Læsetid: 3 min.

’Sig de ord du ved’

Lyder det i Liva Weel-kabareten hos Teater Boudoir, hvor stemningen fra 1930’ere oser af ubekymrethed og sex. Men stemmerne har svært ved at synge med den råstyrke, PH kræver
4. juli 2012

En Liva Weel kabaret appellerer tydeligvis til sommerens teaterpublikum. Og det nystartede Teater Boudoir på Bådteatret kan endda lokke med en skuespillerinde, der vitterlig ligner Liva Weel, så mange utvivlsomt får lyst til både at gå ’med i lunden’ og ’med i Nyhavn’ …

Stine Lykke Winther kan i hvert fald spidse munden på Liva Weelsk facon, og hun har divaens brede kindben og smalle øjne – og ikke mindst hendes slagfærdighed og ukuelige humør. Hun bærer sine corsager med ublu ekshibitionisme og med utilsløret flirt med tilskuerne. Og hun har ingen problemer med at lyve for åbent tæppe, så længe hun både kan holde førsteelskeren og den befamlende teaterdirektør i parallel afhængighed. Og rivalinden på passende afstand.

Charme og lummerhed

Du Kaldte Mig Din Egen er med andre ord blevet en behændig og charmerende jalousikabaret – inspireret af Liva Weels stormende karriere og tidens showbiz­klicheer i øvrigt. Det er instruktøren Jacque Lauritsen, der har skabt et løsttegnet cabaretplot over Liva Weel-skikkelsen ud fra gamle viser af P.H. og Ludvig Brandstrup – og Mathias Grove Madsen har arrangeret de mange musikalske numre med musik af Kai Normann Andersen og Bernhard Christensen. Musikken leveres både lækkert og indfølende af Andreas Borregaard på meddigtende accordeon, Willum Lendorf på følelsesviolin og Mads Lundahl Kristensen på smilende kontrabas. Og de højdramatiske scener foregår i Bådteatrets halvmørke, som scenografen Tina Lange Fossing har omdannet til en gammeldags cabaretscene med diskretionsbagtæppe og bagscenelummerhed.

Teaterdirektøren Morten Thunbo byder velkommen iført hentehår og druktud. Og så lover han ellers bare ’sving og svung og tingeling’ i denne forestilling, der naturligvis må ende galt, når en ung, sexet sangerinde prøver at møve sig ind på en gammel divas plads …

Stine Lykke Winther har en skøn ubekymrethed over sig, men hendes sangstemme er ikke af de sikre. Hendes rivalinde spilles af Marie Grove Jørgensen, der præcist skildrer hævntrangen hos den forsmåede elskerinde. Synge kan hun sagtens, endda med en meget smuk sopran, men cabaretkraft har hendes stemme ikke endnu. Cabaret kræver råstyrke.

Den har Morten Thunbos stemme til gengæld. Endda med en rund og afvæbnende klang. Musikaliteten hos Thunbo er indlysende, ligesom også hos den unge, kønne Mathias Arvedsen, hvis veltrimmede danserkrop og åbenlyse musicaltæft giver kabareten ung hurtighed og Weltschmerz. Og Arvedsen er også koreografen bag kabaretens fine små numre, hvor velkendte tricks med synkrone spadserestokke og omvendte stole bliver til fine perler undervejs.

Frynser og kys

Som sommerkabaret er forestillingen selvfølgelig et udtryk for vor tids nostalgiske dvælen ved en tilsyneladende ubesværet fortid og stjerner styret af spontanitet og sex. Men kabareten rummer samtidig interessante bud på de sange, som stadig udtrykker den danske insisteren på frihed og ytringsfrihed. Her er selvfølgelig den obligatoriske »Man binder os på mund og hånd« og den fandenivoldske »Tag og kys det hele fra mig«. Men her er også mere eksistentielle tekster, ikke mindst

»I dit korte liv«, som ensemblet konsekvent opgiver at synge og i stedet bare fremsiger med respektfuld andægtighed.

Jacque Lauritsen har selv brilleret med sange af Jacques Brel med stor tæft for visens dæmoniske kraft.

I Liva Weel-kabareten er det umiddelbart hans sans for kabaretverdenens forlorenhed og desperate dekadence, der er smittet af på Teater Bourdoir: En lokkende verden af frynser og falske øjenvipper – og divadrømme.

amc@information.dk

’Du Kaldte Mig Din Egen’. Sangtekster: Børge & Arvid Müller, PH, Ludvig Brandstrup m.fl. Sammenbindende tekster: Ensemblet. Instruktion: Jacque Lauritsen. Scenografi: Tina Lange Pihl Fossing. Koreografi: Mathias Arvedsen. Musik: Kai Normann Andersen, Bernhard Christensen m.fl. Musikalsk arrangement: Mathias Grove Madsen. Teater Boudoir på Bådteatret til den 7. juli. www.baadteatret.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu