Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Kruk og undergang

Amerikanske Dirty Projectors kan være svære at elske. Men de er lige så svære at afvise som udforskere af deres helt egen krogede blues. Til gengæld er det en canadisk kvinde, der giver os en ny dunkel soulmusik, der endda sender os forbi domstolen i Haag
Amerikanske Dirty Projectors kan være svære at elske. Men de er lige så svære at afvise som udforskere af deres helt egen krogede blues. Til gengæld er det en canadisk kvinde, der giver os en ny dunkel soulmusik, der endda sender os forbi domstolen i Haag
Kultur
17. juli 2012

Der findes et – og sikkert flere – websites derude, som fordriver tiden med det modsatte af alle andre musiksites her i sommerperioden: At udpege de mindst imødesete albums i andet halvår af 2012.

Selvfølgelig en idiosynkratisk disciplin, hvilket bliver helt tydeligt på cracked.com, hvor man blandt de mindst ventede udspil finder nyt fra udrangerede nu metal- og hard rocknavne, men også det nye album fra Dirty Projectors.

»Dirty Projectors’ musik er noget hipster bullshit«, lyder dommen, og det er da rart at få i hvert fald dét på det rene. At foragten for et segment kan farve ens oplevelse i så ekstrem grad, at man kan afvise den musik, der appellerer til selvsamme segment.

Men. Hvis man partout skal lange ud efter de økobevidste, vinyl-fetichistiske, skovmandskjorteklædte, hattebærende, gummiskoglade, fuldskæggede og/eller blomsterkjolede folk, der tænker frit inden for deres lille reservat og leder efter en fælles simuleret individualitet i Brooklyn, New York, på Vesterbro, Kbh. (hvor denne signatur selv bor og nyder at bo), i Kreuzberg, Berlin ... Ja, så er Dirty Projectors et godt sted at starte.

Sangene synes ikke at komme af sig selv i en folkelig et-tag-fat, men synes snarere lokket frem under kunstnerisk dåseskjul. Tilsyneladende vristet fri af frontfiguren Dave Longstreths knoklede sjæl. Og det vil nogle måske kalde for selvoptaget artwank. For der er en avantgarde-ånd på spil i de tit knudrede, men stadig sangbare numre. Og ingen kan anklage Longstreth for at være en ukrukket sanger.

Han er de facto leder af bandet, som han ofte samler på nye måder, denne gang kun med den ene af de to kvindelige sangere fra de to foregående albummer, nemlig Amber Coffman. Og han fastholder på Swing Lo Magellan i mine ører sin position som en af de mest interessante, anderledes tænkende sangere og sangskrivere fra USA de sidste ti, hvis ikke 20 år.

Mellem Afrika og USA

Denne gang med flere smukt svungne, umiddelbart underskønne sange, der holder traditionens formler ud fra sig og gennemlyser dem for at finde nye smuthuller ind til et personligt udtryk. Med sange som »Gun Has No Trigger«, »Dance For You« og mesterstykket, den forvredne, vaklende, vingeskudte »Maybe That Was It«. Hør den sidste og forsøg så at afskrive den guitarbaserede rock som død.

Desværre skæmmes pladen en smule af nogle af de sidste sange på albummet, som Coffman bestyrer. De bliver simpelthen for nuttede, fraregnet »Just From Chevron«, der er helt igennem underskøn melankoli, som synes at flyde uvant ubesværet fra bandet.

Det er i hvert fald stadig et forunderligt fartøj af indflydelser, som Dave Longstreth vrider sine egensindige sange ud af. Her i den lettest tilgængelige udgave til dato, men stadig med fornemmelsen af at Longstreth har forløst sangene midt ude i Atlanten, hvor han har kunnet høre taktarter og guitarforsiringer fra det afrikanske kontinent og negro spirituals, blues, jazz og indie fra sit eget USA. Genrer der i øvrigt for de flestes vedkommende blev skabt af afrikanske efterkommere.

Ja, det ligger helt ude i albummets titel, Swing Lo Magellan: Portugisiske Ferdinand Magellan var en opdagelsesrejsende, der som den første sejlede fra Atlanterhavet og ind i Stillehavet. »Swing Low, Sweet Chariot« er til gengæld en negro spiritual fra midten af 1800-tallet sunget i de nordamerikanske plantager. Og Magellan passerede gennem det, der nu hedder Magellanstrædet, mens »Swing Low, Sweet Chariot« menes at rumme referencer til The Underground Railroad, som var en modstandsbevægelse, der dengang hjalp slaver med at flygte fra plantagerne. Altså de erobrende og de erobrede, de nyopdagede og de hemmeligholdte passager i én pladetitel.

Uskolet mørk soul

Musikkens udvikling er rig på netop disse rumlige og tidslige passager. Plader, radiosignaler og nu downloads sørger for, at musik passerer på nye måder – og stadig mere accelereret – over kloden. Eller bare fra Sydstaterne til Canada, hvor Al Spx alias Cold Specks har formuleret sin egen soul.

Hun bor i London nu, og hendes debutalbum I Predict A Graceful Expulsion leder efter et meget mere enkelt formuleret udtryk uden overdreven staffage eller komplikation. Hun blev ligesom i de gode gamle dage opdaget via en demo, og hendes uskolede tilgang betød, at hendes manager måtte hjælpe med at afkode, hvad dælen det var for nogle måder, hun stemte sin guitar på.

Spx har en smuk, let hæs sopran, der lyder, som om den kan huse en hel menneskeheds kvaler og længsler. Anfægtet i sin prægnans, men ubesværet i sin formidling. Og den vækker mindelser om en stor stolt sydstatstradition, mens hendes sange suger på indie-rockens demontering af forudgående tradition.

Sangkataloget strækker sig fra det tøvende henførte over det behersket højstemte til det dramatisk ildevarslende, og det forenes med både ambiente tricks, gospelkor, indierock-leg med elguitaren og nå, ja, soulfraseringer af den mere tøjlede slags. Det er ekstremt lovende, især hvis damen holder fast i sin egenart og fortsætter ad de mindre betrådte stier, hvor træerne bærer sære frugter – i stedet for at falde tilbage på traditionens alfarvej, som det sker for så mange unge udbrydere.

Og selvfølgelig kan Cold Specks også give os en god gammeldags fornemmelse af inderlighed, som vi har oplevet med de mere poppede souldronninger Amy Winehouse og Adele. Men her i et mørkere, mere ildevarslende toneleje, som hun selv har udstyret med et genrenavn, »Doom Soul«.

Undergangen, både kærlighedens, det internationale samfunds og kødets, besvangrer også hendes tekster. Tag for eksempel »Holland«, der skaber passage tilbage til Nina Simones klassiske antiracistiske protestsang »Mississippi Goddam« (som oprindelig udkom på det hollandske Philips Records) med åbningslinjen »Rotterdam, goddamn«. Og dernæst opstiller en retssag ved domstolen i Haag: »Mulling over your post-modernity/I heard them scream/We are many! We are many! We are dust!/In The Hague, I did proclaim/Cousin, I’ll find God in the gutter.«

Jeg ved ikke, om det er mørkere end Longstreths pessimisme: »If you had looked, you’d be no one’s coward/Distance, justice, power/You’d glimpse the password/You wouldn’t need the book/You’d own both slave and master/If you just had looked/But now the banks all closed/And nothing gets bigger/The crowd will yell/But the gun has no trigger.«

Men der er i hvert fald i begge tilfælde noget at tygge på, og det er der brug for. Hipster eller ej.

 

Dirty Projectors: Swing Lo Magellan (Domino/Playground)

Cold Specks: I Predict A Graceful Expulsion (Mute/Playground)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her