Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Paul Simons fraktale boogie

Med vægten lagt på det banebrydende album, ’Graceland’, hvis 25 års-jubilæum det også er i år, leverede Paul Simons orkester en rytmisk spændstig præstation i Herning, om end musikken kæmpede for at komme til live i en skrækkelig hals hule klang
Paul Simon kæmpede med lyden i Herning fredag.

Paul Simon kæmpede med lyden i Herning fredag.

Andreas Beck

Kultur
23. juli 2012

Da Paul Simon i 1986 udsendte albummet Graceland, brød helvede løs. Han havde via en ven ladet sig inspirere af musikken fra især de sydafrikanske townships, idet dens rytmiske spændstighed, repetitive mønstre, tilsyneladende enkelhed og generelle overskud mindede Simon om hans barn- og ungdoms rock’n’roll, som den i 1950’erne spilledes af hovedsagelig sorte amerikanere. Derfor drog han til Sydafrika, for der at indspille med nogen af de musikere, han var kommet til at beundre. På daværende tidspunkt led Sydafrika stadig under apartheidstyret og var derfor udsat for en verdensomspændende kulturel boykot, som Simon brød. Og han nedkaldte i processen en allerhelvedes vrede fra mange sider over sit syndefulde hoved, ikke mindst venstrefløjen i USA. Det hører med til historien, at musikerne var rigtig glade for samarbejdet. Nu, hvor støvet har lagt sig, fremstår Graceland ikke blot som et hovedværk i Paul Simons værk, men i det 20. århundredes rytmiske musik som sådan. Ved eksemplets magt pegede Simon direkte på ikke blot arven fra, men også på den stadigt pågående, uhørt vitale musik-scene på det enorme afrikanske kontinent og sammenholdt med Peter Gabriels samtidige indsats for samme åbnede han for uanede samarbejdsmuligheder blandt musikere kloden rundt. Samt selvfølgelig også for musikalsk krydsbestøvning på kryds og tværs.

Betagende band

Så der er grund til at fejre skivens 25 års-jubilæum, hvad der da også sker med både fornem genudgivelse, Joe Beringers fænomenale dokumentarfilm, Under African Skies (Se den! Se den!) samt den igangværende turné, hvor mange af musikerne fra dengang atter er indrulleret i holdopstillingen, inklusive den folkekære vokalgruppe Ladysmith Black Mambazo samt sangeren og trompetisten Hugh Masekela, som i øvrigt ikke medvirkede på Graceland, da han ironisk nok befandt sig i eksil, men han var til gengæld en af pladens varmeste fortalere. Dog langtfra den eneste, det hører med at værket fik en overvældende positiv modtagelse, solgte i læssevis og blev overlæsset med priser. Helt fortjent, for en gangs skyld.

Nå, der er desværre stadig en del at kritisere ved den nu 70-årige Paul Simons koncert i Jyske Bank Boxen, så lad os i stedet starte med de gode ting. For det første er jeg stadig målløs over måden hans numerisk omfangsrige orkester swingede på. Det gælder ikke mindst trommeslager Isaac Mtshalis påfuglefjerslette touch, som suppleret med slagtøjsspiller Jamey Haddads effektivt egoløse input ofte flere gange fik taget til at lette. Og i det hele taget var interaktionen mellem de vist nok i alt 12 musikere (plus korsangere) både upåklagelig og strålende, brugen af mindst en 3-4 guitarer intrikat og befriende, især når de afrikanske spiralmønstre udviklede sig til ren fraktal boogie, samspil og lydhørhed konsekvent betagende og i det hele taget var det på den front svært at sætte sin beskidte finger på aftenens næsten tre timers lange forløb.  

Med en sådan besætning rettedes opmærksomheden helt naturligt mod den del af Paul Simons repertoire, der tager afsæt i hans inspiration fra andre kontinenter end det nordamerikanske, hvorfor det næppe havde krævet den store guddommelige inspiration at sammensætte et sæt, det fremragende orkester kunne losse liv i. Herregud, helt tilbage i tiden med Art Garfunkel i de mere eller mindre glade 1960’ere pegede Simon med sange som »El Condor Pasa« udover egen kulturkreds og da han indledte sin solokarriere i 1972 med albummet, der blot bærer hans navn, foregreb et nummer som »Me and Julio Down by the Schoolyard« hans senere fascination af netop afrikansk (og caribisk) musik, mens hittet »Mother and Child Reunion« var et af de første reggaenumre indspillet af en ikke indfødt jamaicaner. Og de to sidstnævnte gled ubesværet ind blandt de 13-14 generelt velvalgte numre, der lagde op til Graceland-delen. Med højdepunkter som »50 Ways to Leave Your Lover«, »Hearts and Bones« og »Slip Slidin’ Away« kunne man leve med gospelpastichen »Gone at Last«, men ikke med en malplaceret cover af Jimmy Cliffs »Vietnam«.

