Læsetid: 3 min.

Perlefiskeri og tornerosesøvn

Efter 68 år kunne man igen høre Bizets glemte opera ’Perlefiskerne’ på en københavnsk scene. Var det så en sunken skat eller et rustent vrag?
3. juli 2012

Georges Bizet var besat af at slå igennem som operakomponist. Sådan må man forstå det, når han i de sidste 10 år af sit korte liv baksede med hen ved en snes teaterprojekter. Det lykkedes som bekendt til sidst med Carmen i 1874, men Bizet nåede desværre ikke til opleve dens sejrsgang. Hele denne bryderkamp med operastoffet er fortsat en dunkel affære, der munder ud i spørgsmålene: Hvorfor opgav han så mange projekter, hvilke nye veje slog han ind på undervejs, og hvordan kan man bedst muligt give kunstigt åndedræt til de oversete operaer. I det lys var det et såre velkomment projekt, Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht bød velkommen til søndag aften, nemlig en koncertopførelse af Perlefiskerne fra 1863.

Salen var fyldt, måske på grund af stjernetenoren Lawrence Brownlee, men man mærkede alligevel en forventning om en dansk genfødsel. Perlefiskerne gik sidste gang på Det Kongelige Teater i marts 1944, og i forbindelse med den opsætning indspillede Stefan Islandi og Henry Skjær et par år forinden den berømte duet, en ørehænger som i flere årtier blev et fast indslag til danskernes søndagsfrokost via Giro 413.

Stillestående indtryk

Den amerikanske tenorsolist med de flotte høje toner kunne ikke i sig selv motivere denne tornerosevækning. Ifølge Henrik Engelbrecht var det heller ikke den tynde handling, men udelukkende Bizets ukendte kvalitetsmusik. Dermed lå der en ekstra tung byrde på dirigentens skuldre, canadieren Yves Abel, som i øvrigt er erfaren med den slags projekter.

Til hans ros må man konkludere, at Perlefiskerne indeholder betagende lyriske tableauer, men mistanken om, at det stillestående indtryk, man fik af operaen som helhed, i højere grad skyldtes dirigenten end komponisten, meldte sig især efter pausen, hvor stykkets konflikt og dermed dramatikken optrappes.

Vi har hørt det i Tivolis Koncertsal med Cecilia Bartoli og det dirigentløse Scintilla Orkester fra Zürich: den ekstremt lydhøre genskabelse af 1800-tallets italienske operas musikalske biologi og farvelære. Vi har hørt det med dirigenten Marc Minkowski: den elektrificerende revitalisering af forhånede franske komponister som Auber, Meyerbeer, Offenbach og også Bizet. Yves Abel kom ikke i nærheden af sådanne resultater.

Hans forvaltning af de akkompagnerede recitativer, der sammenbinder musikken, var stort set for unuanceret og spændingsfattig; han havde ikke fornøden fokus på den delikate balance mellem rytmik, klang og det franske sprog som eksempelvis i korets 6/8-idyl i 1. akt.

Den fulminante kulmination i slutningen af 2. akt nærmede sig noget, der kunne minde om en skrålende Elgar, en mur i stedet for et menneskehav. Og Abel havde heller ikke fået justeret intonationen på svage steder i messinggruppen, hvor trompeterne dog havde taget cornetter à la française i brug.

Betvingende smukt

Solisterne gjorde det under betingelserne udmærket, placeret bag hver sit nodestativ uden mange forsøg på kontakt i det dramatiske spil.

Bedst og mest cool var Lawrence Brownlee, spankulerende som en anden Sporting Life, måske ikke med det ekstra smæld i stemmen, men betvingende smukt fraserende i Nadirs romance »Je crois entendre encore«.

Palle Knudsen manglede vel en egentlig lederudstråling som Zurga, men i lyriske scener som i den omtalte duet med Nadir og arien fra 3. akt demonstrerede han en klangskøn sensibilitet. Præstinden Leila var et interessant parti. Man kunne høre hende som en søster til Michaela i Carmen, de såkaldt ’ingenuer’, de uskyldige pigers klub, som man møder i franske operaer. Der var oven i købet orkesterfarver med horn og cello, som varslede om Michaelas musik.

Nordmanden Christel Elisabeth Smith poserede lige lovlig ofte med himmelvendte øjne, men hun sang smukt med sikre toptoner og den største indlevelse af de fire solister, helt mindeværdigt i partiets centrale kavatine »Moi voilá seule dans la nuit«.

Jo, Perlefiskerne blev kun delvis vækket af den dybe søvn, men dog så meget, at man nu tørster efter at opleve den egentlige genfødsel. Sådan som det bør ske for tilsvarende operaer af en anden stor komponist som Schubert.

 

Bizet: ’Perlefiskerne’. Lawrence Brownlee (tenor), Christel Elisabeth Smith (sopran). Palle Knudsen (baryton), Alexandar Stefanorski (bas). DR Koncertkoret. Tivolis Symfoniorkester. Dirigent: Yves Abel. Tivolis Koncertsal den 1. juli

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Var Hr. Lønsted til samme koncert som jeg? Eller sad han hjemme og så fodbold?
Kan overhovedet ikke give ham ret!
Det var netop den suveræne tenor Lawrence Brownlee der løftede aftenen og bestemt ikke de andre solister. Det var nærmest synd for den norske sopran, der kæmpede bravt med de høje toner (sikre høje toner???) og et parti hun vist var for ung til stemmemæssigt. Den smukt syngende Palle Knudsen kæmpede også et par stedet med højden. Dette gjalt slet ikke tenoren, der sang som smør!
DR koncertkoret som sang forrygende som altid med den fantatiske Yves Abel ved roret.
Øjene har vist anmeldt mere end ørene....