Læsetid: 3 min.

Mug og mystik i Blåvandshuk

I serien om de siamesiske tvillinger Ærte og H får sproget og de mørke kræfter på original vis livgivende mæle
25. juli 2012

Af og til udkommer der inden for børne- og ungdomslitteraturen en ny serie, som lige giver de velkendte genreskabeloner et forfriskende twist. En sådan er Tina Sakura Bestles og Anne-Marie Donslunds serie om Ærtehalm navngivet efter de siamesiske tvillinger Ærte og H, som, da de blev født, hang sammen ved skulderen. Det gør de ikke længere, men når de lægger skuldrene mod hinanden, kan de tænke sammen. De to 11-årige søstre er svorne tingfindere, containerryddere, historieopsamlere og – ud i egen selvforståelse – rigtige ninjaer, der på godt og ondt hænger sammen »som Ærtehalm for altid«.

Med afsæt i lige dele børnedetektivroman, gyser og gedigen hverdagsrealisme forener de to forfattere på finurlig vis det velkendte med det syret ukendte. I seriens første bind Ærtehalm (2010) handlede plottet om Verdensmanden, som bortførte tredjetrompetisten i Vardegarden for at udføre uhyggelige videnskabelige eksperimenter på hans hjerne i forsøget på at redde sin kone. Den bortførte dreng, Henning, er søn af Ben Senior, som ejer byens største fabrik, der producerer arme- og benproteser og derfor også er interesseret i at bruge tvillingerne til forsøg. Hennings bror hedder Ben Junior (eller bare BJ), og han er en ondsindet charmeslasker med sort sportsvogn, og ham har Ærte og H’s storesøster Sille kastet hele sin pubertetsoprørske kærlighed på.

Sjæleveninder

I seriens nyligt udkomne bind 2 med den herligt mundrette titel Mug i Blåvandshuk er hele familien: Ærte, H, Sille og far Charlie (som arbejder med laks på Hjerting Laks) draget på cykeltur til Blåvandshuk for at campere. Da tvillingerne jo mangler hver en arm, kører de på tandem, og undervejs møder de tilfældigt en stille tysk pige med en særligt lysende aura. Hun viser sig at være en del af en historie, som har sit udgangspunkt i Oksbøllejren, hvor tyske børn var interneret efter Anden Verdenskrig. Her blev en dansk og en tysk pige ’sjælevenner’, og det er det lange ekko af den venindefortælling, Bestle og Donslund væver sammen med historien om isdamen Pernille, som far Charlie forelsker sig i, og som har en gammel mor, der bliver truet af sin besøgsven, den mystiske campingpladsejer, hvis hovedinteresse er eksperimenter med mug og udstoppede fugle.

Med et sikkert og effektivt greb om suspensevirkemidlet holder de to forfattere spændingen kørende helt til det velturnerede gyserklimaks, hvor jagten på en forsvunden skat kulminerer i en nærliggende bunker, hvor inspirationen fra Hitchcocks Psycho med morbid moderbinding og hele udtrækket gennemspilles med optimal effekt.

Det nære og det skæve

Ud over den plotmæssige underholdningsværdi er der adskillige sekundære gevinster. Sproget er hele vejen igennem sanset og med genuin fornemmelse for både det nære og det skæve helikopterblik på verden. Og så handler serien i høj grad om moderne familieliv, hvor det både handler om at tage vare på sig selv og hinanden. Det kommer fint frem i såvel portrættet af Ærte (bogens sensitive fortæller med en næsten sonisk flair for grænselandet mellem drøm og virkelighed) og den tilsyneladende overskudsagtige H samt i den muntert skitserede figurtegning af storesøster Sille, som med al sin rebelske pubertetsenergi både er grotesk tromlende og i et ubevogtet øjeblik også fuld af empati. Og sidst, men ikke mindst er der fin humor i beskrivelsen af fader Charlie, som har hjertet på rette sted og har opfundet et helt vokabularium, der knytter sig til ’laks’. Rent faktisk et helt ’laksikon’, hvor ’laksusme’ er hans yndlingsudtryk.

Og så skylder jeg at tilføje, at illustratoren Rikke Villadsen hele vejen igennem sætter streg til løjerne med et sikkert blik for det kit, som binder grotesken og humoren sammen.

 

Tina Sakura Bestle & Anne-Marie Donslund: Ærtehalm. Mug i Blåvandshuk, ill. af Rikke Villadsen, 131 s., kr. 200,- Gyldendal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu