Valget af en ny pave er vel en af de mest spektakulært mystisk-teatralske kæmpebegivenheder i den vestlige verden. Først er der alenlang hemmelighedskræmmeri blandt konklaven bag Vatikanets porte – den længste voteringsrunde tog efter sigende tre år – og så, pludselig, signalerer den hvide røg mod himlen for det katolske verdenssamfunds ene milliard (mere og mindre) troende, at nu er paven fundet.
»Habemus Papam« på latin: »Vi har en pave,« på dansk.
Hvad der foregår backstage er en oplagt fascinerende ramme for en film. Hos den småprovokatoriske italienske filminstruktør Nanni Moretti skildres det i komedieform i Habemus Papam – med den indlysende sjove idé, at den ’pave vi har’ slet, slet ikke har lyst til at være pave. Han hedder Melville, spilles af en af Godards yndlinge og europæisk films mastodonter, Michel Piccoli, og skriger som en stukken gris, da hans navn skal annonceres for de ventende katolikker.
Og mens verdenssamfundet stadig holder vejret i uvished, stikker han af og ud i den virkelige verden. Melville kunne således snildt referere til Herman Melvilles arme Bartleby, der erklærer: »I prefer not to.«
Psyken og sjælen
Under Pave Melvilles sammenbrud, som han beskriver som »psykisk bihulebetændelse«, hastetilkaldes en psykolog, spillet af Moretti selv (han var ligeledes psykolog i sin Cannes-vindende Sønnens værelse.) Psykologen skal psykoanalysere Hans Hellighed – uden at han for Guds skyld må komme for meget ind på ’underbevidstheden.’ Den slags er jo en logisk modsætning til sjælen, påpeger Pavens nærmeste (og frustrerede) rådgiver.
Siden opsøger Melville i Rom psykologens hustru, der sporer alt og alles problemer tilbage til sit eget lille freudianske forskningsfelt: »tidligt omsorgssvigt«. Gennem filmens altparodierende tone forekommer psykologien ligeså tom og almentgyldig som et damebladshoroskop, og snart sluses Melville ud i storbyens virkelighed, som han ikke selv har været del af, siden han var ung.
Her gribes han af en, ikke religiøs, men sekulariseret form for eskapisme i form af teateret og særligt Tjekhov. Der er dramaturgisk gods i en sådant komisk sammenstød mellem det ypperlige magtmenneske, klædt i civil, og den almindelige virkelighed. Sidst udfoldede Sacha Baron Cohen det i Diktatoren (2012). Men eskapaderne udfoldes aldrig rigtigt her. I ligheden med mange andre små spor i filmen.
Pinkwashing
For begivenhederne udspiller sig primært i Vatikanet. Her venter psykologen og konklavet, uvidende om flugten, på pavens bedring. En fedladen lakaj er sat til at tænde og slukke lyset fra pavens kammer og blafre let med gardinet som et helligt livstegn, der opflammer de ventendes håb. (Det kan nærmest læses som en minimodel for enhver religions motor.) Og der er noget mærkeligt ved den lune humor, hvormed denne katolske overmagt fremstilles.
»Min historie er fiktiv: Min film handler om mit Vatikan, mit konklave og mine kardinaler,« har Moretti udtalt. Men i realiteten virker denne insisteren på at gøre Vatikanet til instruktørens eget sjove kammerspil en smule naiv og i hvert fald, for mig at se, problematisk. Især når parodien leveres af en mand, der har leveret en så underholdende hård kritik af Berlusconis tv-monopol i Il Caimano – mig og Berlusconi.
Ligesom Israel i disse år forsøger at vinde vestlig sympati med sin udadtil homo-tolerante omgang ’pinkwashing’, så er det sært vagt og ukritisk at gøre Vatikanets mange kardinaler til en så forbandet hyggelig samling gamle mænd. Man kunne nærmest kalde det ’cute-washing’. Mest lunt, nuttet og kvalmt bliver det i en alt for lang seance, hvor kardinalerne, med psykologen ved fløjten, i kedsomhed og til ære for paven, igangsætter en volleyballturnering. De søde gamle katolske brokkefår filmes i komisk skabagtig slowmotion.
Jovial og lun
Man kan klukke lidt af det, for Habemus Papam er langt fra en dum film. Moretti kritiserer det medieshow, der omgiver den katolske kirke. Han påpeger alle menneskers, selv pavens, menneskelighed. Han latterliggør mildt de endeløse hellige ritualer. Og han kritiserer ikke mindst den sekulariserede befolknings navlepilleri.
Men det hele er gjort med et så lunt-humoristisk anstrøg, at Habemus Papam mest af alt bliver en film, man lunt hø-hø’er til, sikkert i en af landets smalle biografer, eller, som undertegnede, en film, som man sukker mindre overbærende af.
Den er så jovialt nuanceret og lun, at den alt for hurtigt ’hyggevaskes’ af nethinden igen. Og den føles som en alt for letfordøjelig og lun tæt-på-ingenting komedie om en magtfuld mere-end-rigelig institution.
’Habemus Papam’. Instruktion: Nanni Moretti. Manuskript: Nanni Moretti, Francesco Piccolo og Federica Pontremoli. Italiensk (Grand og Park Bio i København, Gentofte Kino, Bibliografen Gladsaxe, Værløse Bio, Øst for Paradis i Aarhus, Café Biografen i Odense, Biffen i Aalborg, Nicolai Biograf i Kolding og Malling Bio)
Og er problemet ikke med den her anmeldelse af en italiensj film, Habemus Papam, at anmelderen ikke ved hvordan den italienske kirke, den katolske er, og hvor meget det betyder for italienerrne, at have en pave - og dermed også hvor meget religion og det religiøst-spirituelle spiller i Italien. Og såmænd også i Tyskland for den sags skyld....
For et par dage side var der f.eks. i Tyskland en medie-omtale af at et blad, Titanic, havde tilladt sig at lave en smule grin med paven.....i forbindelse med lækage-sagen....
Min pointe er at mange danskere, måske inklusive anmelderen, intet aner om, hvilken vægt samfund som det italienske lægger på det religiøse...
Og hvad er der galt med humor i en film.....
Jeg har ofte den mistanke - og den synes kun at blive bekræftet - at alle danske film-anmeldere tror, at alle fim skal handle om problemer, problemer og atter problemer. Og hvilke problemer forskellige udstødte grupper har i Danmark......et eksempel er f.eks. Submarino, filmen som handler om en fars problem med sin søn..... Glimrende anmeldelser, men hvor mange var der nu lige, der så den...
En ny Prinsessen holder fridag!
Filmen er optaget i verdens smukkeste ambassade, den franske i Palazzo Farnese i Rom. Moretti kunne ikke få tilladelse til at optage i Vatikanet, men så fik han til gengæld mulighed for at optage scener her, i et mini-Vatikan, bl.a. en scene i verdens smukkeste ambassadør-kontor.
Se evt. min blog
Hvor også anden akt af TOSCA foregår, Anne Albinus.
Hvad er det for en 'katolsk(e) overmagt' skribenten har fundet på til sin anmeldelse??