandet, nu i sølvkostumer og soldaterhjelme påmonteret gevirer. Et Monty Python-øjeblik manifesterede, da et stort forkromet rensdyr ved navn Rudolf og med motorcykelstyr blev rullet på scenen til en vaklende udgave af »Also Sprach Zarathustra«. Så blev der hamret musikalsk igennem med stor verfremdungseffekt til følge. »Combat disco music« kaldte de det selv et sted, og så var der noget med, at vi alle er dna-sekvenser.

En betydningsklodset meningsløshed. Matthew Barney og Fellini i postmoderne skysovs. Et distanceblændende eksempel på, hvor galt det kan gå, når alle limer ja-hattene fast til kranierne. Helt ude i skoven – på den gratis pop-arty måde.

Det blev langt bedre dagen efter, i går, da guitaristen Jakob Bro og laptopikeren Thomas Knak, præsenterede deres nye, danske duo. På Glorias trekantlærreder blev der smeltet boblende huller i celluloidbilleder af nordeuropæisk natur. I ørerne opløstes grænserne mellem programmeret og håndspillet.

Bro fortalte, hvordan han engang bevægede sig ud i en japansk skov, tidligere beskrevet af Haruki Murakami, både smuk og skræmmende dér i tusmørket. Hvordan han ikke vidste, om han kunne finde ud igen. Well, Knak og Bro og deres ledsagende, brillante amerikanske kontrabassist kunne og havde fundet en diskret fællesmængde mellem jazz og electronica. Langsomt udfoldende guitar/laptopværker forløst med Bros drømmende guitar, med uendelig fåmælte fingre på kontrabassen og af Knaks søgen i sit pegefelt gennem en underskov af filer og plugins, bobler, beats, støj, klik, ekkoer.

Forholdet mellem laptop og elguitar sendt på hovedet: Pludselig var det Bro, der skabte de ambiente lydflader og Knak, der leverede, hvad der lød som trommesolo. Pat Metheny fortolket af Biosphere eller King Tubby. Men også noget udkrystalliseret i egen ret: En fabelagtig, åben og mangefacetteret lytning til hinanden, de traditioner, de tre hver især gemmer på. Hvordan hvert et blad, der falder til jorden giver mening og lyd fra sig.

Det var de åbne ørers højtid – som Roskilde Festivalen når den er bedst. Men nu må jeg løbe, inden resten af fredagen løber sin vej. Nye skove kalder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu