Man kan ikke længere overraskes over dopingsager i Tour de France, men den, der tirsdag aften indledtes mod Fränk Schleck efter offentliggørelsen af en positiv dopingprøve, er godt nok en af de meget mystiske. Idrætsfysiolog hos Team Danmark, Thue Kvorning, kunne som gæst hos TV 2 i går ikke give en enkel forklaring på, hvilken gavn en cykelrytter kunne have af det stof, Xipamid, der blev fundet spor af i Schlecks urin. Det er vanddrivende og kan anvendes i det, han kalder vægtklassesport, som brydning og boksning, og en atlet kan smide nogle kilo vand, lige inden han går på vægten, for så at drikke sig til dem igen. Det er derfor stoffet står på dopinglisten. Men for en rytter, der er så ekstremt tynd og let som Fränk Schleck, er risikoen for dehydrering større end den fordel, der kan være ved at lette sig for noget væske.
I mange medier blev det i går fremstillet som en kendsgerning, at Xipamid kan anvendes som sløring af brugen af andre mere effektive dopingmidler, men så enkelt er det ifølge Thue Kvorning ikke. Xipamid kan sløre brug af anabole steroider, men Schleck er ikke bodybuilder, og steroider står ikke højt på ønskesedlen hos cykelryttere, selv om de er set brugt.
»Jeg tvivler på at Xipamid kan sløre eksempelvis epo,« siger Kvorning.
»Muligvis indgår Xipamid som en del af et præstationsoptimerende setup i en blanding, vi ikke kender til,« lyder et af hans forsøg på at forklare tilstedeværelsen af et stof, som han kalder »nærmest præstationshæmmende«.
Klart bjerghierarki
Sidste år blev russeren Kolobnev kylet ud af turen på grund af et tilsvarende stof og fyret af sit hold, men han blev senere, langt senere, pure frikendt ved den internationale sportsdomstol, CAS. Det første huskes, det sidste synes glemt, og hvad enten Fränk Schleck er skyldig eller ej, så kan man frygte en kompliceret sag, der kan trække ud i årevis som i tilfældet Contador.
Ude på landevejen over fire af de berømteste tinder i Tour de France’s historie, Aubisque, Tourmalet, Aspin og Peyresourde, begyndte dagen småskidt for Chris Anker Sørensens prikkede bjergdrømme. Han viste endnu engang, at han ikke har det antrit, der kan bringe ham først over stregen på toppen, men det har hans nærmeste konkurrenter i bjergkonkurrencen, Fredrik Kessiakoff og Thomas Voeckler. Og da var det, som om Chris Anker skiftede mål for dagen. At køre efter etapesejren. Ikke bruge mange kræfter på points, lige som han heller ikke havde brugt mange kræfter på at komme med i dagens afgørende udbrud på hele 38 ryttere. I modsætning til den etape i Alperne, til La Toussuire, hvor hans mange anstrengelser med selv at lukke alle huller dagen igennem var et imponerende stykke arbejde, men ikke særlig udbytterigt. I går brugte han sine konkurrenter til at tage en stor del af slæbet, når vejen fladede lidt ud, for så at sætte sit jævne pres på dem, når den steg. Det var klogt og gennemført med stor autoritet. Også verbalt. Det var simpelthen sjovt at se og høre jyden herse med en gammel ræv som Vinokourov for at tvinge ham til at tage føringer – for så at køre fra ham og plante ham midt på bjerget, da kasakheren var brugt op. Han brugte de små grupper, han kom til at sidde sammen med i kortere eller længere tid på sin færd op mod Voeckler, der forude havde danset sig fri af alle og var først over alle tinder. Umulig at fange.
Det var en genskrivning af et stykke Tour-historie. Voeckler havde som barn set Richard Virenque køre for bjergtrøjen netop ved at vinde etaper som denne efter samme opskrift år efter år, og franskmændene elsker ritualer og gentagelser i Touren. Voeckler har også kopieret meget af sin forgængers krukkeri, og han kunne ikke nøjes med at køre over målstregen med armene i vejret, nej, han skulle brede dem ud som en konge, der hilser og favner sit folk, og det var for mig, nå, ja, meget over stregen.
