Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Knæskaden fra Alsace

Trods vrøvl med bentøjet fløj Thomas Voeckler først over Tourens første høje bjerg og ned til både etapesejr og bjergtrøje, mens det var småt med angreb på manden i gult
Trods vrøvl med bentøjet fløj Thomas Voeckler først over Tourens første høje bjerg og ned til både etapesejr og bjergtrøje, mens det var småt med angreb på manden i gult
Kultur
12. juli 2012

Løbet er gået ind i en ny fase med den første etape i Alperne. Da ruten blev offentliggjort sidste efterår, rynkede mange på næsen ad denne rute fra Macon til Bellegarde, fordi den ikke slutter på toppen af et bjerg, men 43 km nede i dalen efter passage af det svimmelt stejle Col du Grand Colombier, der er en nyskabelse på Tour-kortet. Bjergetaper, der slutter nedad, står ikke i høj kurs hos Tour-yndere, og det er uretfærdigt.

Det er en nydelse at se de gode nedkørere udfordre sig selv, konkurrenterne og vejen. Deres balance, ekvilibristiske teknik og akrobatiske aerodynamiske positioner på cyklen, deres evne til at finde den optimale kørelinje i sving efter sving uden at køre ud af tangenten og i afgrunden, hvis de skærer kurverne for bredt, eller mister fart, hvis de doserer nedbremsningen forkert. Deres mod på grænsen til det dumdristige og ofte over.

Der var engang, hvor alle bjergetaper sluttede i en by i dalen. Af gode logistiske grunde. På toppene og i de højtliggende pas var der intet, der kunne huse en stor Tour-karavane, som kræver plads, el og vand. En vis grad af civilisation.

Første gang Tour de France havde mål på en bjergtop var så sent som 1952, hvor Fausto Coppi var først på toppen af Alpe d’Huez, og det var han også på de to andre toppe med etapemål det år, Sestriere og Puy de Dôme. 

Det var udviklingen i alpin skisport, der banede vejen for at cyklingen kunne bruge de ellers nøgne toppe som mål, og det var på alle måder nye tider. 1952 var også det år, hvor man sendte de første tv-reportager fra Touren.  

Nibali agerede pilot

Men nedkørslerne er fortsat angrebsterræn, såvel som klatreturene, men det er ikke altid, de bliver brugt. Da Brødrene Schleck var førsteudfordrere til Alberto Contador for nogle år siden, blev de høje bjerge i Pyrenæerne ikke brugt til noget som helst, fordi etaperne havde mål nede, og det ynder brødrene ikke, så de angreb ikke, og det blev et par kedelige dage.

Det er der ikke udsigt til, mens dette skrives. Vincenzo Nibali og Cadel Evans, som de vigtigste udfordrere til de førende britiske Sky-ryttere Bradley Wiggins og Christopher Froome, er tvunget til at angribe for at genvinde tabt tid, og de er de bedste til at køre nedad.

Men de kan ikke vente med at sætte deres angreb ind, til de har passeret toppen af bjerget. De skal prøve at vriste sig fra briterne inden og så øge nedad. Med risiko for at gøre sig sårbare er de nødt til at satse og ikke overlade kontrollen til det stærke Sky-mandskab.

Men sådan sker det ikke. Et meget stort udbrud på hele 28 ryttere kører væk straks fra start, og de sidste overlevende af dem får så lang snor, at de ender med at køre om etapesejren.

Den knæskadede franske nationalhelt, Thomas Voeckler, Luis Leon Sanchez, Michele Scarponi og Dries Devenyns. Bag dem kontrollerer Sky, og kun et par spæde angreb fra Jürgen van den Broeck, der ikke har opgivet håbet om podiet, forstyrrer den fuldkomne ro. Det er ærgerligt. At Nibali venter med at sætte et angreb ind til nedkørslen er ikke underligt. Hans svaghed er det allerstejleste. Opad. Grunden til at Evans venter, får man at se: Selv i Sky’s moderate fart på bjerget drysser hans hjælpere af, selv om de sidder 20-30 mand tilbage, og da den unge Tejay Van Garderen må slippe, er han isoleret og sårbar.

Kunstnerisk udførelse i top

Nibali laver sit forventede nummer og gør det med en plan. Han kyler cyklen rundt i svingene nedad og får hul, men fremme har han liggende den unge Peter Sagan, som har sneget sig med i det tidlige udbrud, og sprinteren, den meget alsidige sprinter, har holdt stand over toppen og kan nu agere pilot for sin kaptajn, så længe han har kræfter.

Hvis der i cykelløb kunne gives points for kunstnerisk udførelse, skulle de gives her, men efter at have oparbejdet et minuts forspring til Wiggins og hans folk, måtte Nibali overgive sig.

Og netop til Wiggins folk. Ikke til sig selv. Angreb på vejen op havde nok ikke gjort skade på Wiggins og Froome, men det kunne have elimineret deres hjælpere.

Nu var Sky talstærkt på toppen, og det var Richie Porte, der nærmest egenhændigt halede Nibali ind.

Chefen Wiggins kom aldrig selv i aktion, men kunne ligge og hygge sig bag den også nedad letkørende Chris Froome.

Om etapens forløb udtalte Wiggins efter mål, at det havde været »enkelt«. Og det er nøjagtigt, hvad hans udfordrere ikke må gøre det for ham på noget bjerg. Opad eller nedad. Enkelt.

Enkelt var det ikke for Thomas Voeckler. Frankrigs darling med et knæ, der har generet ham i ugevis har ikke, som sidste år, kunnet blande sig i kampen om gult, men en sejr på en sådan etape er fuld oprejsning.

Den lille angriber kørte taktisk klogest i finalen, hvor de fire udbrydere – suppleret med Jens Voigt – var segnefærdige, og den prikkede bjergtrøje kan Chris Anker Sørensen, og andre aspiranter, begynde at kigge langt efter.  

Den har siden Richard Virenque været yderst prestigefyldt i Frankrig, og Voeckler vil forsvare den til sidste sveddråbe.

Ved at angribe.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nick Mogensen

Tak for artiklen.

Efter at have læst bogen ’Netop gentagelsen er det smukke’, ser jeg tingene lidt anderledes. Cyklingen er på sin vis blevet mindre spontan. Den centraliserede taktik, skaber et løb hvor rytterne groft sagt styres fra øresneglen og ikke fra hovedet. Sky er dominerende – måske for dominerende. Froome skulle være kaptajn på et andet hold; det ville skabe mere spænding. Jeg synes Wiggins – som ganske vist kører en vældig enkelstart og også kører flot opad – er lidt kedelig. Ikke som person, men som rytter. Han er som en stor grib; en stor og stærk fugl, men også en mindre smuk fugl.

Jeg synes Andy og Fränk Schleck mangler – og Contador og Michael Rasmussen også. De er spændende for cyklingen. De skaber løbet.. Wiggins vinder måske årets løb på tiden, men ikke ved at skabe løbet; men ved at få de andre til at tabe det. Alt godt til Wiggins. Jeg hepper bare på Michael Rasmussen. Han var en falk.