Forfærdelig lyd

Selve Graceland-delen, derimod, havde noget lettere demonstrativt over sig, der ikke virkede overbevisende. Først hjuledes Ladysmith Black Mambazo ind til et kort a capella solosæt, så joinede Simon dem for korstykket »Homeless«, før ’big bandet’ atter gjorde sin entre under det imposante »Diamonds on the Soles of Her Shoes«. Da der kort derefter sattes i med hittet »The Boy in the Bubble«, troede jeg, at den var hjemme. Men så kom der lige en soloafdeling fra Hugh Masekela, der i lige lovlig rig grad baseredes på afro-klicheer og det tog derefte for lang tid, før koncerten hen under det gudeskønne »Under African Skies« atter fandt formen. Først i ekstranumrene inviterede Simon os via certificerede sangersangskriver-klassikere som »The Sound of Silence«, »The Boxer« og »Still Crazy After All Those Years« ind i den del af repertoiret, hvor de vestlige fokalpunkter, melodi og harmoni, er i højsædet, hvilket udgjorde en betimelig reminder om den side af hans talent.  

Men her som under hele koncerten martredes oplevelsen af den i øvrigt detaljerede lyd af hallens fade og hule klang, der er Jyske Bank Boxens signatur, og som behændigt fjerner ethvert spor af varme fra musikken. Den alene var ansvarlig for at koncerten ikke indskrev sig blandt de uforglemmelige. Til gengæld skal Simon have ros for den næsten ikke-eksisterende brug af storskærm (og den smule, der var, er ikke noget at skrive hjem om!), for dermed at holde fokus på musikerne og musikken. Det var som sagt en toppræstation, der bare ikke lød optimalt. Vi troede da ikke vores egne ører, da Simon afsluttende kaldte hallen, der lige så godt kunne være benyttet til griseopdræt, for »a beautiful room«. Ikke fra min plads, little dude!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Der musikere som er så overbevisende, både hvad angår klang og rytme at man (jeg) paradoksalt nok hurtigt bliver ret irriteret, altså over at det hele bare kører i olie hver gang de åbner munden eller rører et instrument, hvilket selvfølgelig er både dybt idiosynkratisk og helt igennem uretfærdigt. Ikke destomindre gælder det fx. Sting, i høj grad Billy Joel (som jeg decideret hader, ingen er glattere end Billy Joel!), George Michael og såmænd også Paul McCartney og Carlie Simon, for nu bare at nævne de mest oplagte og lad mig bare nævne Norah Jones også som repræsentant for nutiden. Paul Simon indskrev sig tidligt i kategorien, med den fængende Graceland, som jeg kun meget sjældent lytter til, fordi jeg får det direkte dårligt når musikken holder op og virkeligheden vender tilbage. Helt sikkert en fordel at man ikke var i Herning, men omvendt så er det jo ferietid og måske man skulle blotte sig og nappe en enkelt skæring - højst to! Men så kræver det helt sikkert også en cykeltur eller lignende i det gode vejr ovenpå. Inciterende er ved eftertanke måske det rigtige ord.

Kulturanmeldere -- ta eder sammen, i stedet for at lete efter fejl hos andre...

Søren Bendixen

Jeg var til graceland koncerten på Roskilde Festival 1991 og igen i Herning 2012
Begge fremragende koncerter men lyden i Herning var tæt på en katastrofe , hvorimod den på Roskilde var god. Det er i mine ører uforståeligt at man 2012 kan byde publikum en lyd der lød som en forstørret iPhone
(vokalen lød dog endnu dårligere) - dertil en dyb udefinerbar bund hvor alt under 100 Hz bare var en fjern buldren. Først da vi gik ned til scenen ( vi sad ca. 2/3 dele nede i salen) blev lyden bedre, men kun svarende til de første 30 stolerækker. Da vi stod på linie med de 3 foreste rækker kun man stort set ikke længere høre fronten (PA' et) og måtte klare sig med scenelyden som nok var hvad Paul Simon kommenterede på....
(jeg hørte godt hans kommentar)

Jeg er musiker selv og græmmes over at man ikke er nået længere - holdningsmæssigt

Vel, ikke alle konsertlokaler er like egnede til alle slags lydoplevelser -- ofte blir det som at sitte i en tønde med diverse elektriske apparater gående. Men det bør vel anmelderne strengt tatt ikke klandre de glade musikere for...

Det er godt man har egen stue med god akustikk og dertil hørende stemte instrumenter, foruden obligatoriske Paul Simon vinylplater :)

Søren Bendixen

Nej
Men det er der holdningen kommer ind- det kan sagtens bygges mere anvendelig - bank boksen er jo et ret nyt byggeri - som ovenikøbet er bygget til bl.a større koncerter
Man vil jo idag gerne have det her kultur
Men man gider fortsat ikke smide det ekstra der gir en anstændig lyd.
Hvilken akustiker har godkendt det rum?
Jeg var i samme hal og høre Mark Knopfler/Bob Dylan
Og det var den samme oplevelse

Det er udtryk for dårlig holdning - ikke uvidenhed eller mangel på penge