I cykelløb samler rytterne nødigt på andenpladser, men der er forskellige af slagsen. Den, Chris Anker Sørensen vandt i går, sætter ham på plads blandt de bedste i bjergrytternes hierarki, hvad enten han vinder bjergkonkurrencen eller ej. Og med bedriften i går kørte han sig op på løbets 14. plads. En placering, han har mulighed for at forbedre i dag, hvor løbet sandsynligvis finder sin vinder på Tourens sidste meget svære bjergetape.
Evans på spanden
Taberen fandt man i går. Cadel Evans, angiveligt med maveproblemer, blev sat eftertrykkeligt og er nu helt uden podiechancer, mens Chris Froome og Bradley Wiggins ikke havde de store problemer med at afvise angreb fra Vincenzo Nibali kort før sidste top. Og man skulle så helt hen til 16. etape for at se Bradley Wiggins selv neutralisere et angreb.
Det har han ellers haft folk til.
Hvem er ligesom jeg rystende lige glade med Tour'ens medie stunt ? Sådan er det hvert år ...
Hvem synes, at Henrik Jul Hansen skulle rejse et andet sted hen, og anvende sine utvivlsomme journalistiske evner på en anden sag ?
Efter mange år med dopingblodrus, i medier, UCI og folkemunde, er det tid til, at vi diskuterer præmissen for 'hvad doping er'.
Som jeg i tidligere debatter har noteret, mener visse forskere at rødbedesaft kan have præstationsfremmende effekt. Skal denne saft forbydes, hvis det viser at være sandt?
UCI's grænser er konstruerede, både i forhold til hvilke stoffer der er forbydes, og hvilke grænsemængde disse stoffer - eller mangel på samme - disse stoffer må have.
Jeg synes vi må finde et fornuftigt niveau. Blodrusen er dårlig for cykelsporten, måske værre end selve det eventuelle dopingmisbrug.
.
Personligt finder jeg, at der er få ting, der er så inderligt uinterssant som moderne konkurrecesport.
Hvad kommer det mig ved, om den ene eller dean anden vinder eller raber på mere eller mindre hæderlig vis?
For mig at se, er der generelt tale om et genfærd af tidligere tiders nationalisme og lokalpatriotisme, men med professionalismens og kommercialiosmens indtog i (tilskuer-)sportens verden er selv dette spændingsmoment ikke-eksisterende, med mindre man da skulle være i familie med en eller anden af de udøvende.
Så hvorfor dette - fortsat - optager så stor en del af mediernes sendetid og dagspressens spalteplads, er mig i grunden temmeligt uforståeligt:
@Søren Blaabjerg.
Det er jo en smagssag. Du har ret med hensyn til kommercialiseringen, men at dette skulle være noget særligt for konkurrencesport er grundæggende noget pjat. Denne udvikling har skyllet hele samfundet.
Musik og kunst er i den grad udsat for det samme. Men det generelle bekræfter også unikke. Inden for alt, findes det interessante og spændende. Også selvom det generelle billede kan være trist.
Ja. Selvfølgelig er det en smagssag, og enhver må i den henseende have en hvilken som helst smag, selv om den ikke er sammenfaldende med min egen, men jeg spekulerer af og til på, hvor meget af interessen er kunstigt opgejlet af pressen og medierne med økonomisk-politisk interesse i omsætning og seertal.
I øvrigt så fungerer sporten vist nok i dag (ved siden af al kongerøgelsen og snobberiet omkring de kendte) som det "opium for folket", der skal forebygge tankevirksomhed om mere sereiøst alvorlige emner.
@Søren Blaabjerg.
Du har nogle gode pointer. Men forebyggelsen af mere seriøs tankevirksomhed er jo også fremmet af en generel populisme, og journalistikkens drejning mod en næsten fuldstændig fiktionspræget narrativ fortællings karakter?
Nick
jeg accepterer ingen form for doping... kan de kun gennemføre løbet ved at snyde, så gør det kortere eller luk lortet, de får ik 1,- af mig før det.
@Brian Pedersen.
Du taler som om alle doper sig... Måske gør de. Men det er en smagsdom. Jeg kan godt lide cykling. Jeg kan godt selv lide at cykle. Jeg gode minder om cykling fra min barndom om inspirerende cykelkiggeri med min bedstefar fra Tyskland. Jeg har også gode minder med mad, vin og spiritus. Med nydelsen i fokus.
Nogle ting kan ikke forklares rationelt. Noget handler om smag.
I dine øjne snyder alle professionelle cykelryttere. Det er fint nok.
Jeg overlader Bendtners trusser til dig. Gad vide hvordan de smager... Ved du det? :)
@ Brian Pedersen
" ... de får ik 1,- af mig før det. "
Øhme, du tro vel ikke, at "du" ikke er med til at føde pengemaskinen med en-kroner allerede i dag ?
Det er sgu "os", som skatteyder, som forbruger, som TV-kigger, som bankkunder , som ...., der betaler for forestillingen !
@ Nick Mogensen
Der er da et eller andet grundlæggende galt, hvis man som dig bruger tid på at se små mænd i spandex short cykle rundt.
@Jack Jönsson.
Ja. Måske er der noget galt?! Men jeg vil vove den påstand, at der er noget endnu mere galt, hvis man fordømmer andre fordi de ser cykling.
Spandex shorts eller ej.
Nick Mogensen :
Som tidligere cykel-mekanikker har jeg lidt insider-viden om emnet.. Der er RIGTIG mange junior-ryttere der stopper en ellers lovende karriere når de bliver senior-ryttere. Uanset hvor meget (og hvordan) de træner er der altid en der der kører fra dem, med fråde om munden og en hæmatokritværdi der er nøjagtigt '1' under grænseværdien .
JA, de doper sig alle sammen, det er bare ikke dem alle der bliver testet positive ..
@Jon W. Leonon.
Du ved mere om emnet end jeg.
Jeg er en optimistisk amatør; drømme sommetider at jeg er den nye Pantani. Den som slår hullet til Schleck, Contador og Froome. Det synes jeg er sjovt.
De er måske alle dopede, medicinerede, eller hvad man vil kalde det.
Jeg holder dog stadigvæk af cykelsporten.
Kan nogen her i forumet eventuelt fortælle mig, hvad man egentlig skal forstå ved begrebet "sport" - ud over altså, at det for udøvernes vedkommende er en sveddryppende udfoldelse af fysisk aktivitet uden noget som helst fornuftigt formål andet end selvhævdelse på andres bekostning?
@Søren Blaabjerg.
Sport kan være dejligt at udføre. Det giver en stærkere krop. Det kan jeg godt lide.
Jeg synes din nihilistisk inspirerede kommentar, heldigvis viser mig hvorfor livet kun har den mening som man selv tillægger.
Du skal passe på med din forfladigelse af 'sport', fordi du ikke synes det er noget værd.
Hvad med malerkunst, musik, skak, madlavning (vi kunne jo nøjes med grød det meste af tiden) og så videre...
Jeg kan skam vældig godt selv lide god motion og dyrker en del også om end lagt fra tilnærmelsesvist på eliteniveau. Det er konkurrencesporten og i særdeleshed pressens og mediernes store interesse for disse pseudobegivenheder, jeg er kritisk indstillet over for. Men hvis man elsker at kigge på det og synes det beriger en, så er man jo lykkelig så længe og fred være med det. Personligt bryder jeg mig ikke om det, men hvad gør det. Jeg bryder mig heller ikke om østers, der af nogle anses for at være en delikatesse.
@Søren Blaabjerg.
Jeg synes du er på sporet af noget, som (undskyld min kålhøgenhed) faktisk er mere interessant end det du umiddelbart udfolder i kommentaren, nemlig det forhold, at de såkaldte 'sportstjerner' ofte menes ikke alene at begå sig godt i deres sport, men også skulle have særlige kapaciteter andre steder. Jeg vil våge den påstand, at netop dette et STORT problem generelt - i medierne, såvel som i folks bevidsthed.
Fordi man kan sparke til en fodbold, er der intet logisk forløb, der skulle gøre denne "stjernes" formåen det ene sted, til en lignende formået et andet sted.
Jeg kan ikke fordrage - jeg tror faktisk det giver mig eksem, hvis jeg udsættes for det for længe - når jeg i medier skal høre 'sportstjerner' udtale sig om det vigtige i tilværelsen. De må gerne have deres ideer, men denne Dunning-Kruger store selvtillid, kan give selv en kynisk sjæl nervøse trækninger og lysten til en omgang afslappende tobak.
Hverken Bendtner eller Zlatan er nogle gode forbilleder - for hverken ung eller gammel. De er gode til at sparke - også på bilers sidespejle. Men det er det. Ikke mere.