Læsetid: 4 min.

Popprinsesse fra det ydre rum

Den kun 26-årige sorte amerikaner Janelle Monáe blæste for andet år i træk taget af en scene på festivalen med sit 15 mands store ensemble og sin uhørt visionære musik, som man også kan danse til   
7. juli 2012

Ind i mellem lander der stadig en ufo i mainstreamen og vender i processen op og ned på musikkens klang, attitude, præsentation, muligheder og grænser på en facon, der giver den sagesløse betragter såvel håb for som mod på fremtiden. Og visionære kunstnere med masseappel er ikke hverdagskost, men der findes nok flere, end man sådan går og tror, fra Louis Armstrong til Björk, fra Miles Davis til Public Enemy, fra The Beatles til Massive Attack, fra Pink Floyd til Prince … nogles særpræg og vision er bundet op på en bestemt epoke (Armstrong og 20’erne; Prince og 80’erne), andre checkede ud i utide eller tabte pusten undervejs (The Beatles subsidiært Pink Floyd), og nogle holder aldrig op med at søge nye veje (Miles Davis, Björk). Hvilken kategori den kun 26-årige Janelle Monáe falder i, er det for tidligt at spå om, men at dømme ud fra spændet på hendes gennembrudsskive fra 2010, The Archandroid, er der stort set ikke den vej, hun ikke kan vælge. At Monáe er R&B-kunstner (og det er hun, det er dén tradition, hun på alle niveauer indskriver sig i, men altså også både sprænger og transcenderer), betyder ikke, at hun er hverken purist eller berøringsangst over for andre genrer. Hvad, der gør hende ekstra interessant, er, at hun, udover all the usual suspects – hiphop, rock, jazz, electro, soul og singer-songwriter, også uden blusel trækker på traditioner som klassisk filmmusik, Broadway musicals og sågar partiturmusik. Og så er hun science fiction-freak oveni! Det giver hende en musikalsk farverigdom at arbejde med, som hun med talent og vilje styrer. Suverænt.

Hvad hun i den grad også formår på en scene, hvor hun uden sammenligning er det største, der er sket i mange år. Hun blæste Roskilde omkuld sidste år, og man havde klogelig valgt at lade hende vende tilbage med sit forrygende 15-personers ensemble, inklusive strygere, blæsere, dansere og pænt appetitlige korpiger. Der spilledes suverænt i alle positioner, sættet bestod overvejende af materiale fra The Archandroid, garneret med nye sange, som lød lovende samt en trilogi af velvalgte coverversioner: Chaplins udødelige »Smile«, Princes skarpe »Take Me With U« og Jacksons 5’s medrivende »I Want You Back«. Monáe er den fødte stjerne, synger og danser som en drøm, men samtidig også den perfekte holdspiller, som lader sine suveræne musikere folde sig helt ud. Det er så stort, at man kort overvejer, om der mon er en Gud? Næppe, men der en ny stjerne på firmamentet, en popprinsesse fra det ydre rum er landet, og navnet er … Janelle Monáe!

De tre vise mænd

Ellers var det ikke det store musikalske sus, Deres udsendte oplevede på en i øvrigt fredelig torsdag på Smatten. Efter en underholdende halv time (med lidt problematisk lyd) med debutanterne Django Djangos begavede bud på psykedelisk tintet indierock på Pavilion, gik turen til Arena for at høre The Shins, hvis seneste langspiller, Port of Morrow, har været i heftig rotation i det lille hjem.

Men en ting er melodisk og velproduceret rockklassicisme på grammofonen, noget andet er det samme til en musikfestival, hvor publikum er moderat spændt op til lir. Og der faldt bandet igennem med den dér oprigtige form for præsentation, mange forveksler med autenticitet (og det begreb er som bekendt det rene sludder) nu om stunder. Jeg kalder det kedeligt, det lød lige lovlig (for) meget af fuldskæg, skovmandsskjorte og brune fløjlsbukser, ’showet’ mindede om en flok sløjdlærere, som spillede til sammes årlige sammenkomst, og alt var lige så forudsigeligt som ordene fra en politikers mund. Det sagt, er James Mercer en gudsbenådet sangskriver og ikke mindst sanger, som vi gerne lægger ører til. Efter at have fået den sidste tredjedel af Clock Operas ikke uefne sæt af melankolsk elektronisk pop med i erfaringsbagagen, lod vi lige Robert Smith og The Cure kede os bravt en seks-syv numres tid med skrækkelig lyd på Orange Scene, før vi skrigende søgte andre græsgange. Okay, og så fordi vi havde fået favoritten »Lovesong«, men jungletrommerne lod forstå, at maratonkoncerten blev langt bedre hen ad vejen, så fred med det. Til gengæld var alt på plads hos de jamaicanske veteraner i vokaltrioen The Abyssinians, som lige viste de unge i rigt antal fremmødte dancehall-hipsters, hvor en ægte flok rastafarier mener, roots-skabet skal stå. De lignede De tre vise Mænd i deres farvestrålende rober og hovedbeklædning lige ud af Tintin, deres band var eminent, og de gav deres Smokey Robinson/Curtis Mayfield-inspirerede materiale så smittende, at det var kropumuligt at holde sig i ro. De sang og spillede, vi dansede og smilede, og man tør i den forbindelse nok godt tale om fed lykke. Til alle. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu